Efter senmiddelalderens omvæltninger og befolkningstilbagegang, som følge af sot og krige, fremstod Danmark som et landbrugssamfund på vel 500-600.000 men­nesker, hvoraf vel 40-50% børn. Folketallet antages at være steget noget frem til o. 1650, hvor det skønnes til ca. 608.000¹.

Lokalproduktion – begrænset varebytte

Produktionen har for hovedpartens vedkommende været landbrugsproduktion, bundet til landsbyen, med en begrænset arbejdsdeling og handel. Den enkelte land­brugspro­duktions­enhed, gården, har stort set været selvforsynende med fødevarer, redskaber, beklædning, bygninger. Varebyttet har været begrænset af transportsy­stemets udvikling: Transport af større mængder gods over større afstande har stort set kun kunnet foretages ad søvejen. Salt og jern har været nødvendige for bonde­samfundet, og er blevet købt – i bytte eller kontant – for den ret begrænsede over­skudsproduktion i landbruget.

Landbrugets produktion har været stærkt afhængig af vejrets gunst eller ugunst. Efter en tør sommer og et vådt efterår har sulten hyppigt været gæst i bondehjem­met².

Af befolkningens geografiske og standsmæssige fordeling fremgår (tab. 1), at landbrugerne har brødfødt mere end sig selv – nemlig de øvrige 26%: adel, gejstlig­hed, købstads-³og hovedstadsbefolkning. Af landbrugets produktion har en del skullet finansiere importen, som for adelens forbrugsvarers vedkommende har væ­ret luksuspræ­get, og en del har måttet afleveres som det materielle grundlag for pe­riodens krige. 

Produktion

Ved begyndelsen af 1500-tallet foregik størstedelen af landbrugsproduktionen på gården: selvejergård og fæstegård, mens adelens hovedgårde kvantitativt spil­lede en mindre rolle, med et fold-udbytte på kun 2-3⁴. Dominerende var kornpro­duktionen, men der var også en vis kød­kvægspro­duktion (tildels til eksport og til salg til byerne – studene kunne jo selv klare transporten)⁵.

Fordeling

Fordelingenaf produktionen skete i form af 

• bøndernes eget forbrug,
• kongemagtens beskatning– som tildels udøvedes via adelen –
• fæsteafgifter  (bl.a. landgilde) fra bonde til adel/kongemagt,
• tiende til kirkens forskellige grene, og
• bøndernes direkte salgtil købstæderne.

Fæsteafgifter og tiende erlagdes ofte i naturalier, hvorefter modtagerne afsatte det erlagte mod kontant betaling, evt. efter spekulativ opbevaring. Adelens hoved­gårde var skattefrie, men herremanden hæftede for sine fæstebønders skatter.

Lille marked – stor betydning

Fire af de fem umiddelbare fordelingsmekanismer var altså ikke markeds­mæs­sige. Alligevel betød prisudviklingen på varemarkedet en hel del, ikke mindst for kongemag­tens og herremændenes måde at udnytte hovedgårds- og fæste- og hove­risystemet på.

Hertil kommer, at hoveribyrden var bestemmende for hovedgårdens produktion og for, hvor meget arbejdskraft bønderne havde at indsætte på ’egen’ jord.

Indkomstfordelingen var ved begyndelsen af 1500-tallet præget af det lave be­folknings­tal efter senmiddelalderens krige og epidemier: Følelig knaphed på ar­bejdskraft, som stillede adelen relativt svagt og bønderne relativt økonomisk stærkt.

’Den lille istid’

Udpining af jord

Den økonomiske udvikling fra o. 1500 til o. 1650 præges af 1) en vis befolk­ningstil­vækst, 2) en stort set uændret landbrugsteknologi, 3) antagelig en vis klima­forværring –den lille istid⁶, 4) udpining af jorden og sandflugt især i Jylland⁷, og i størstedelen af tiden 1500-1650 europæisk højkonjunktur med gode priser på land­brugsprodukterne.

Den økonomisk-politiske udvikling domineres af en svækkelse af bønderne som politisk kraft efter ‘Grevefejden’ 1534-1536, som bl.a. resulterer i næsten afskaffelse af de fleste bønders selveje – og i reformationen⁸. Tilsvarende forstærkes især højadelens og kronens politiske magt og deres udbytning af bønderne, især i form af øget hoveri.

Forarming af folk

Efterhånden sker der en betydelig forarmelse af lavadelen (hvilket ingenlunde mindsker dennes tilbøjelighed til ud­bytning af bønderne) til fordel for højadelen og købstædernes, men især Køben­havns købmandsaristokrati. Denne omfordeling har efterladt brede spor i form af højadelens og Chr. IV’s prægtige renæssan­cebyggerier. Dens spor sås også i form af hededannelse i Jylland, og kummerformede bønder og soldater i samtiden – men de spor må søges arkæologisk og historisk – de ses ikke umiddelbart i dag.

1600-tallets sidste halvdel præges af omfattende ødelæggelser af pro­duktionsap­paratet og befolkningsgrundlaget, på grund af 1) misvækst fra o. 1645, 2) epidemier fra 1652 og især i 1655, og 3) direkte krigsødelæggelser under svenskekrigene1657-1660⁹.

Sikring: familie laug kirke

En stor del af de sociale problemer – indkomstbortfald eller helt manglende ind­komst – blev afhjulpet af de nære fællesskaber: Familien, og i byerne gilde og laug. For de mennesker, som faldt igennem disse ‘sikkerhedsnet’, udøvede kirken en gan­ske omfattende velgørenhed, bl.a. med udgangspunkt i indtjeningen af kirkens be­tydelige jordbesiddelser (op mod 1/3 af landets jord) og ‘offergaverne’. En del af denne kirkelige velgørenhed må antages at være bortfaldet ved kongemagtens overtagelse (ved reformationen) af først og fremmest klostergodset, men en del af kloster- og kirkegodset forblev dog også efter reformationen henlagt til ’milde stiftelser’ til gavn for de fattige¹⁰.

Samfund – polis

Når man i den socialpolitiske litteratur har henført væksten i antallet af omstrej­fende betlere i 1500- og 1600-årene til en ‘dehumanisering’ af socialpolitikken som følge af reformationen (‘den nærige pro­testantisme’ over for ‘den gavmilde katoli­cisme’), så kan religionsændringen måske være en del af forklaringen. Men denne forklaring må suppleres med klimaforværrin­gen, som gav ringere vilkår for kornavl, og – ikke mindst fra o. 1600 – adelens og kongemagtens skærpede udbytning af bøn­derne, som dels sendte mange bønder fra hus og hjem, dels efterlod de tilbageblevne med mindre at føde de fattige med. Ejendommeligt nok synes de jordløse landar­bejdere og husmænd ikke så ofte som bønderne at være blevet smidt af fæstet pga. restance med fæsteafgiften i denne periode. Forarmelsen ramte altså især den egentlige bondestand¹¹.

Betleriforbud dispensation

Statsmagtens socialpolitik i forhold til de fattige bestod stort set i et betlerifor­bud, som indskærpedes i lov efter lov – hvoraf kan udledes, at forbudet ikke blev overholdt. Dette betleriforbud fulgtes op med dels en dispensationsbestemmelse: Recessen af 1537 foreskrev, at ikke-arbejdsføre betlere skulle henvende sig til sog­nepræsten og af ham få udstedt tiggertegn. Dels en forskrift om, at arbejdsføre betlere skulle indfanges og sendes til tvangsar­bejde ved kongens byggerier og flådeoprustning (ikke mindst Fr. II og Chr. IV), samt i den tidlige merkantilismesmanufakturer. De indfangede kunne så løslades om efteråret når byggeriet ophørte – hvorefter det fortsat var dem forbudt at betle.

1621 Børnehus

 En mere ‘moderne’ socialpolitisk tankegang kan dog findes i forskriften for det i 1621 af Chr. IV oprettede børnehus(en udbygning af det i 1605 oprettede køben­havnske tugthus, en tvangsarbejdsanstalt): “Omstrejfende og forbryderiske børn skulle der anbringes og oplæres i nyttige fag” – altså en slags revalideringstanke­gang. En vis begrænset del af børnene overlevede opholdet i børnehuset og blev udlært i forskellige tekstilhåndværk. Det er nærliggende at antage, at motivet for op­rettelsen af børnehuset har været erhvervspolitisk, snarere end i vor tids forstand so­cialpolitisk¹².

1558 Fattighus

 Hvad angår de ikke arbejdsføre fattige foreskriver Kolding-recessen af 1558¹³, at”Kirkeværgerne med hjælp fra sognets beboere (skal) bygge udi hvert sogn et fattighus til de fattige der udi sognet, som ikke andetsteds kan finde husly”.

1645 Kirkebog

I 1645 udstedes forordning om, at sognepræsten skal føre ”rigtig kirkebog”, hvilken forordning – som dengang ganske vist tjente fiskale formål – jo blev væsentlig som forudsætning for den senere oprettelse af det sognekommunale forsørgelsesvæsen.