Denne bog om socialpolitik indledes med et forsøg på afklaring eller dog belysning af nogle begreber, som er centrale i fremstillingen:
Samfund  – velfærd – stat – politik –  socialpolitik  –  arbejde – socialt arbejde

I bogen vil begreber som ‘norm’, ‘klasse’,  ‘forventning’ og mange andre blive brugt uden teori- eller fagreferencer. Dette af to grunde: Forfatterens begrænsede faglige overblik, og hensynet til bogens læselighed. Det sker også i tillid til, at læseren har studeret eller dog ’snuset’ til de faglige discipliner, inden for hvilke sådanne begreber benyttes. 

2.1 Samfund: Normalitet – Afvigelse

Samfund – polis

Det græske ord polis betyder stat, nærmest ‘by-stat’, forstået som et (lokal)samfund. Ordet politik er afledt af ‘polis’, og ordet bruges om beslutninger om samfundets indretning, organisering.

Medlemmer- relationer

Samfundet består af et antal medlemmer, og disse medlemmer handler: arbejder, aftaler, danser, avler børn, opdrager børn, arver … Men samfundet er mere end et antal medlemmer: Samfundet er et sæt af indbyrdes relationer, forhold mellem:
søn – mor,  søn – far,  far  – mor, (ægte-)mand – kone, slave – herre, ansat – arbejdsgiver, spejderleder – ulveunge, lærling – svend – mester,  kollega – tillidsmand,  cyklist – færdselsbetjent,  vælger – folketingskandidat,  forsørger – forsørget,  bedstefar – barnebarn,  arveonkel – arving,  lærer – elev,  direktør – aktionær,  jung-mand – matros – styrmand. 

Samfund: normer

Normer:forventninger om egen og andresadfærd

Rolle: et sæt af normer

Selve ordet samfund udtrykker, at medlemmerne har nogle (stort set) sammenfaldende forventninger, normer, om hvordan en person forholder sig i de forskellige relationer. Sagt på anden vis: Samfundet eksisterer i kraft af et forventningsfællesskab, et normfællesskab. Eksempel 1: Når jeg som bilist kører ad Oddervej, forventer jeg, at den modkørende lastbilchauffør også kører i hendes højre kørebane, og at hun blinker til venstre, hvis hun vil dreje til venstre. Rollen som bilist er omgivet af nogle adfærdsforventninger. Eksempel 2: De andre forventer, at jeg som værtshusgæst betaler for det, jeg bestiller på et værtshus. Eksempel 3: Vi forventer, at jeg som forælder tager mig af min 4 årige datter, når hun bliver overtræt og utidig ved familiemiddagen. Eksempel 4: Vi forventer, at Falckredderen kommer hurtigt, når min bil ikke vil starte en novembermorgen. Eksempel 5: Vi forventer at restauratøren leverer festmiddagen på tid og sted som aftalt.

Roller: relationer

Rolle-begrebet indeholder i sig eksistensen af en relation (eller flere relationer): Det er kun i Saint-Exupery’s “Den lille prins”, at kongen opfatter sig som konge, også når der ikke er nogen at være konge for.

At være medlem af samfundet indebærer, at man kender egen og andres roller, og at man (i hvert fald tilnærmelsesvis) har sammenfaldende opfattelse af, hvad rollen består i.At være medlem af samfundet indebærer, at man kender egen og andres roller, og at man (i hvert fald tilnærmelsesvis) har sammenfaldende opfattelse af, hvad rollen består i. At være medlem af samfundet indebærer, at man kender egen og andres roller, og at man (i hvert fald tilnærmelsesvis) har sammenfaldende opfattelse af, hvad rollen består i.

Formelle – uformelle normer

I og med, at samfundet konstitueres af (bl.a.) fælles opfattelser hos medlemmerne ¹ om, hvad der for det enkelte medlem er normal adfærd, er det også nogenlunde bestemt, hvilken adfærd der er unormal eller afvigende. Sådan normal hhv. afvigende adfærd er belagt med sanktion: Ønsket eller særlig ‘god’ adfærd belønnes eller lades ubemærket. Uønsket eller særlig ‘ond’ adfærd straffes. Med eksemplet fra før: Hvis lastbilchaufføren kommer imod mig i ‘min’ kørebane, altså i hendes venstre kørebane, bliver jeg overrasket/vred/chokeret, og hvis hun rammer mig, bliver hun straffet og erstatningspligtig. Hvis chaufføren blot kører korrekt, altså i sin egen højre kørebane, lægger jeg dårligt nok mærke til hende.

Politik: formalisering af normer

Nogle  normer  er gennem en politisk proces formaliseret i  love og andre regler, og kendes af (næsten) alle i (lokal)samfundet. ‘Du må ikke stjæle..’ ‘Du skal holde, hvad du aftaler’. Andre er uformelle, men alligevel kendt af næsten alle: Vi hilser ved at give højre hånd. I Danmark ville vi blive overraskede, hvis statsministeren hilser på den lokale partiforeningsformand ved at kysse ham på begge kinder. En tilsvarende overraskelse ville ikke opstå i Rusland, hvis Boris Jeltsin hilser på en lokal partiforeningsformand ved at kysse ham på begge kinder.

Politik: aktører, formål, handling, normændring

Selve det, at vi taler om en politisk proces, gennem hvilke normer formaliseres, indeholder den oplysning, at der mellem samfundsmedlemmer kan være uenighed om, hvilke normer der skal gælde. Indtil 1973 var abort forbudt i Danmark, men kunne undtagelsesvis tillades. Det betød ikke, at samfundsmedlemmerne var enige om forbuddet. At loven blev ændret, så aborten blev  ‘fri’, indtil 12. svangerskabsuge, betød heller ikke, at alle medlemmer i samfundet  var enige om frigivelsen: Lovændringen var en flertalsbeslutning. En politisk proces indeholder det fænomen, at menneskers opfattelse ændres indefra eller ved ydre påvirkning. I processen indgår, at politiske aktører søger at påvirke andre samfundsmedlemmers, beslutningstageres, opfattelser, normer, med henblik på at ændre dem. Ofte bestemmes selve begrebet politik som: Aktivitet med henblik på at ændre eller opretholde regler med gyldighed for samfundet.

Ikke sjældent medfører den politiske proces, beslutningen om ændring af regler, at normer ændres, også hos dem, der var modstandere af ændringen. En del socialt arbejde går også ud på at påvirke menneskers opfattelser, normer, adfærd, for at få dem til at have (mindre normafvigende, problematiske) relationer til andre mennesker. Herom nedenfor.

2.2 Velfærd

Velfærd: at fare vel

Vækstmodellen

Hovedrollerne:

At arbejde

At videreføre slægten

Velfærd, det at et menneske farer vel gennem livsforløbet, kan anskues som samfundsmedlemmernes fælles billede af,  hvad der skal til, for at mennesket har et  godt livsforløb, eller et  normalt  livsforløb. Det kan illustreres med ‘livsbuen’. Livsbuen  kan også kaldes udviklingsmodellen eller vækstmodellen: Mennesket fødes som barn, indlærer gennem sin opvækst holdninger, normer og færdigheder, og bliver derigennem i stand til at  indtræde i et sæt af roller. Rollerne er stort set specifikke for de enkelte livsfaser. De to roller for den voksne, som igennem nyere europæisk historie har tiltrukket sig størst politisk opmærksomhed, er 1) producentrollen, rollen som arbejdende, skabende person, og dermed som en person, der oppebærer indkomst, og 2)  familierollen: som ægtefælle/samlevende og mor/far. Med arbejderrollen og familierollen er individet placeret i de to centrale funktioner: som bidragende til produktionen, og dermed livets opretholdelse, og som bidragende til slægtens videreførelse. Omkring disse to sæt roller grupperer andre sig: Roller som kollega, elsker, bror, voksen datter, patient, bilist, svigersøn, foreningsmedlem, nabo, osv. Siden kommer ofte en rolle som svigermor, bedstefar, arving, og mange flere. Som gammel har du også et sæt af roller – i socialpolitisk henseende er rollen som pensionsmodtager en af de samfundsøkonomisk vigtigste. Også rollen som bedstefar eller bedstemor og rollen som formand for fagforeningens seniorklub kan være vigtige i familie- eller netværkssammenhænge.²

2.2.1 Velfærd: Den enkeltes livsforløb. Personlig velfærd I

Selvstændighed

Et væsentligt aspekt af livsbuen er overblikket: manden (og kvinden) på toppen af livsbuen er personer med overblik, personer med frihed til at vælge. ‘Livsbuen’ er en del af et liberalt tankesæt (herom mere nedenfor): Livet ligger til disposition for den enkelte i form af handlemuligheder, valgmuligheder. De er selvstændige, ikke afhængige.  De har igennem livsforløbet lært, hvad de har brug for. De har taget eksamen ‘på normeret tid’, de har ikke lidt nederlag. De er normale, forbilledlige.                

Livsfaser:

normforskelle

Et interessant men ofte overset aspekt af livsbuen er normforskelle igennem livsforløbet. Ødelæggelse af gadeinventar eller bilantenner karakteriseres som ‘hærværk’ og betragtes med irritation eller ringeagt/overbærenhed, når unge begår det. Men hvis de samme handlinger begås af voksne, vil overbærenheden oftest være mindre. Hurtig udskiftning af seksualpartnere betragtes med en vis overbærenhed, når den foregår blandt teenagere og 20-30 årige (’de løber hornene af sig’) men med mindre overbærenhed, når den foregår blandt 30-90 årige.

Den enkelte persons sæt af roller, som hun har givet dem sit præg, er det, hendes omgivelser ofte opfatter som personligheden.

2.2.2 Velfærd: Arbejde => værdi => købekraft => personlig velfærd II

Men hvad er fornødent for at betrygge den enkeltes livsforløb?

4 Velfærdsfunktioner:

forsørgelse, bolig, sygepleje. opdragelse, uddannelse

I 1803-Købstads-fattiglovgivningen³ § 3 beskrives det, som mennesket har brug for, som følger:
“… de Fattige, som ei ved egne Kræfter på lovlig Maade, kunne erhverve sig nødtørftig Underholdning og saaledes uden andres Hjælp, enten gandske, eller for en Deel maatte savne den Føde, Klæde, Husly, Varme og Pleie i Sygdoms Tilfælde som er dem uundværlig til at vedligeholde Liv og Helbred”, og hvad angår fattige børn “Underviisning og Opdragelse”. (min udhævning, VJ)

Som i 1803, således også i 2009, kan vi betegne forsørgelse, bolig, sygepleje, og socialisation (opdragelse, undervisning) som de fire velfærdsfunktioner.

Klassisk socialpolitik: forsørgelse

Velstand – velfærd
Arbejde => værdi => arbejdsværditeori 

The industrialist – the idler

I den klassiske nationaløkonomi, ‘the political economy’, hvori meget af senere tiders vesteuropæisk menneske- og samfundssyn jo blev grundet, stillede Adam Smith (1776) spørgsmålet om “årsagerne til  nationernes velstand”⁴. I et samfund, hvor nøgen nød var en daglig foreteelse, var velfærd i høj grad et spørgsmål om den enkeltes mulighed for at skaffe sig mad, tøj, husly. Kilden til værdi var arbejde: alene gennem arbejde skabes eller frembringes, produceres, værdi.  Og, mente Smith og hans medøkonomer, den som frembragte værdien (og dermed købekraften), the industrialist, burde derfor også med rette tilegnes værdien.  Arbejdsværditeorien er betegnelsen for denne tankegang. Smith og især hans liberale efterfølger, David Ricardo, kritiserede dermed the idlers, de overflødige, snylterne. Nemlig den privilegerede adel, som tjente på (udnyttede) håndværkernes/fabrikanternes og bøndernes produktive indsats. Den ideologiske vej fra dette synspunkt til Sovjetstatens “kun den, der vil arbejde, skal spise”, og til socialminister Aase Olesens ungdomsydelsesordning (1990, kap. 8), er ikke meget lang. 

Rollemodellen

Adam Smith søgte “Årsagerne til nationernes velstand”. Kunne  man finde mekanismer til at øge produktionen, kunne flere munde mættes. Centralt i denne problemstilling stod producenten,  den arbejdsomme, dygtige, overblik havende selvstændige  håndværker og fabrikant. Se ham stå selv på toppen af livsbanen! Han, der tilrettelægger eget og andres arbejde. Og lige så vigtigt: Han akkumulerer kapital. Han er værdsat og set op til i samfundet.  

Men producenten, fabrikanten/håndværkeren, bonden er ikke blot producent. Han har igennem livets faser lært også de andre roller. Han ved, hvilken adfærd der sømmer sig for barnet, den unge, lærlingen, svenden, karlen/pigen på gården eller i håndværksmesterens husholdning og arbejderen i spinderiet. Han har lært respekt for øvrigheden og Gud, og han har lært at andre skal vise respekt for ham. Det tilsvarende gælder for hans hustru: Hun producerer ikke (eller sjældent) varer til salg, som bonden og håndværkeren gør. Men hendes rolle som organisator og udøver af den huslige produktion er et led af samfundets funktionsmåde.

Normalitet: jeg arbejder

I det danske samfund er en vigtig norm, at den enkelte gennem arbejde forsørger sig og sine. Eller i mere aktuelt sprog: Ved salg af arbejdskraft tjener indkomst (løn, profit), så hun/han kan købe mad og bolig og tøj og tandlægebehandling og cykler og .. til sig og sin evt. familie.⁵

Norm: jeg bør arbejde

Men ikke nok med at han gør dette: Den enkelte forventes gennem opvækst og uddannelse at have indlært den holdning, den rolleopfattelse, at jeg bør arbejde for lønnen. Vi antager såmænd også, at den enkelte helst vil arbejde – især hvis han oplever, at arbejdskøberen værdsætter hans arbejde.

Det forventes også, at den enkelte gennem opvækst og udvikling har lært selv at planlægge eget og familiens liv, og at han udvikler evne til at fungere som forælder og som identifikationsfigur for barn eller børn  (‘Bonus pater familias’). Ordet selvstændig er et udpræget plusord. Næsten lige så godt er selvforsørgende.  

Til den enkeltes velfærd hører, at hun/han har tilgang til føde, klæde, husly. Hvis hun ikke har det, er hendes velfærd ringe. Men begrebet velfærd bruges også i videre betydning (illustreret med livsbuen): For at den enkeltes velfærd er betrygget, skal hun også have et godt helbred, og hvis sygdom hærger, da have tilgang til kur og pleje. Han skal tillige have tilgang til uddannelse, som ofte anses som forudsætning for en accepteret eller endog respekteret rolle som svend, karl, mester, præst, styrmand, lærer, …  

Til den enkeltes velfærd hører altså, at han/hun har tilgang til føde, klæde, husly. Enten sikret via forældres/ægtefælles eller anden forsørgers købekraft. Eller via egen købekraft, tilvejebragt f.eks. via salg af arbejdskraft. Men hvor meget købekraft får den enkelte til gengæld for sin arbejdsindsats?

2.3 Samfund: Produktion – fordeling – lighed/ulighed -rigdom/fattigdom

Beskrivelsen af samfund som et system af normer, roller og relationer,  kan måske umiddelbart læses som idyllisk, lighedsorienteret. Det ville være en misforståelse.

Fordelingsmekanismer:

Marked

Pligt-arbejde

Skat-overførsel

Lighed – Ulighed

Norm- eller rollesæt

Samfundsorden

Fattigdom: en del af samfundsordenen

 Et grundtræk i langt de fleste samfund til langt de fleste tider er, at medlemmer(ne) i samfundet arbejder for at frembringe mad, tøj, husly – goder eller varer – og at disse goder eller varer fordeles til medlemmerne. Fordelingsmekanismerne er forskellige: Umiddelbar tilegnelse og forbrug (hos producenten, evt. hans/hendes familie),  varebytte,  hoveri eller andre former for  pligtarbejde, markedsmekanismer, beskatning.  Fordelingsmekanismerne kan resultere i lighed – de kan også, og det forekommer i de fleste samfund, resultere i ulighed: I nogle personers fattigdom og andres rigdom, og nogle imellem.

 Hver fordelingsmekanisme eller sæt af fordelingsmekanismer kan anskues som del af et sæt af normer, roller: En samfundsorden. Slaven i slavesamfundet kender slavens og herrens roller, og herren i slavesamfundet kender tilsvarende slavens og herrens roller – og rollerne som hustru til respektive slave og herre. Igennem tiderne har mennesker søgt forklaring på rollerne, samfundets orden, i religion eller hvad de kaldte videnskab: I vesteuropæisk katolicisme var fattigdom hhv. rigdom, Guds bestemmelse for den enkelte. Men i den guddommelige samfundsorden var også pligten for den rige til at give almisse til fattige. I de liberales grundsyn (Smith, Malthus) var fattigdom udtryk for individets svaghed. Indtægt, lønindtægt, var arbejdets pris for arbejdsgiveren og dermed arbejderens værdi for ham selv. I den liberale samfundsorden var ingen pligt til  at yde almisse. 

Malthus argumenterede endog med, at fattighjælp på længere sigt blot ville øge pauperismen, mængden af fattigdom. “Survival of the fittest” blev senere slagordet i dette samfundssyn.

Ikke altid har medlemmer i samfundet været tilfredse med samfundsindretningen. Slaver har gjort oprør mod herrer. Fattige har gjort oprør mod rige, enten for at ændre samfundet eller alene for at tilegne sig noget af de riges ejendom. En del socialpolitiske ordninger er blevet begrundet med ønsket (evt. som delmål) om at forebygge utilfredshed og revolution.⁶

Fattigdom: risiko for samfundsordenen

Uanset synet på dens årsager er fattigdom i forskellige samfund og til forskel-lige tider blevet betragtet som noget politisk vigtigt, noget som samfundets medlemmer nødvendigvis måtte forholde sig til. I katolsk tradition var de fattige Guds gave til de troende, som man over for guden var pligtig at give til. I ur-liberal tradition var pauperismen en uundgåelig konsekvens af konkurrencens sortering – men tillige en samfundsmæssig risikofaktor: Adam Smith mente, at de fattige ikke havde samme tilskyndelse til at opretholde samfundsmæssige normer som dem, der var mindre fattige. Om du sulter, hvorfor da ikke stjæle?

Derfor er indkomstløshed, fattigdom, blevet betragtet som et  problem, som polis – samfundet, staten  – måtte forholde sig til. Om denne statens forholden handler en meget stor del af denne bog.

Ikke fattigdom – næh, social exclusion

På dette sted bør nævnes, at selve ordet fattigdom i nyere europæisk debat er kommet i miskredit, er blevet ‘politisk ukorrekt’. Antagelig fordi politikere ikke gerne ser deres moderne vesteuropæiske samfund som nogen, der genererer ‘fat-tigdom’. Derfor er begrebet ‘fattigdom’ på moderne EU-dansk erstattet med ‘udstødning’ eller Social exclusion’. Om debat og indsats i vesteuropæisk socialpolitik i 1990’erne, se kap. 8.

2.4 Stat: Kollektiv velfærd – individuel velfærd. Velfærdsstat I

Stat: En organisation som en del af samfundet:

Magt, lovgivning, ordens opretholdelse, infrastruktur, fattighjælp

Den almindeligste forståelse af begrebet  stat er: en organisation som er et aspekt af samfundet. Staten har i forskellige samfund til forskellige tider taget sig af forskellige funktioner i samfundet:  1) en ofte af politologer brugt beskrivelse er, at staten har monopol på magtudøvelse i samfundet. Det gælder både i forhold til andre stater og i forhold til samfundets egne medlemmer. 2) et andet aspekt af statens rolle er at lovgive: at formalisere normer til regler, og håndhæve reglerne. Ofte beskrives det sådan, at statens rolle er at opretholde det (til enhver tid) eksisterende samfundssystem. 3) en tredje statsfunktion er iværksættelse af produktion af goder, som ikke eller i utilstrækkeligt omfang tilvejebringes af enkeltproducenter på markedsvilkår: Vejanlæg, uddannelse, miljøregulering, ….  Aktiviteter, som i Englands industrialiseringstid iværksattes af konservative, som kaldte det “water-and-gas-socialism”. 4) endelig har staten den rolle: via overførsel af indkomst at sikre overleven for indbyggere, som ikke på markedsvilkår ville kunne skaffe sig købekraft til at overleve.

Det forekommer mig praktisk at beskrive velfærdsstaten som et system, hvor staten intervenerer i de fire velfærdsfunktioner.

Velfærdsstat: Interventionsstat:

Intervention: Regulering eller ophævelse af markeds-mekanismen og dens virkninger

I begrebet intervention  underforstås,  at der eksisterer en ‘spontan’ eller ‘naturlig’ samfundsorganisation, i hvis funktionsmåde en (ikke-naturlig) stat kan blande sig, intervenere. Det underforståede udgangspunkt er oftest, at samfundets produktion og fordeling er markedsmæssigt organiseret: Føde, klæder, bolig, varme, sygepleje, uddannelse er goder, varer, som den enkelte person køber sig til. Velfærdsstaten er da en organisation, som intervenerer, går ind i markedets måde at fungere på. Det sker ved, at staten regulerer eller helt ophæver markedets organisering af produktion og fordeling af pågældende goder. Det kan også ske ved, at staten tager købekraft fra nogle personer og giver den til andre (overfører indkomst), så disse andre kan købe velfærdsgoderne. Det kan også ske ved, at staten tager købekraft fra nogle personer og ved hjælp af købekraften lader velfærdsgoderne producere og stiller dem til rådighed i de situationer, hvor personer har behov for velfærdsgoderne, hvadenten disse personer selv har købekraft eller ej. ⁷

´Staten´: stat, amt, kommune

I  det følgende betragter jeg i de fleste sammenhænge stat, amter og kommuner under ét som ‘staten’. Senere i den historiske gennemgang vil beskrivelsen konkret skelne imellem de tre forvaltningsniveauer, hvor det er hensigtsmæssigt.

Kollektiv velfærd

Inden en nærmere diskussion af statslige sikringer af individuelle velfærdsgoder skal jeg gøre nogle bemærkninger om statslig produktion af kollektiv velfærd.⁸ Færdselsloven har som formål at regulere trafikanters adfærd m.h.p. at forebygge, at mennesker kommer til skade i trafikken (og derved lider velfærdstab). Stærkstrømsreglementet har bl.a. som formål at forebygge, at elektriske installationer sætter ild i folks huse. Byggelov og brandsyn og lovpligtig skorstensfejning har til formål at mindske risiko for brand og for brandspredning, hvis brand opstår. Disse lovreguleringer kan således ses under en velfærdsskabelses-synsvinkel. De sikrer ikke imod økonomisk tab ved trafikulykke eller ildsvåde – det må den enkelte selv forsikre sig imod. Men de mindsker risikoen for sådanne skader. Velfærdstab ved sådanne ulykker  omfatter jo i øvrigt adskilligt mere end  det økonomiske tab: Forstyrrelse i livssituation og familiesituation i bredere forstand er også vigtige, invalidering er et voldsomt afbræk i den enkeltes livsbue, også selvom personen får økonomisk erstatning. 

Social kontrol

Også straffeloven kan ses under en ‘kollektiv velfærd’ synsvinkel, idet den anta­ges gennem straf at afskrækkefolk fra at begå forbrydelser som tyveriog røveriog voldtægt og underslæb osv., hvorfor eksistensen af en straffelov kan hævdes at mindske indbyggernes (grund til) frygt for sådanne over­trædelser. Tilsvarende gælder, at straffebestemmelser i anden lovgivning, f.eks. færdselsloven, antages at bidrage til at afholde folk fra overtrædelse.

Nogle retssociologer hævder, at større betydning end straffebestemmelserne har risikoen for opdagelse, risikoen for, at din nabo ser din forseelse ⁹, en tanke- og adfærdsforklaring, som ikke modsiges af 1997’s danske erfaringer med fotoregistrering af hastighedsgrænseovertrædelser. Dog: indlæring, internalisering af normer bæres næppe af formaliseret straf alene. De færreste afholder sig fra tyveri og vold alene på grund af risiko for opdagelse og/eller straf.

Staten intervenerer også i ikke-markedsmæssige funktioner undervejs i menneskets vandring ad livsbuen. I europæisk kultur er en lovfæstet offentlig kontrol med forældres opdragelse af børn almindeligt forekommende. Herom mere nedenfor.

Strafsanktioner indeholdes i alle landes lovgivning. Man vil i en nutidig dansk sammenhæng næppe anse Koranens sanktion for uægteskabeligt kønsliv for en velfærdssikrende foranstaltning. På den anden side: hvis ægtefælles utroskab i et samfund antages at føre stor vanære over den ‘svegne’ ægtefælle eller over hele slægten, kan det måske også anses som et væsentligt velfærdstab. Ræsonnementet skal her ikke forfølges videre. 

Velfærd og valgmulighed

Valgmulighed og (andres) utryghed

Om staten og individets velfærd: det kan hævdes, at eksistensen af en offentlig indkomstsikring kombineret med lovfæstet ret til skilsmisse er et egentligt velfærdsgode. Det har jo den virkning, at individet kan vælge skilsmisse i stedet for fortsat forbliven i et undertrykkende eller på anden vis belastende samliv/ægteskab. Med tankegangen fra ‘livsbuen’ in mente: Den offentlige indkomstsikring giver individet en frihed i valg af familierelationer, som i mindre grad ville eksistere, såfremt den fraskilte ikke havde egen ret til offentlig forsørgelse. Dette skal ikke forstås sådan, at individets valg af skilsmisse i stedet for samliv er problemløst. Ved en sådan beslutning påvirkes (oftest) flere menneskers indbyrdes relationer, ikke mindst børns relationer til forældre. En del socialt arbejde går ud på at bistå med (forsøg på) håndtering af sådanne relationsændringer.

Velfærd og tryghed

For den enkelte sygedagpengemodtager og/eller hospitalspatient er der en betydelig velfærdsgevinst ved at modtage dagpenge hhv. behandling (i forhold til ikke at modtage dagpenge/behandling). Men også for den potentielle dagpengemodtager har eksistensen af ordningen velfærdsmæssig betydning: Nemlig den tryghed, som den enkelte har (oplever) ved at vide, at ordningen eksisterer. Eksistensen af en efterlønsordning har velfærdsmæssig betydning for det enkelte A-kassemedlem, derved at hun efter 60 års dagen har en valgmulighed, en frihed til at vælge mellem arbejde og ikke-arbejde, som hun ikke ville have haft uden ordningens eksistens.

At politikere kan være uenige om det gode i denne valgfrihed, ses i 1997-debatten om afvikling af efterlønsordningen.

Tilsvarende gælder for andre ordninger: Deres velfærdsmæssige betydning bestemmes ikke alene af de konkrete overførsler, men også af den tryghed, som ordningens eksistens medfører for de af ordningerne omfattede potentielle modtagere.

Keynesianismen: Velfærd, fuld beskæftigelse og  tryghed

I en vis periode af Danmarkshistorien, ca. 1945-1977¹⁰, anså politikerne, under indtryk af John Maynard Keynes’ økonomiteori, det som én af statsmagtens vigtigste opgaver at styre samfundsøkonomien sådan, at der var fuld beskæftigelse. Det vil sige: Ved hjælp af finans- og pengepolitik at sørge for en så stor efterspørgsel efter arbejdskraft som der var arbejdskraft til rådighed. Dermed mente politikerne at sikre en økonomisk vækst, som via højere velstandsniveau for befolkningen var fremmende for velfærden¹¹. Og derved mente politikerne at sikre en socialpolitisk målsætning om tryghed: Nemlig den bevidsthed hos den enkelte arbejder, at der altid er en arbejdsgiver, der vil betale for min arbejdskraft. Man kan altså for så vidt sige, at staten ved at søge at styre den samlede beskæftigelse i samfundet, altså ved en makroøkonomiske beskæftigelsespolitik, øger eller mindsker den sociale tryghed og altså forebygger hhv. øger utrygheden, lige som  den via trafikpolitikken kan øge eller mindske trafikskadernes antal og omfang.

De 4 velfærdsfunktioner:

Forsørgelse
Bolig
Sygepleje
Opdragelse, uddannelse

Sammenfattende om begrebet velfærdsstat: Den brede betydning: Staten påvirker gennem regelsætning og organisering af samfundets funktionsmåder på mangfoldige måder individets livsbetingelser og adfærd. Mange af disse reguleringer kan siges at have betydning for den enkeltes velfærd i bred forstand. Velfærdsstat: Den snævrere betydning: Aspekter af statens ageren, som har at gøre med de 4 velfærdsfunktioner at gøre:  Forsørgelse,  bolig, sygepleje, opdragelse-uddannelse. Ordet socialpolitik¹² bruges forholdsvis bredt om aktiviteter, der søger at tilvejebringe, ændre eller opretholde love og andre regler samt (en del af de) ordninger og institutioner, der vedrører de 4 velfærdsfunktioner.

2.5 Velfærdsstat II: Hvem varetager velfærdsfunktionerne?

2.5.1 Forsørgelsestrekanten

Marked
Stat
Civilsamfund

Almindelig i sociologisk og socialpolitisk litteratur er den grundbetragtning, at menneskets forsørgelse kan stamme fra (finansieres af) tre forskellige kilder: 1) markedet leverer (mulighed for) indtjening i form af løn eller profit,  2) staten leverer overførselsindkomst, og 3) civilsamfundet (familie, naboskab, organisationsnetværk) yder indsats af naturalier og/eller arbejdsindsats.  Modellen kaldes forsørgelsestrekanten. Trekantens “hjørner” repræsenterer  kilderne til forsørgelsen, pilene repræsenterer strømmene af penge/goder/ydelser.¹³ Jeg har valgt at præsentere modellen i form af ‘kasser’ med ‘pile’ imellem, for at illustrere relationer mellem aktører.  Ofte bruges også udtrykket ‘Velfærdstrekanten’

Figur 2.3
Forsørgelsestrekanten

Det er nærliggende at betragte pilene som svarende ca. til de fire velfærdsfunktioner (p. 12/18): Forsørgelse, bolig, sygepleje/omsorg, og socialisation (opdragelse, undervisning). Og det er  nærliggende at knytte denne betragtning til begrebet levekår, som traditionelt er udgangspunkt for socialpolitisk handlen.¹⁴ Den følgende model er også tænkt anvendelig til analyse af levekår og indsats til ændring af disse.

2.5.2 Forsørgelsesfirkanten I

I en del litteratur ses en afledt betragtning: menneskets forsørgelse (i videste forstand) kan stamme fra 4 forskellige kilder. I sådan litteratur opdeles civilsamfundet i 2 dele: ‘Den tredie sektor’, organisationerne, og ‘den fjerde sektor’ familien og sociale netværk:¹⁵

Figur 2.4
Forsørgelsesfirkanten I

2.5.3 Forsørgelsesfirkanten II

Politikspørgsmålet: HVEM gør HVAD?

I en socialpolitisk analyse er det væsentligt at kunne præcisere: Hvilken instans skal gøre hvad? i forhold til hvilket problem? Og med hvilke midler? Med henblik på dette sæt af spørgsmål er det praktisk at bearbejde modellen et trin yderligere. I diskussioner af socialt arbejde betragtes overlevelsen, forsørgelsen, ofte som noget der er klaret. Socialt arbejde handler ofte om andre aspekter af individets tilværelse. 

I denne viderebearbejdning lader vi kasserne  repræsentere det handlende subjekt, hhv. det behandlede objekt, og lader pilene illustrerer handlingerne.  F.eks. vil sygekassernes henvendelse til 1960’ernes socialreformkommission om etablering af et sygeforsikringssystem uden for det kommunale ydelsessystem i denne systematik blive beskrevet vha. kasserne organisation og stat og pilen politisk krav. 

Staten har i interventionssamfundet flere roller end blot den at sikre individernes overleven på ét eller andet minimalt niveau. Statsmagten regulerer i mangfoldige henseender markedets, organisationernes og familiernes funktioner og relationer.

Figur 2.5
Forsørgelsesfirkanten II

Mangfoldigheden af statens rollerillustreres af de forskellige typer af pile fra STAT til INDIVID, og fra STAT til firkantens øvrige hjørner:

• forsørgelse, pleje/omsorg 
• socialisation, uddannelse  
• regulering, kontrol  
• tilskud  
• politiske krav  

De fire første af de ovennævnte slags ‘pile’ kan eksemplificeres:

• Bistandsloven, nu LAS foreskriver gensidig offentligretlig forsørgelsespligt mellem ægtefæller og forældres forsørgelsespligt over for børn    
• Børnetilskuds- og børnefamilieydelseslovgivning sender offentlige penge til delvis dækning af familiernes børneforsørgelsesudgifter  
• Mangfoldige love indeholder (betingelser for) tilskud til institutioner og foreningers og deres aktiviteter   
• Myndighedsloven fastslår forældres ret til at beslutte om børns forhold  
• Bistandsloven (fra 1.7.98: Lov om Social Service) foreskriver en kommunal forpligtelse til at have indseende med og evt. gribe ind i forældres opdragelse af deres børn, hvis det skønnes påkrævet   
• Folkeskoleloven foreskriver undervisningspligt i 9 år for barnets forældre, og pligt for kommunen til at holde skole. 
• Arbejdsmiljølovgivningen giver forskrifter om arbejdspladsers indretning, ferielovgivning sætter regler for feriepenges udbetaling og feries afholdelse 
• Straffelovens §§ 250 og 253 foreskriver pligt for den enkelte person til at hjælpe mennesker i nød (og foreskriver straf for at undlade at hjælpe).
• Staten påvirker via finanspolitik og pengepolitik markedets efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed beskæftigelsen og dermed individets mulighed     

Boligpolitik: flere substituerende muligheder

Med eksemplet boligpolitik skal illustreres, at  staten kan forfølge et bestemt boligpolitisk mål, f.eks. ‘billige og sunde boliger til mindre bemidlede’ med flere redskaber:

• staten kan yde tilskud til personens boligforbrug, afhængigt eller uafhængigt af personens indkomstniveau  
• staten kan indføre huslejeregulering/kontrol  
• staten kan yde tilskud til boligforeningsbyggeri med henblik på at fremme billigt byggeri     
• staten kan indføre boliganvisning efter ‘sociale’ kriterier  
• og staten kan via bygningslovgivning opstille kvalitetskrav for alt byggeri  

Organisationer: politiske aktører

Til en socialpolitisk beskrivelse af samfundet hører det aspekt, at (individer og) organisationer også har en rolle som aktører i den politiske proces, med at stille krav om tilskud og om ændringer af love og institutioner. Dette illustreres med en pil fra organisationerne til staten: Krav, interesser:   

Et langtidsholdbart tema i socialpolitisk (og anden politisk debat) har været ‘de store udgifter’ til fattigvæsenet, socialforsorgen, skolevæsenet, sygehusvæsenet, i det hele: ‘Den offentlige sektor’ (se næste side, herom desuden bemærkninger i de enkelte kapitler om de historiske perioder).  

Især siden 2. verdenskrig har samfundsudviklingen i Vesteuropa taget form af bl.a. en vækst i den offentlige sektor. Et i øvrigt diskutabelt mål for udviklingen i velfærdsstaten (staterne) er summen af kollektivt forbrug (militær, politi, uddannelsesvæsen, sundhedsvæsen, vejvæsen, kulturvæsen) og indkomstoverførsler til personer, målt i procent af Bruttonationalproduktet (BNP).

Kollektivt forbrug  = velfærd?

At anse alt kollektivt konsum og alle overførsler til personer som ‘velfærdsstatslige’ udgifter  er ikke indlysende rimeligt. F.eks. figurerer militærudgifter ligesom uddannelsesudgifter på opgørelsen over kollektivt konsum. Store sundhedsudgifter kan udtrykke høj sygelighed, hvilket alt andet lige kan siges at afspejle ringe velfærd. Og store udgifter til dagpenge/socialhjælp til arbejdsløse kan afspejle en politik, præget af høj ledighed og lav økonomisk vækst. Alligevel vælger jeg at bringe tab. 2-1 som illustration af forskelle lande imellem.

Omsorg: husmoderkald eller lønarbejde?

Når vi betragter de samlede velfærdsstatsudgifter i staterne i tabel 2.1, ser vi, at Danmark ganske vist ligger højt, men ikke højest, og ikke alene. Det er ret klart at de høje tal for kollektivt konsum i Danmark og Sverige afspejler, at en del husmoderservice er blevet flyttet over i institutionerne: Både børnepasning og ældrepleje. Det lavere tal for kollektivt konsum i sydligere europæiske lande skyldes ikke, at de pågældende funktioner lades ugjort. Det skyldes nok hovedsageligt, at funktionerne varetages som uvederlagt husmoderarbejde. 

Af de kommende EU-lande er kun Polen, Tjekiet og Ungarn med i tabellen – fordi de er med i Statistisk tiårsoversigt. Polen og Ungarn har større %vis andel offentlige udgifter, og Tjekkiet næsten lige så stor andel, som Sverige og Danmark. Nærmere analyse må vente til næste udgave af Dansk Socialpolitik 1708- …

Udgift for stor – eller skat for lille?

Ofte hører man politikere udtale, at velfærdsstatsudgifterne er ‘for store ’eller ‘vokser for meget’, ikke sjældent med eftersætningen ‘i forhold til skattegrundlaget’ eller ‘i forhold til den private sektor’. I sammenligningen ligger implicit nogle fordelingspolitiske valg: Såfremt omfanget af offentligt finansieret sygdomhandling reduceres for tilsvarende at nedsætte skatterne, betyder det naturligvis at nogen får skattelettelse. Det betyder samtidig, at nogen enten skal undlade at blive behandlet i tilfælde af sygdom eller skal betale for behandlingen. 

Finansiering: skat eller forsikring?

Det er omfordeling til fordel for raske og til ulempe for syge. Jamen, så kan de enkelte jo forsikre sig. Ja. Hvis omfanget af sygdom og behandling er uændret, vil virkningen være, at det sparede skattebeløb skal erlægges som forsikringspræmie for at købe samme mængde behandling. Med tillæg af forsikringsadministrationsudgift  og aktionærudbytte.

Som nævnt er udviklingen af de institutioner, som tilsammen udgør velfærdsstaten, sket i form af en række enkeltbeslutninger om at pågældende funktioner skulle varetages kollektivt, statsligt, eller dog for statslig regning. Det er et politisk valg. Man kunne også beslutte, at de pågældende funktioner ikke skulle varetages statsligt. I så fald ville de kun blive varetaget, hvis nogen enten besluttede at udføre dem uden vederlag, eller hvis nogen besluttede at købe udførelsen af pågældende funktioner. Det ville være en anden måde at indrette samfundet på – men en måde, som antagelig også ville kunne lade sig gøre.

Hvilket velfærdsmix?

Privatisering af ansvaret ?

Spørgsmålet: Hvem skal varetage velfærdsfunktionerne? stilles ofte under overskriften ‘Hvilket velfærdsmix?’¹⁶ Hvordan skal opgaverne fordeles mellem stat, marked, familie, og frivillige organisationer. De fleste af de hertil knyttede diskussioner tages op siden. Her skal blot nævnes ét vigtigt synspunkt i debatten om ”privatisering af ansvaret” som middel til mindskelse af (stigning i) offentlige skattefinansierede udgifter: 

“Hvis man forestillede sig, at tendensen med, at det offentlige i vidt omfang løser opgaverne, fortsætter, vil der utvivlsomt være mange, som hellere vil yde en konkret indsats, fremfor at skulle acceptere stadig højere skatter ..”¹⁷ 

I kap. 8 kommer vi nærmere ind på 1990’er debatten om at tillægge de frivillige organisationer en stor (større) vægt som leverandører af social indsats. Her vil også blive refereret andre argumenter end Palle Simonsens for en sådan omlægning/forøgelse af omsorgen for enkelte, der har behov for sådan omsorg.

2.6 Velfærdsstat III: Etik og politik bag ordninger – socialt arbejdes etik

Den konkret eksisterende velfærdsstat er følge af en række politiske beslutninger. Ikke (eller dog sjældent) én beslutning, truffet ud fra en sammenhængende plan. Men en række beslutninger, truffet med mange forskellige motiver og over lang tid. For den politiske videnskab er det interessant at kende motiverne hos de politikere, som har truffet  beslutningerne.

Normalitet – Afvigelse

Et fællestræk ved beslutningerne er, at nogens situation af nogen¹⁸ betragtes som ringe, og at denne sidste nogen derfor tager initiativ med henblik på at forbedre den første nogen’s situation. Heri er også indeholdt en normalitetssynsvinkel: Den initiativ tagende nogen ønsker at mindske nogens afvigelse.

Etikken: “Jeg bør forholde mig til en andens situation”

Politikken: “.. og du bør hjælpe til, eller dog i det mindste give et bidrag”

Det fænomen, at et deltagende eller engageret samfundsmedlem mener sig i sin gode ret til at bedømme, vurdere et andet samfundsmedlems situation, bedømme denne situation som god eller dårlig, og ud fra denne vurdering sige, hvad der vil være bedre for dette andet samfundsmedlem, det fænomen er udgangspunktet for social og/eller politisk handling. ¹  Engagementet kan føre den engagerede til selv at arbejde for ændring af næstens situation – altså at udføre et socialt arbejde. Engagementet kan også få den engagerede til at (søge at) ændre de forhold i samfundet, der har ført til den dårlige situation. I vor sammenhæng socialpolitisk handling. Den politiske handling vil ofte bestå i formulering af løsningsforslag og forsøg på at overbevise flere samfundsmedlemmer om, at løsningsforslaget vil forbedre situationen for den ramte/klienten/den fattige. Denne proces repræsenteres i fig. 2-5 af  politikpilen fra individ via organisation til stat.

Bag vurderingen og dermed bag den socialpolitiske indsats ligger en medfølelse, solidaritet, hos den vurderende. Begrebet solidaritet kan underopdeles i 3 typer: Følelsesmæssig solidaritet, gruppesolidaritet og refleksiv solidaritet. Her skal de 3 typer ikke diskuteres nærmere, blot skal det hævdes, at en følelsesmæssig solidaritet ligger bag det meste frivillige sociale arbejde, og at en refleksiv solidaritet¹⁹ ligger bag flertallet af den danske befolknings støtte til eksistensen af en velfærdsstatorganisation, der tager sig af bestemte aspekter af menneskers tilværelse: Nyere danske undersøgelser godtgør, at et flertal af alle partiers vælgere støtter opretholdelse af hovedsagelig skattefinansierede arbejdsløsheds- og sygedagpengesystemer og et offentligt sundhedsvæsen.  ²⁰²¹

Fra krav via beslutning til institutionel ramme

Som nævnt er udgangspunktet for den socialpolitiske handlen, at et deltagende eller engageret samfundsmedlem mener sig i sin gode ret til at bedømme, vurdere et andet samfundsmedlems situation, bedømme denne situation som god eller dårlig, og ud fra denne vurdering sige, hvad der vil være bedre for dette samfundsmedlem. Når resultatet af den socialpolitiske handlen er blevet en socialpolitisk beslutning, f.eks. en lovvedtagelse eller bevilling til oprettelse af en institution (revaliderings-, rådgivnings-, eller beskyttelsesinstitution), foregår det videre sociale arbejde inden for den beslutnings rammer. En del af det sociale arbejde vil ofte bestå i, at socialarbejderen vurderer om næste og næste persons situation svarer til det besluttede, altså: Om pågældende person opfylder tildelings-betingelsen for den ydelse, som loven eller institutionsoprettelsen giver hjemmel til at yde. Og socialarbejderen vurderer også i de næste faser af klientens liv, om den i forbindelse med ydelsen ønskede forbedring indtræder. Denne type vurderinger er de samme, hvad enten vi taler om kommunalt/amtsligt socialt arbejde eller arbejde i Kirkens Korshærs eller Jysk Børneforsorgs regie.

Bil § 28: Opsøgende virksomhed – social kontrol

Det mest eklatante udtryk for en velfærdsstatstankegang er nok, at statsmagten (stat, amt, kommune) ved en formaliseret norm, en lov, har påtaget sig/er pålagt den opgave, som beskrevet i Bistandslovens § 28, “ved opsøgende virksomhed at rette tilbud (om råd og vejledning) til enhver, der må antages at trænge hertil”. Det vil sige, at en offentlig myndighed er forpligtet til at have en sådan indsigt i det enkelte samfundsmedlems situation (personlig velfærd I og II), at myndigheden kan (tilbyde at) give råd. NB: Det enkelte samfundsmedlem, den enkelte indbygger er ikke forpligtet til at modtage rådet.²² Det er ikke nærmere præciseret, hvad der skal forstås ved “må antages at trænge hertil”. Men en vis hjælp er at hente i fortsættelsen: “Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt at sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp”. Igen har vi livsbuen som tankeramme: Det normale er, at mennesket gennemløber udviklingen ‘opad og henad’. For mange indtræder undervejs vanskeligheder, som den enkelte overvinder, ofte ved egne kræfter.

Vage, elastiske begreber – men ikke tomme

Det kan umiddelbart være svært at indholdsbestemme sådanne vage og elastiske begreber som vanskeligheder, problemer. Denne vanskelighed betyder ikke, at ordene er indholdstomme, betydningsløse. Det betyder blot, at indholdet, betydningen, er tids- og situationsbestemt. Begreberne har jo den egenskab, at de udløser ret for samfundsmedlemmet og pligt for samfundet til intervention, til ydelse.

Socialreformkommissionen 1964

Nutidens målsætning:

Folketinget besluttede i 1964 at nedsætte en Socialreformkommission, som skulle gennemgå “hele den sociale administration, .. forøge administrationens effektivitet .. (under) hensyn til de mennesker, der skal hjælpes, og sikring (af) den almindelige tryghed for befolkningen i det hele taget”. “Tanken er ikke at forringe de sociale hjælpemuligheder .. men tvært imod at lægge vægt på nutidens målsætning om forebyggelse, behandling, revalidering, tryghed og trivsel”.²³

Forebyggelse, Behandling, Revalidering, Tryghed Trivsel

Private eller sociale problemer?

Det er rimeligt at mene, jfr. den konstruktivistiske tilgang til socialpolitikken ¹ , at ordene for mange politikere havde en vis betydning, og at denne betydning var repræsentativ for opfattelsen hos en stor del af befolkningen. Forebyggelse havde at gøre med at modvirke, at mennesker undervejs ad livsbuen kom ud for (alt for store) forstyrrelser i forhold til ‘normalforløbet’. Revalidering – gengivelse af værdi – havde at gøre med at  sikre eller genopbygge individets evne til at bestride rollen som erhvervsaktiv. Tryghed havde at gøre med forudsigelighed:  a) at den enkelte véd, at hans/hendes arbejdskraft altid vil blive efterspurgt og aflønnet, skaber tryghed. b) at individet i sin livsplanlægning kan forvente støtte fra ‘alle os andre skatteydere’, hvis livets tilskikkelser fjerner f.eks. arbejdsevne og dermed indtægtsmulighed, og hvis ens barn fødes med handicap, at staten da ville træde til og mindske eller afhjælpe de deraf følgende problemer for forældre og barn. Med andre ord: At problemer, som den enkelte måtte komme ud for, ikke er private (dvs. andre uvedkommende) men fælles, samfundsmæssige eller sociale. Med en senere tids sprogbrug kan det siges, at fuld beskæftigelse i socialpolitisk henseende ansås som en tryghed frembringende faktor på makro-niveau, mens ydelser til enkeltpersoner ansås at skabe tryghed på mikro-niveau.

Trivsel

Socialreformkommissionen (og Folketinget) gav ingen direkte indholdsbeskrivelse af ordet trivsel. Jeg tillader mig alligevel konstruktivistisk at hævde, at de fire andre begreber forebyggelse, behandling, revalidering, tryghed kan forstås som instrumenter til opnåelse af trivsel, til opnåelse af et godt (bedre) liv for den enkelte, end hvis den socialpolitiske indsats undlades. Måske vil det i en dansk sproglig sammenhæng være rimeligt at sætte trivsel som nærmest synonymt med velfærd? Indsatser som omsorg for handicappede og smertelindring for syge har et trivselsformål, også selvom ordet ikke bruges i lovens forarbejder.

De samme politikere, som vedtog nedsættelse af Socialreformkommissionen i 1964, anså det for både muligt og ønskeligt at tilvejebringe fuld beskæftigelse via finans- og pengepolitik. At føre en politik som sikrede efterspørgsel efter individets arbejdskraft, og dermed den enkeltes tryghed m.h.t. at sælge arbejdskraften, ansås som velfærdsfremmende (jfr. p. 14 ff).

Social lovgivning:

Nedefra – op
og/eller
ovenfra – ned

Ovenfor er den politiske proces i tilblivelsen af de beslutninger, som tilsammen konstituerer velfærdsstaten beskrevet som en ‘nedefra og op’ proces, præget af velmenende og omsorgsfulde menneskers engagement for nødlidende i det nære samfund. I ganske mange konkrete regelgivningsprocesser kan et sådant mønster faktisk ses.  Men til billedet af velfærdsstatens tilblivelse hører også ‘oppefra og ned’ betragtninger: Via fattighjælps retsvirkninger har politikerne ønsket at disciplinere de fattige til at arbejde. Ved fjernelse af fattighjælps retsvirkninger for værdige ældre har nogle af politikerne ønsket at dæmme op for utilfredshed. Via aktiveringspligt har nogle af politikerne ønsket at disciplinere unge ledige. Bismarcks ‘Arbeiter Versicherungs Gesetze’ 1883-1889 havde åbenlyst formålet: At dæmme op for tilslutningen til Socialdemokratiet.

I den politiske proces ser vi altså, at motiver af meget forskellig beskaffenhed kan føre til samme konklusion: Vedtagelse af love, som med hver sit sæt af personkreds-, tildelings- og udmålingsregler sigter på at håndtere et bestemt problem for en bestemt befolkningsgruppe.

Velfærdsstat: statslig indsigt – intervention

Sammenfattende: Statens rolle som aktiv, intervenerende, i forhold til den enkelte borgers livsforløb er det karakteristiske for en dansk velfærdsstats-tankegang. Og samme aktive interventionistiske tankegang er grundlæg-gende i alle socialarbejderes sociale arbejde.

2.7 Mere om Arbejdet som socialpolitisk norm, pligt eller frihed?

ARBEJDE – et mantra i socialpolitikken

Individet og relationerne. Inden for den ovenfor beskrevne forståelse af velfærdsstaten som interventionsstat findes mange politiske opfattelser af, hvad det nærmere bestemte ind-hold af de mange aspekter af velfærdsstaten er eller bør være. I de følgende kapitler skal søges beskrevet nogle af disse opfattelser og deres indehaveres samspil og konflikter i udformningen af forskellige tiders lovgivninger og institutioner.  Her skal fremhæves et gennemgående tema fra 1708 fattigforordningen og til 1997-lovgivningen: danske politikere har oftest lagt stor vægt på, at lovgivningen skulle tilskynde ydelsesmodtageren til at ARBEJDE. Midlerne har været af forskellig hårdhændethed gennem tiderne. Stok og gulerod er blevet doseret forskelligt: I 1820- og1990’erne (og også indimellem) har danske politikere lagt vægt på (nogle) menneskers antagne utilbøjelighed til at arbejde, og på den lave ydelse og/eller truslen om tab af ydelse som vigtigste tilskyndelse til at arbejde²⁴. I perioder har også ydmygende betingelser for statslig økonomisk eksistenssikring været brugt som motivation. Herom senere.

“Så nær det normale som muligt”

I 1970’ernes socialreform var udgangspunktet et andet. Udgangspunktet var, at mennesket ønsker at være normalt, herunder at arbejde. Vægten blev derfor lagt på at forebygge arbejdsevnetab ved at opretholde menneskets levevilkår under midlertidige problemer for at forebygge social deroute.²⁵ Ved udlægning af særforsorgen i 1980 formulerede politikerne målet “så nær det normale som muligt”. Eftersom det ansås som normalt for voksne at bo i egen bolig og have job, oprettedes beskyttede arbejdspladser og beskyttede boliger til dem, der ikke helt på egen hånd kunne klare ‘normaliteten’. Herom mere i kapitel  6-8.

Pligt – til selvforsørgelse. Ingen ret til arbejde

Nogle politikere har  krævet, at den danske stat som modstykke til individets pligt til selvforsørgelse skulle give individet ret til arbejde (hvorved man forstod ret til lønarbejde). Dette blev ikke vedtaget. Men kravet afspejler sig i 1953-Grundlovens § 75 stk 1 i form af en vag hensigtserklæring: “det bør tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”. I 1990’er lovgivningen er ret og pligt til aktivering sat som modstykke til ret til lønarbejde. Herom nærmere i kap. 8.

Tvang til at ‘vælge’ arbejde?

 Decommodification

Velfærdsstatens, socialpolitikkens tvang for mennesket til at arbejde diskuteres af flere socialpolitikteoretikere. Gösta Esping-Andersen forsøger i bogen “Three worlds of welfare capitalism” at karakterisere velfærdsstaterne ved at ‘måle’, i hvilket omfang de gør det muligt for mennesket at vælge sig fri fra lønarbejdet. De-commodification bruges som udtryk for, at statens forsørgelsesordninger i større eller mindre grad kan fjerne menneskets varekarakter, således forstået at mennesket gøres uafhængigt af at sælge sin eneste vare: arbejdskraft.

Man kan med en lidt fri fortolkning af Esping-Andersen bedømme den konkrete velfærdsstats socialpolitiske indretning som mere eller mindre frigørende.

Frihed til at vælge arbejde?

Hvis staten yder dig borgerløn, løn alene begrundet at du er borger i samfundet, da er du fri til at vælge at sælge din arbejdskraft eller undlade at sælge den. 

Borgerløn

En del forslag om borgerløn  har haft som udgangspunkt, at mindst ca. halvdelen af den voksne befolkning under alle omstændigheder ville søge arbejde eller udøve selvstændigt erhverv, også selvom de får tilsendt en månedlig check på et mindre beløb (f.eks. folkepension). Og da den halve befolknings indsats jo tilsyneladende kan frembringe varer og tjenesteydelser nok til den hele befolknings forbrug, er arbejdets teoretiske nødvendighed ikke lig med, at hele befolkningen nødvendigvis skal arbejde hele tiden.²⁶

Mindre (social) kontrol

 Tilhængerne af en sådan ordning har også argumenteret med, at den ville kunne motivere mange mennesker til at udnytte resterhvervsevnen, uden at skulle ængstes for at miste efterlønnen ved at komme til at arbejde 201 timer, eller uden at skulle føle sig som socialbedrager, fordi man arbejdede lidt ved siden af at modtage kontanthjælp. Til gengæld ville en sådan ordning afskaffe en del socialt kontrolarbejde, og derved enten gøre socialrådgivere og A-kasseadministratorer arbejdsløse eller frisætte dem til anden aktivitet.x

Arbejdet: nødvendigt

Aktiveringspligt

I Socialkommissionens rapporter (1992-1993) diskuteres indretningen af det danske system af overførselsindkomster. Det underforståede teoretiske udgangspunkt er arbejdets nødvendighed: Den opfattelse, at det er gennem arbejdet, gennem bearbejdelsen af naturgrundlaget, at menneskets mulighed for forbrug tilvejebringes. Det eksplicitte politiske udgangspunkt er en skrækvision²⁷: “Hvis ikke den enkelte i størst mulig udstrækning stræber efter at forsørge sig selv, smuldrer forudsætningen for, at fællesskabet kan og vil sikre forsørgelsen for alle dem, der ikke kan klare sig selv”.  Sagt med andre ord: Vælgerne vil da kræve grundlovens ret til forsørgelse fra det offentlige afskaffet (§75. 2). Socialkommissionen opstiller et sæt forslag, som antages egnet til at sikre “viljen til at forsørge sig selv”, nemlig et sæt tildelings- og udmålingskriterier for overførselsindkomster, som bl.a. indebærer “pligt til at tage imod aktiveringstilbud” (eller slippe for kontanthjælp). Socialkommissionen anser sådanne regler for egnede til at “forhindre, at overførselssystemet udvikler sig til et borgerlønslignende system, hvor den enkelte frit kan vælge at lade sig forsørge af det offentlige” (p. 8).

Tilbage til Esping-Andersen: Hvis staten ikke eller dog kun på ydmygende vilkår økonomisk sikrer din overleven, er du ufri, undergivet markedets tvang. Esping-Andersen omtaler i denne forbindelse, at også universalistiske velfærdsstater, d.v.s. stater der sikrer alle en vis indkomst, meget vel kan sætte ydelsen så lavt, at det enkelte menneske faktisk bliver økonomisk helt afhængigt af, at nogen vil købe hendes arbejdskraft, medmindre hun vil affinde sig med et liv på et meget lavt forbrugsniveau. 

Working poor

Eksemplet herpå er Thatchers England.²⁸ En virkning af en sådan politik kan være stort udbud af arbejdskraft til (konkurrencebestemt) meget lav løn, the working poor som i USA – en løsningsmodel som f.eks. EU’s arbejdsmarkedskomissær  Padraig Flynn har taget afstand fra.²⁹

 “Det ansvarlige valg”

“det rationelle valg”

Problemstillingen og den angivne løsning genfindes også som argument i aktuel dansk socialpolitisk debat, hvor der hævdes at valget af arbejde er “det ansvarlige valg”³⁰,, og at tilstrækkelig lave kontantydelser er et egnet middel til at frembringe klientens “rationelle valg”: 

“ …et humant samfund vil naturligvis ikke lade nogen gå til grunde i sult bogstavelig talt. Der må være et tilbud om overlevelseshjælp, men på et meget lavt niveau. Alligevel vil nogle sikkert vælge det og på det grundlag prøve at leve alternativt, og det må de så gøre. Men de økonomiske betingelser for et sådant alternativt liv skal være så ringe, at de fleste af egen drift vil udnytte mulighederne for at opnå noget bedre”. ³¹

Gensidighed

I en sociologisk og økonomisk samfundsbeskrivelse er det vigtigt at være opmærksom på gensidigheden (eller postulatet om gensidighed) i relationerne: løn betales for arbejde; varer sælges for penge;, venskab og kærlighed er gensidige følelser (og hvis ikke, anses det ofte som et problem); forældreskab fungerer oftest i en vis nærhed, tilknytning; hjælp til den handicappede ydes ofte i en følelse af (mere eller frivillig) forpligtelse. Sociologisk betegnes en del af dette ofte som social kontrol. Begrebet (med)borgerskab indebærer, at borgeren viser engagement, handler som deltager (vælger, partimedlem, ..) og på den måde øver (med-) indflydelse på beslutninger i parlament eller kommunalbestyrelse, fagforening, spejdertrop. Alle disse relationer vil jeg ikke søge at afbilde i figuren. Men begrebet gensidighed vil blive inddraget flere steder i det efterfølgende.

Forsørgelse: vederlag eller overførsel?

Pligt eller frihed i relation til valg af lønarbejde kan anskues inden for rammerne af den udvidede forsørgelsesfirkant fig. 2.6 (jfr. p. 27). Når figuren er blevet kaldt forsørgelsesfirkanten (i lidt andre varianter forsørgelsesdiamanten), er vægten lagt på hvorfra forsørgelsen leveres.  Men dermed menes oftest: hvorfra købekraften til forsørgelsen leveres. Fra  MARKEDET leveres købekraften til forsørgelsen som vederlag for (løn)arbejde eller som profit af indsats. Til forskel herfra leveres købekraft til forsørgelse fra det offentlige som overførselsindkomst.³²  Man kan for så vidt sige, at løn udtrykker en gensidighed, en relation: jeg leverer arbejde – du leverer løn. 

Mangfoldigheden af statens roller illustreres af de forskellige typer af pile fra STAT til INDIVID, og fra STAT til firkantens øvrige hjørner:

• forsørgelse, pleje/omsorg 
• socialisation, uddannelse  
• regulering, kontrol  
• tilskud  
• politiske krav  
• skat  
• arbejde, indsats, aktiv…   1 – 2 – 3 – 4

En særlig relation mellem individet og staten anses ofte som særlig vigtig: In­dividet betaler skat og/eller sociale bidrag til staten: 

Figur 2.6
Forsørgelsesfirkanten III

– arbejde eller?

Yde for at nyde

De nummererede pile 7. illustrerer noget, som individet yder: 1) er arbejde  til gengæld for løn, 2) er aktivtimer til gengæld for dagpenge / kontanthjælp, og 3) er noget, vi ikke har en samlende betegnelse for, men som kan kaldes indsats i familien. Som bekendt er den enkelte over for det offentlige forpligtet til at forsørge ægtefælle og umyndige børn – det er en del af 3), som altså er lovreguleret. Men det anses nok som normalt, at familiemedlemmet ikke blot yder lovpligtig forsørgelse men også omsorg og kærlighed og opdragelse.

Vilkår for at modtage:at udvise stræben

2.8 Mere om selvstandigheden og friheden som socialpolitisk norm

Den øk. liberalismes politi- og skolestat ‘natvægterstaten’

Fra den økonomiskberalisme

Den økonomiske liberalismes ideelle mennesketype er den stærke, selvstændige, økonomisk besluttende, producerende, handlende, konkurrerende person. Denne persons ledetråd er økonomisk egennytte og kun den. Liberalismens økonomisk-politiske ideal er, at staten lader dette selvstændige/væsen beslutte om familiedannelse, produktion og handel. En vis statslig regulering er dog nødvendig, f.eks. en sikring af ejendomsretten mod dem, der vil krænke den, og et offentligt skolesystem, der opdrager børn til arbejdsomhed og respekt for ejendomsretten. Men statens indgriben bør begrænses til det absolut nødvendige (natvægterstaten, skolestaten)³³. Adam Smith udtaler, at når den enkelte producent, der ”udelukkende har sin egen fordel for øje” producerer på konkurrencevilkår, vil han som ledet af ‘en usynlig hånd’ fremme det almene vel. Alle de konkurrerende enkeltpersoner afbalancerer hinanden i deres søgen efter egennytten.  

Til socialliberalismen

Den socialliberalisme³⁴, som i mangt er forskellig fra den klassiske økonomiske (eller økonomistiske) liberalisme sætter demokrati og individets frihed fra både fattigdommens og statens undertrykkelse som idealer.  Fra John Stuart Mill’s ”On liberty” via brødrene Brandes i Danmark går trådene til Niels I Meyer, Kr. Helveg-Petersen og Villy Sørensens forslag om en borgerløn³⁵, ræsonnementet af den grund påfører dem nogen efterfølgende kontrol: når der ikke sker fradrag for samtidig indkomst, er der ingen der snyder, og derfor ikke noget kontrolproblem! Bortset selvfølgelig fra evt. almindeligt skattesnyderi, men det skal der jo kontrolleres for under alle omstændigheder.

I dette tankesystem er oprindelsen til ét andet af socialliberalismens bud-skaber. Nemlig det budskab, at staten bør begrænse sin indsats og kontrol med individet, og yde en eventuel indsats under respekt af individets egne ønsker. Frihed fra (overdreven) statslig kontrol er et vigtigt bud i nyere dansk socialpolitik. Budskabet om, at den statslige (og for den sags skyld private) intervention skal ske ‘på klientens egne præmisser’ kommer fra samme tankesæt, og er igennem nogle år ofte hørt kampråb fra socialarbejdere.³⁶

”..ved egen hjælp..”

Det er i bistandsloven (fra 1998 lovene om aktiv socialpolitik (LAS) og social service (LSS)) formuleret, at målet med  indsatsen er  “at gøre modtageren i stand til at klare sig selv” hhv.  “at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp” LAS § 1 stk. 2, LSS § 3. Igen, her ser vi Livsbuen som tankeramme. Tidligere lovgivning om iværksætterydelse og igangsætningsydelse havde det klare formål at understøtte klienter, som ønskede at etablere selvstændig virksomhed.

Frihed til at vælge – livsforløb

Selvstændigheden, friheden, er ikke blot en økonomisk kategori (jfr. ovf. pp. 13 og 27).  Også friheden til valg i andre henseender er politisk betydningsfuld. I dansk socialpolitik har temaet kvinders mulighed for (frihed til) at vælge at føde barn, hellere end at abortere, begrundet oprettelse af Mødrehjælpsinstitutioner fra 1939. Forskellige ydelser skulle understøtte kvinden i at vælge at føde. Senere, i 1970’erne, blev retten til abort og adgang til prævention anset som vigtige redskaber til etablering af en frihed i valg af livsforløb, som ikke tidligere havde eksi­steret. I samfund med anden religiøsitet end den i Danmark fremherskende er normerne på disse livsområder anderledes. Stadig er det sådan, at abort efter 12. svangerskabsuge ikke er valgfri her – der skal søges tilladelse hos myndighe­derne, med særlig begrundelse. 

Fattigdom, ulighed – mangel på valgmulighed

I undersøgelser af fattigdom³⁷ nævnes det ofte som et problem af de interviewede, at manglen på valgmuligheder føles tyngende: Mangel på mulighed for fritidsaktivitet, mangel på lige værdighed med evt. økonomisk bedre stillet kæreste, mangel på mulighed for barns skoleudflugt. Årsag: Den lave indkomst. Desuden: Mangel på mulighed for at vælge job – nemlig når man tit nok er blevet valgt fra – føles tyngende. De fattige står ikke på toppen af livsbuen. De har ikke overblik og valgmuligheder.

2.9 Socialt arbejde og social kontrol

Socialt arbejde – altid på betingelse..

rådighed

lovlydighed

Megen socialpolitisk debat udspiller sig inden for modsætningen: Individets ret til selvbestemmelse – samfundets krav til individets adfærd. Hvad der ofte ikke bliver præciseret er, at en socialpolitisk indsats, en ydelse, altid gives på samfundsmæssigt bestemte præmisser, tildelingsbetingelser. Ophold i Kirkens Korshærs herberg forudsætter en acceptabel adfærd fra brugerens side. Det samme gælder i det amtslige forsorgshjem. Ellers UD! Modtagelse af indkomsterstattende ydelser (dagpenge, kontanthjælp, pension) er betinget af en bestemt fysisk eller psykisk tilstand hos klienten, typisk rådighed eller (vilje til) aktivering ved dagpenge og kontanthjælp efter bistandsloven. For så vidt angår pension, er det manglende erhvervsevne, uanset erhvervsviljen. Og ikke enhver form for ‘sørge for sig selv’ er acceptabel: Den rocker, der gerne vil klare sig uden statslig indblanden ved at sælge heroin, bliver normalt ikke understøttet i den bestræbelse af statsmagten. Det er altså ikke enhver form for ‘selvstændighed’, der er et accepteret socialpolitisk mål.

Hjælperen

Ofte er socialarbejderens opfattelse, at hun/han hjælper klienten eller mennesket eller brugeren. De første socialrådgivere i Danmark benævntes social-hjælpere ¹ . Hvori består hjælpen? Til hvad hjælper man den hjulpne?

Lindring – mindsket afvigelse?

At sætte grænser

Socialarbejderen, der tager sig af bumsen på herberget, hjælper måske til, at han føler sig lidt mindre ensom, kommer til at sove i en seng snarere end på en trappeopgang, går i bad, og vasker tøjet i stedet for at gå videre i ugegammelt snavsetøj. Socialarbejderen hjælper måske til at mindske smerten hos klienten og til at han ser lidt mindre sort på næste dag. I det hele: ‘ha det lidt bedre’. Imidlertid:  Hvis klientens højeste ønske er 3 guldbajere her og nu, er det ikke normalt at socialarbejderen hjælper klienten ved at hente øllet. Måske vil hans svar til klienten være: “det er dit valg – men du må selv gå og købe. Og du må ikke drikke dem her på herberget”. Socialarbejderen sætter altså grænser for klientens adfærd: ophold som ydelse gives på betingelse af, at du ikke drikker, mens du er her. Kompetencen til beslutning, om betingelsen er opfyldt, er hos medarbejderen.  

Socialarbejderen, der tager sig af bumsen på værestedet i Mindegade i Århus har andre grænser at vogte. På det sted må brugeren godt drikke øl, men hun må ikke junke eller ryge heroin.  

Kontrol: – vurdering af indsats og forløb

Socialarbejderen, der betjener kontanthjælpsmodtageren, skal senest hver 3. måned (og fra juli 1998 hver 2. måned) vurdere, om indsatsen skal øges eller ændres for at øge sandsynligheden for at klienten bliver selvforsørgende. Hun skal altså vurdere klientens livsforløb og situation med målestokken: nærmere ved eller fjernere fra ‘normaliteten’.

”styr dit handicap, kollega”

Socialarbejderen, der i rollen som personalemedarbejder opsøger en lidt for tørstig kollega for at få hende til at få styr på alkoholproblemet, så hun alligevel kan bestride jobbet som læge /fuldmægtig/sekretær/redaktør, søger at få kollegaen til at vælge en anden adfærd, for at hun igen kan blive i stand til at varetage sit job  normalt.

Stå op om morgenen, påklædning

Socialarbejderen, der betjener den unge aktiverede eller den indvandrede, der modtager kontanthjælp, påser at hun møder til tiden om morgenen og at han følger sprogkurset, og evt. at hans påklædning er passende til arbejdsopgaven. Alt med det erklærede formål ‘at forbedre klientens mulighed for at klare sig’ på arbejdsmarkedet, altså: Optræde på en måde som man tror er egnet til at få en arbejdsgiver til at købe arbejdskraften.  

Samme socialarbejder kan også som del af sit job have at foretage virksomhedsbesøg for at overbevise en arbejdsgiver om, at det egentlig kun er arbejdsgiverens egen åndelige magelighed, der afholder hende fra at ansætte en pakistaner  (evt. med tilskud) lige så vel som en fynbo (evt. med et mindre tilskud). 

Påvirke arbejdsgiverens beslutning

Et gennemgående træk i det sociale arbejde i disse situationer er det,  at socialarbejderen bearbejder menneskers bevidsthed om egne relationer til andre mennesker og om måden at håndtere disse relationer på. At socialarbejderen søger at få klienten (eller arbejdsgiveren) til at vurdere egen adfærd og ændre egen adfærd under hensyn til en andens vurdering af éns egen adfærd. Det kan også beskrives med, at socialarbejderen prøver  at få mennesket til at vurdere sig selv, eller opøve en selvbevidsthed: At få personen til at sige til sig selv: “jeg kan også gøre sådan og sådan .. med henblik på at opnå en vis relation til et menneske (en arbejdsgiver/ en handicappet/ en … )” Det kaldes i sociologien ‘social kontrol’: individet måler sin egen og en andens adfærd med en vis fælles målestok, en vis fælles norm. 

At påvirke relationer og bevidsthed om relationer – målt med en norm

Tydeligst træder aspektet social kontrol måske frem i det sociale arbejde, der består i støtte til forældres børneopdragelse. Bistandsloven, nu Lov om Social Service bygger på det grundsyn, at påvirkning af børns bevidsthed og adfærd bedst (mest effektivt)  sker via den følelsesmæssige nærhed mellem børn og forældre, hvorfor det sociale arbejde først og fremmest skal bestå i at hjælpe/påvirke forældrene til at påvirke børnene.   

Retten til det sidste ord: Magt

Fælles for de typer socialt arbejde, der ovenfor er beskrevet, er at de går ud på at levere en ydelse som brugeren antages at have brug for, og at gøre det på betingelser, som socialarbejderen håndhæver. Hun/han har kompetencen, retten til det sidste ord: magten at til yde eller afslå.

Ikke éns private norm men institutionens

Fælles for disse typer socialt arbejde er tillige, at arbejdet foregår i en institutionel sammenhæng, hvor socialarbejderen ikke frit kan vælge andre mål for indsatsen end det af institutionen fastsatte.  Personalemedarbejderen kan ikke frit råde kollegaen til at kæve videre og møde sporadisk på jobbet. I en stor del af tilfældene er der fuld, eller næsten fuld, overensstemmelse mellem institutionens og socialarbejderens vurdering af normalitet og behandlingsmål. Men der kan også forekomme normkonflikter, enten mellem ledelse og den enkelte medarbejder, eller mellem forskellige medarbejdergrupper inden for samme institution. Herom lidt i næste afsnit.

2.10 Modsætninger i og om velfærdsstaten

I begyndelsen af dette kapitel kunne fremstillingen give det indtryk, at samfundet og i forlængelse af det velfærdsstaten bygger på normfællesskab. I det følgende skal behandles nogle modsætninger, som ikke eller kun delvis fanges med den hidtidige beskrivelse. Det drejer sig om fænomener som gruppeinteresser, klasser, klasseinteresser og klassemodsætninger, og subkulturer.

En del af disse modsætninger udspiller sig inden for kendte spilleregler i et politisk system. Andre af disse modsætninger har deres oprindelse i, at grupper i befolkningen ikke (aner-)kender spillereglerne. Atter andre beror på, at forskellige regler, som berører samme problemer, har forskellige formål, hvorfor regel-sættene kommer til at mangle indre konsistens. Disse forskellige typer modsætninger skaber problemer for socialarbejdere og deres klienter, problemer, som socialarbejder og klient kan håndtere eller ikke håndtere.

2.10.1 Uenighed mellem samfundsgrupper om, hvilke normer der bør gælde

Interessebegrebet

Rådgivers problem

Begrebet gruppeinteresser bruger jeg som en samlebetegnelse for erhvervsorganisationers,  idrætsorganisationers,  kirkesamfunds, partiers politiske krav om    samfundets indretning. Når f.eks. den katolske kirke i Forbundsrepublikken Tyskland krævede den i DDR gældende ret til abort begrænset, og når i forlængelse af kirkens krav de kristelig-demokratiske partier lovgav om en vis begrænsning af abortmuligheden   , så anskuer jeg disse krav som gruppeinteresser. Aktørerne, kirkelige organisationer og kvindegrupper og partier, kender og anerkender beslutningssystemet: Den lovgivende magt kan træffe beslutning om, hvilke regler der skal gælde. Så vidt, så godt. Men: Hvis beslutningen bliver et forbud mod abort? Eller en væsentlig indskrænkning i adgang til abort? Kan en offentligt ansat socialarbejder da give klienten råd om, hvordan hun kan finde frem til en klinik/en læge, som vil trodse eller omgå forbuddet? Kan en privat ansat? Spørgsmålet har ganske stor praktisk betydning for socialarbejdere i en del europæiske lande, og havde såmænd også i Danmark før 1971. Som ovenfor nævnt vil svaret være forskelligt, afhængigt af hvilken organisation socialarbejderen er ansat i hhv. medlem af.  

Politisk uenighed –

Tilsvarende gælder, at forskellige politiske grupperinger kan være uenige om skatte- og fordelingspolitikken i samfundet.  Med en bred historisk pensel kan det billede males, at tilhængere af et kapitalistisk og borgerlig-liberalt samfund er tilhængere af lave sociale ydelser til en snævert defineret modtagerkreds og med stærke incitamenter til at undgå at modtage hjælp. Tillige var (er) de tilhængere af lav beskatning af høje indkomster. På den anden side var tilhængere af en so­cialistisk præget samfund (samt en del konservative) tilhængere af højere ydelser til en bredere defineret modtagerkreds, og progressiv beskatning. 

anerkendt løsnings-procedure

Fælles for de to nævnte hovedgrupperinger var, at de (stort set) anerkender parlamentets ret til at lovgive og dermed træffe beslutning i uenigheden. Denne type uenighed skaber ikke større problemer for socialarbejderen.

Kollektive eller individuelle rettigheder?

EU-ret: statslig regulering – individuelle rettigheder

En politisk uenighed på makroniveauet, som har ganske stor betydning for det sociale arbejde på mikroniveauet, er uenigheden om prisdannelse på arbejdskraft: Skal lønnen for arbejde kollektiviseres via overenskomster, eller skal den individualiseres i forhandling mellem den enkelte arbejdskøber og den enkelte arbejder?  I tilknytning hertil: bør den enkelte arbejdssøgende være medlem af en fagforening? Socialarbejderen, der rådgiver den arbejdssøgende, har tre svaralternativer i sin rådgivning:  ‘ja – neutral – nej’. På makro-niveauet  kaldes uenigheden noget andet: i  EU-retten hævdes den enkeltes ret til at stå uden for en faglig organisation, og dermed forbuddet mod eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. I det danske arbejdsretlige system anerkendes (endnu) retten til på det private arbejdsmarked at (føre faglig kamp for at) indgå hhv. undgå eksklusivaftaler, dvs. overenskomst mellem fagforening og arbejdsgiver om, at arbejdsgiveren kun må ansætte medlemmer af én bestemt faglig organisation. 

Dansk arbejdsret: kollektive aftalebaserede rettigheder

I en traditionel klasseanalysesammenhæng kan det hævdes, at et arbejdsmarked, som fungerer med individuel løndannelse, stiller arbejdskøberen stærkere i lønforhandlingen (og dermed i fordelingspolitikken) end et arbejdsmarked, som  fungerer gennem kollektiv lønforhandling.  Nogle partier, og EU-retten, taler for individualprincippet.  Klasseinteresse?  Måske.  Gruppeinteresse?  Ja. I Danmark er der også på arbejdskøbersiden uenighed: i 1996 og 1997 har der været to ‘frigørelseskonflikter’,  Taxakonflikten og Skraldemandskonflikten i Århus, begge med arbejdsgiverkrav om ophævelse af eksklusivaftalen. Det ser dog ikke ud til, at de større arbejdskøberorganisationer for tiden har kravet som en hjertesag.  

Beskyttet job: tarifløn + tilskud eller individuelt aftalt løn under tariffen?

En socialpolitik, som er revalideringsorienteret, og som anerkender en sammenhæng mellem den enkelte arbejders produktivitet og arbejdskøbers betalingsvilje, kan håndtere problemet på to måder: Når en arbejder med begrænset arbejdsevne skal søges placeret i job, kan det understøttes enten ved tilskud, der udligner forskellen mellem ‘normalproduktivitet’ og individuel produktivitet eller ved lavere løn  til netop den enkelte medarbejder (‘socialt kapitel’). I det første tilfælde vil arbejderen opleve: Jeg er lønnen værd. I det andet: Jeg er mindre (løn) værd. For socialarbejderen, der skal rådgive klienten om næste fase af livsforløbet, er det næppe ligegyldigt, hvilken rolle markedet tillader klienten at få: Ligeværdig person i jobtilbud – eller mindre værdig  aktiveringsperson.

Malet med den brede pensel kan /dansk arbejdsmarkeds- og socialpolitik frem til ca. 1990 siges at være præget af ‘lønstivhed’: Jobtilbud og anden selektiv jobanbringelse skulle i de fleste tilfælde ske til tariffen, evt. med tilskud. Det var fagbevægelsens (arbejderklassens) grundindstilling. Fra 1990 og fremefter har et fremherskende slagord været fleksibilitet og til en vis grad social ansvarlighed eller ‘sociale kapitler’, dvs. individualisering af lønnen. Herom mere i kap. 8

2.10.2 Uenighed om, hvem der er medlemmer af velfærdssamfundet

Flygtninge – forskelllige lande, forskellig praksis

Statens behandling af indvandrere og især flygtninge  er en meget varm sag i nyere dansk politisk debat. På hvilke betingelser skal personer (evt. uden lovligt men dog) med faktisk ophold i landet sikres eksistens? (Det har (endnu?) ikke været foreslået, at de ikke skulle have mad og husly). Skal rettigheder til offentlige ydelser være lige for mennesker i landet?  

Personer, som søger politisk asyl i Danmark, bliver indtil asyl eller udvisning forsørget her i landet. De bliver ikke forsørget på vilkår som personer med lovligt ophold i landet, men dog forsørget. For de flestes vedkommende sker det i fængselslignende lejre, med begrænset bevægelsesfrihed. Personer, som søger politisk asyl i Italien, bliver ikke forsørget. ´Til gengæld’ har de bevægelsesfrihed, idet de inden for nogle dage skal forlade landet. De to stater forholder sig altså forskelligt med hensyn til forskellige personkategoriers rettigheder.

Uenighed følger ikke altid partiskel.

”legitimt lovbrud”?

I dansk debat er der stor uenighed om behandlingen af flygtninge, både om hvor mange og hvem der skal have asyl, og om hvordan de i øvrigt skal behandles.  En del organisationer, bl.a. med socialistisk og/eller kristeligt og/eller konservativt islæt understøtter afviste asylansøgere: ‘Flygtninge under jorden’. Indsatsen kan være ganske omfattende, med at skaffe husly og i påkommende tilfælde lægehjælp uden om det officielle sundhedsvæsen. Er det socialt arbejde?  Det vil mange mene.  Er det velfærdsstatsarbejde? Ikke som gældende lovgivning p.t. er i  Danmark. Nu er det lovstridigt hjælpearbejde.

2.10.3 Subkulturer

Gruppedeltagelse er normalt og værdsat eller dog tolereret

At grupper af samfundsmedlemmer danner subkulturer, er velkendt og accepteret. At fodboldfans iklæder sig særlige klædningsstykker, klaphatte, halstørklæder, sokker og plasticølkrus, anses oftest som uproblematisk. At forboldklubber og bokseklubber og skytteklubber og Taekwondoklubber rekrutterer unge til deres forskellige arm- og bensving og andre aktiviteter, anses som prisværdigt, og samfundet yder støtte til (kamp)-sporten. At Jehovas vidner fremviser ‘Vagttårnet’ på gader og stræder og afholder egne særlige gudstjenester, anses som helt acceptabelt. At vikingegrupper optræder i brynje og hjelm og med sværd og økser under stor larm og æggende kampråb, anses nærmest at være en støtte til turistindustrien. 

At veteranbilforeninger og motorcykelklubber holder ‘rallies’, optræder i ensartet beklædning (f.eks. rygmærker), og beundrer isenkrammet, er også helt accepteret. Med livsbuen in mente anses det som gode og sociale aktiviteter. Måske på nær det med rygmærket? Hvorfor egentlig?

Men nogles normer afviger –

dem søger vi at resocialisere

Med eksemplet anslår jeg en bestemt streng, som giver en bestemt social (sociologisk) resonans. Vi forbinder ordet rygmærke med fænomenet rockerbande. Vi har hørt om, at bestemte grupper med bestemte normer og ritualer vedr. optagelse og samspil har nogle adfærdsnormer, som bryder med lovfæstede samfundsnormer. At de kender våbenloven, men overtræder den: de har våben. At de udøver blodhævn og andre straffelovsovertrædelser. At de står i centrum for en omfattende handel med narkotika og hælervarer. At de dominerer (dele af) deres nære omgivelser med vold og trusler om vold. Sådanne og andre subkulturelle grupper er faste leverandører til det strafferetlige system, inden for hvilket en del socialt arbejde udøves, med det formål at resocialisere de dømte. Men resocialisere betyder netop at søge at få dem til at indlære de normer, at de ikke må udvise nogle af de adfærdsformer, som gruppens normer kræver, hvilket i praksis vil være énsbetydende med tab af gruppemedlemskab.

For tæt et netværk

At grupper opbygger et tæt og intenst fællesskab og evt. kommer til at fungere som del af samfundsmedlemmets netværk, er anerkendt og accepteret. Men en del af grupperne opbygger en så stærk kontrol med det enkelte medlem, at den opsøgende Velfærdsstat anser det som et problem. Når f.eks. Jehovas vidner ikke tillader medlemmer at tage imod blodtransfusion, er det et sundhedspolitisk problem. Og når organisationen søger at hindre, at medlemmernes syge barn får blodtransfusion, så møder Velfærdsstaten op med en ‘hjælpeforanstaltning uden samtykke’.

Hvilke og hvis normer støtter socialarbejderen ?

I forlængelse af denne type spørgsmål står oprørsretten: Under hvilke omstændigheder er det legitimt direkte at bekæmpe vedtagne regler eller afvise at rette sig efter dem? Kan den offentligt ansatte socialarbejder ved et beboeraktiveringsprojekt deltage i planlægning af besættelse af tomme (privatejede) bygninger?  Er det socialt arbejde at bistå (undertrykte) grupper i et oprør eller endog i en frihedskamp. Når de såkaldt ‘fundamentalistiske’ religiøse grupper i Polen og Iran og i Algeriet har vundet ganske stor folkelig tilslutning, er det ikke mindst fordi de har varetaget en ganske omfattende socialforsorg. Det sociale arbejde kan altså udføres som led i en systemopretholdende hhv. systemundergravende eller omstyrtende politisk indsats.

Her skal ikke leveres noget færdigt svar. Men den enkelte socialarbejder skylder vel sig selv at kunne svare: Hvilke, og hvems, sociale normer understøtter jeg, og hvilke (og hvems) bekæmper jeg i mit arbejde med denne eller disse klienter?

Nancy Bratt: Casework

I “Fattigkulturens børn” sætter Nancy Bratt, med inspiration fra Oscar Lewis, impulsivitet, normløshed (‘anomi’) som et særkende for ‘de fattige’³⁸ og for unge kriminelle. Heroverfor sætter hun som målsætning og indhold for socialrådgiverfagets casework at “finde ud af, hvorfor klienterne bærer sig irrationelt ad, for derefter at hjælpe dem frem til mere hensigtsmæssig og virkelighedsbetonet adfærd, sådan at de kan drage nytte af de rationelle sociale foranstaltninger, som samfundet tilbyder” (p. 9)

‘Ratio’ er fornuften, den samfundsmæssige fornuft.  Med andre ord: Den kultur (adfærd), som tillader at tage den nærmeste knallert og køre på den, eller drikke ugelønnen op, før kone og børn har fået mad, bør søges aflært. Den er ikke rationel. Hensynet til knallertens ejer, som jo netop p.g.a. ejerskabet forventer, at den er til hans disposition, tilsiger at ikke-ejeren skal holde nallerne væk. Det er normaliteten – og det sociale arbejde går (bl.a.) ud på at indøve den hos afvigeren.

Hvad er da i Danmark Tolerance eller Respekt for subkulturer? For den har vi, og ikke mindst socialarbejderne.

Uden at  gøre krav på den definitive sandhed tør man vel beskrive tolerancen med ordene: det som ikke er forbudt, er tilladt. Og det, som er forbudt, er forbudt fordi det generer andre. Såsom ejendomsretskrænkelser, skattesnyd, hustru- og børnevold, tilsidesættelse af vigepligt og forsørgerpligt.  

2.10.4 Hurtigere og større produktion – flere tabere

Øget produktion – bl.a. pga. specialisering og øget tempo

– betyder øget materiel velstand

Igennem tiden efter 2. verdenskrig har størstedelen af den danske befolkning fået større materiel velstand, ikke mindst begrundet i en voldsomt øget arbejdsproduktivitet. Denne øgede produktivitet pr. beskæftiget inden for årene siden 1970 belyses i tabel 6.4 og 6.6, pp. 124 og 127 . Når det tages i betragtning, at normalarbejdstiden i samme periode er nedsat betydeligt, virker produktivitetsstigningen endnu mere overvældende. Produktivitetsstigningen er baseret dels på øget specialisering og mekanisering af produktionen, dels på en mere omfattende uddannelse af de arbejdende, og dels på en mange steder endog meget voldsom tempoopskruning. Kagen, der kan deles, er bagt større. Og i den danske velfærdsstat er fordelingen mere lige end f.eks. i UK eller USA. Mekanismerne til omfordeling ser vi siden på.

´Effektivisering´ og ´privatisering´ af offentlige aktiviteter

Som én af forklaringerne på den stigende velstand angives ofte, at (de private) virksomheder konkurrerer indbyrdes. Det antages, at de konkurrerer på priserne, det antages at de konkurrerer på at holde råvareomkostninger, lagerbeholdninger og ikke mindst lønomkostninger nede. Én af metoderne til at minimere lønomkostningerne er at bruge så lidt og så billig arbejdskraft som muligt ved pgld. produktion.

Især siden 1980’erne har de danske regeringer (og med dem kommunal-bestyrelserne) søgt at ‘effektivisere’ den offentlige sektor, ikke mindst gennem tempoopskruning, merindskrivning på lære-anstalter og daginstitutioner, og ‘markedsstyring’ og privatisering af forskellige offentlige virksomheder.

fulgt af  nedslidning

En konsekvens af ‘effektiviseringen’ har været nedslidning af mennesker i brancher, hvor et tidligere mere besindigt tempo tillod en vis restituering i pauserne. Det sås først i en del manuelle fag i den private sektor: byggeri, slagteri, fiskeindustri. Det sås siden i en del fag i den offentlige sektor, især sygehus- og plejesektoren, og i 1980’erne og 1990’erne i undervisningssektoren og ved ’udlicitering’ af busdriften.Velfærdsstatens svar på disse problemer blev førtidspensionering, og i et vist omfang revalidering. I et vist omfang har efterlønnen været brugt til at mildne billedet.

og udstødning

En anden konsekvens af ‘effektiviseringen’, kombineret med opretholdelse af en vis høj ledighed, har været arbejdskøbernes frasortering af mindre effektiv arbejdskraft. De således frasorterede er efter nogen tid registreret som langtidsle-dige. I øvrigt ikke sjældent kombineret med nedslidning og sygemelding. Velfærdsstatens svar på effektiviseringsbestemt nedslidning og udstødning var ikke: sæt tempoet ned. I stedet diskuterer politikere og arbejdskøbere ‘motivering’ af de ikke arbejdsmotiverede nedslidte og udstødte i form af kortere dagpengevarighed og lavere ydelser med samt aktiveringspligt og højere pensionsalder.

2.11 Typer af velfærdsstater

Forskellige teoretikere har med forskellige begrebsapparater diskuteret udviklinger i velfærdsstaten. I disse diskussioner indgår dels forsøg på typeopdeling af velfærdsstater, dels beskrivelse af udvikling inden for typerne med henblik på udviklingernes virkninger for forskellige befolkningsgrupper, f.eks. i retning af større eller mindre lighed, større eller mindre tryghed for de (økonomisk) svagest stillede.

Her skal kun omtales nogle enkelte:

Typebetegnelser på velfærdsstater:

Nordisk/ kontinental- europæisk

Socialdemokratisk/konservativ/liberal

Bent Rold Andersen foretager en opdeling i to typer velfærdsstat: En nordisk, karakteriseret ved at indbyggernes rettigheder i forhold til velfærdsstatslige ydelser hovedsagelig er baseret på borgerskab i landet og universalistiske i betydningen: Alle er omfattet af ordningerne. Samt en kontinental-europæisk, hvor indbyggernes rettigheder i forhold til de velfærdsstatslige ydelser er partikularistiske, baseret hovedsagelig på tilknytning til arbejdsmarkedet.  ¹

Gøsta Esping-Andersen³⁹ opererer med en historisk orienteret tredeling mellem en socialdemokratisk (institutionel), en konservativ-korporativt, og en liberalt præget type velfærdsstat. Denne tredeling kommer han frem til gennem sammenligning ved hjælp af to målestokke, index: I hvilken grad de velfærdsstatslige ordninger  giver mennesket mulighed for at vælge frihed fra lønarbejdet, altså fra salg af arbejdskraft (‘De-commodification’).

Ved sammen-vejning af indeks placerer Esping-Andersen Danmark, Norge og Sverige i den første gruppe, med størst frihed og lighed, mens Belgien, Frankrig, Italien, Tyskland og Japan indplaceres i den anden, og Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA placerer sig i den tredje, liberale, gruppe⁴⁰. I de senere år peger udviklingen af helt eller delvis skattefritagne pensions-opsparingsordninger i Danmark i retning af mindre frihed og lighed, målt med den Esping-Andersenske alen.  Herom mere i kap. 8.3, 9.3 og 9.4. 

De kommende østeuropæiske EU-medlemslandes systemer er nok så forskellige og i hurtig af- og udvikling. Herom må henvises til anden litteratur.