4.1 Befolkningsstruktur og organisation

4.1.1 Befolkningens størrelse og geografiske og faglige fordeling

 Figur 4.1   Kongeriget DANMARKS FOLKETAL  1700 – 1870

Kilde:  Hans Chr. Johansen: “Dansk socialhistorie” bd. 4 pp 55-56

Efter voldsomme udsving i folketallet i 2. halvdel af 1600-tallet (på grund af krig, kriser og sygdomme)¹begynder en periode med stabil og siden tiltagende befolk­nings­vækst.

Befolkningsvækst i tiltagende tempo

Danmarksfolketal vokser i perioden fra o. 560.000 til o. 1.785.000, således at periodens første halvdel udviser en langsom vækst (1700-1785), mens anden halvdel udviser en fordobling. Den vigtigste forklaring på befolkningstil­væksten er en ned­gang i dødeligheden, som synes at tiltage i 1700-tallets 2 sidste tiår. En væsentlig baggrunds­faktor herfor må antages at være en forbedring af ernæringstil­standen, be­grundet i en vækst i landbrugspro­duktionen (alene kornproduktionen steg fra o. 4-5 mill. tønder pr. år i 1770-erne til o. 20 mill. tønder pr. år i 1870’erne).

Som det fremgår af tab. 4.1, er befolkningens procentvise fordeling på land, by og hovedstad nogenlunde uændret igennem perioden. Ligeledes udviser erhvervs­fordelingen kun små  ændringer (tab. 4.2).

Denne tilsyneladende stabilitet i befolkningens fordeling på geografiske og faglige tilhørsforhold dækker over dybtgående ændringer i samfundsstruktu­ren, både i produktionens materielle grundlag og i sociale relationer.

4.1.2 Uddannelse og social organisation

Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at give en endegyldig vurdering af, hvad be­folkningens uddannelse har betydet for erhvervsudviklingen i denne peri­ode.

Det er imidlertid kildefast, at reformpolitikerne i slutningen af 1700-tallet vurde­rede uddannelse af almuensom et middel til styrkelse af rigets Oeconomie og Pro­duktion, foruden at opbygningen af et almueskolesystem blev betragtet som middel til oplæring til gudsfrygt og kongetroskab.

Skolevækst oppefra og nedefra

Allerede i 1600-årene etableres landsbyskoler, på initiativ fra herremænd, præ­ster, degne, bønder. Normalt kun med undervisning i katekismus og læsning. I en del købstæder var der latinskoler og danske skoler – latinskoler med undervisning i latin, græsk, musik og religion (som forbe­redelse til det teologiske studium), de ‘danske skoler’ med undervisning i katekismus og læsning, og i visse byer også med skrivning og regning.  En betydelig del af de unge har altså allerede før 1700 fået en vis elementær under­visning.

1720’erne rytterskoler

I den første trediedel af 1700-tallet sker en vækst i antallet af lands­byskoler, ikke mindst på kongeligt og adeligt initiativ. Frederik IV lod 1721-1727 240 skoler bygge i rytterdistrikterne, og andre fulgte eksemplet op. Den idémæssige baggrund var pietismen³. Fagkredsen var katekismus og læsning;skrivning og regning var ‘frivillige’ fag – det betød typisk, at forældrene skulle betale særskilt derfor. Formå­let var religiøst og politisk indoktrinerende. Undervisningsformen var præget af udenadslæren. Mange steder udviste bønderne uvilje mod at sende børn i skole.

I 1734 fandtes 618 landsbyskoler, incl. rytterskoler, altså i ca. halvdelen af sog­nene. I mange sogne foregik undervisning, selvom intet skolehus fandtes.

1739 Skolepligt

Efter en del forberedelse udstedtes Skoleforordningenaf 23. januar 1739, med under­visningspligt for alle børn over 5 eller 6 år, med pligt for alle degnetil at holde skole, og med pligt til indretning af skole i alle sogne. Sigtet med forordningen var først og fremmest religiøst, og forord­ningens påbud blev ikke efterkommet landet rundt – især af økonomiske grunde.

Samme år blev der givet regler for skoler i købstæder­ne og for latinskolerne. Det skal bemærkes, at det ikke blev betragtet som en almindelig kommunal opgave at sørge for undervisning – kun fattige børn skulle iflg. betleriforordningen af 1708 gives undervisning ved fattigvæsenets foranstaltning.  I øvrigt var betaling for un­dervisning forældrenes anliggende.  Det er altså på den tid blevet anset som en del af den  normale  forældrerolle. Undervisningspligten blev, efter kraftige lokale protester, ophævet allerede i 1740.

Figur 4.2
 Rytterskolen i Hørning ved Århus

Oplysningstiden 

1789 Skolekommission

Et halvt århundrede senere fik skolediskussionerne en ny retning. Oplysningsti­densmenneske- og statssyn indeholdt elementer af ‘uddannel­sesøkonomi’, således forstået at uddannelse af almuen i læsning og skrivning og regning ville øge ar­bejdskraftens evne til at tage mere effektive pro­duktionsteknikker i brug. Udover denne enighed deltes vurderingerne: reformgodsejerne (Reventlow’erne m.fl.) øn­skede også fag som historie, geografi, ‘naturbegivenhederne’ og agerdyrkning ind i almueskolen, og lagde vægt på aktiv forståelse hellere end udenadslæren, mens mere konservative kredse (Høegh-Guldberg m.fl.) nærmest frygtede, at større ud­syn hos bonden kunne føre til utilfredshed og opsætsighed; et synspunkt, som fik nogen vægt efter den franske revolution i 1789 – samme år, som den store skole­kommis­sion  blev nedsat.

1814 Almuekolen

25 år senere – efter kommissions­arbejder, for­søgsordninger, napoleonskrige, statsbankerot – underskrev kongen d. 29. juli 1814 skolelovene.⁴ 1814

1780 Seminarier

De samme politikere/godsejere, som i 1780’erne tog initiativ til skolerefor­merne, havde iværksat oprettelse af seminarier(Kiel 1781, Tønder 1786, Blågård 1791, Brahetrolleborg 1795) med en fagkreds præget af oplysningstiden: Religion, katekismus, dansk, skrivning, historie, geografi, naturhistorie, naturlære, regning, matematik, musik. Tankegangen var klar: en god almueskole forudsætter veluddan­nede lærere.

Med 1814 skolelovene lovfæstede staten undervisningspligtved det fyldte 7. år indtil kon­firmationen(som var lovpligtig). Og herved lovfæstedes en lokalsam­fundspligt til at sikre børnene mulighed for skolegang.

Almueskolen  – formål

Skolens formålvar at  “Statens tilvoxende Ungdom betimeligen læres at kiende, hvad Enhver skylder Gud, sig Selv, og Andre, og hvorledes Han, ved retteligen at bruge sine Evner, kunde blive gavnlig for Borgersamfundet”⁵

fagkreds

Skolens fagkredsvar religion, skrivning, regning og læsning. Ved læsning benyttedes bøger, som indeholdt “et kort begreb” om Danmarkshistorie og geo­grafi og “Kundskaber, der kunne tjene til Fordommes Udryddelse og blive dem til Nytte i deres daglige Haandtering”. Altså et kompromis med størst indflydelse til de skole-konservative.

indretning

Skolens indretning var to-klasset, aldersdelt, men med mulighed i købstæ­derne for oprettelse af en 3. klasse med udvidet undervisning for de børn, hvis forældres sociale stilling gjorde det ønskeligt. Anordningen hjemlede også købstæderne ad­gang til oprettelse af borgerlige realskoler, hvis tilstrækkelig mange forældre havde evne og vilje til at bidrage dertil. Stort set tilsvarende regler gjaldt for København.

Borgerskoler

Efter 1837 etableredes en del højere borgerskoler eller betalingsskoler for ‘bedre folks børn’ i købstæderne, med undervisning i biologi, historie, tegning, tysk, og mange steder også fysik, matematik og engelsk. Herved dækkedes i et vist omfang (handels- og håndværks-) borgerskabets behov for erhvervsanvendelige kundskaber.

Højere uddannelser

I forlængelse af statsmagtens reformering af almueskolesystemet skal også ses indføjelsen af almendannende og reale fag (tysk, fransk, religion, historie, aritmetik, geometri og skønskrift) i gymnasiet (Forordningen om de lærde skoleri 1809), samt oprettelsen af en Polyteknisk Læreanstalt (1829) og Landbohøjskolen (1856). På privat initiativ – men tidligt med politisk velvilje og statslig støtte – oprettedes tekniske skoler (‘tegneskoler’) i købstæderne fra 1807, højskoler fra 1844 (Rødding) men især efter 1864, og landbrugsskoler (1849, men især efter 1867) mest for bonde­børn. (Husmandshøjskoler og arbejderhøjskoler er et 1900-tals fænomen).

Dagblade

Samtidig med udviklingen af skolesystemet ses en betydelig vækst i dagblads­udgivelsen: Fra 46 i 1850 til 92 i 1871 – hvorigennem både politisk meningsdannelse og faglig kundskab formidledes⁶.

Fra fæste til selveje

Stavnsbånd

Ovenfor er nævnt, at især årene efter 1780 udviser en omvæltning af ejendoms­for­holdene, fra fæste til selveje. Den samtidig fremvoksende økonomiske og politi­ske liberalisme sætter menneskenes lighedpå dagsordenen, i modsætning til den feudale samfundsorden, som jo er en af Guden given, hierarkisk orden, hvor enhver af højere magt er anvist sin rette plads og sine rette overordnede. Kontrakten mellem lige parter bliver den fremherskende regulering, snarere end det gudgivne over-/underordnelsesfor­hold. Den mest spektakulære ændring i den sammenhæng er op­hævelsen af stavnsbåndet (1788, med fuld virkning fra 1800), som jo muliggjorde bondesønnernes flytning efter bedste erhvervs­muligheder. At det Gudgivne over-/underordnelsesforhold ikke har været uanfægtet illustreres af et betydeligt antal hoveriklager og hoveristrejker 1787-1790⁷. Visse af debattørerne forud for stavnsbånds­løsningen så netop stavnsbåndet som en hindring for effekti­visering af produktionen. Mere om virkningerne af ændringerne af samfundsorgani­sa­tionen i afsnit 4.3. Selvejet gav anledning til nydannelser: forsikringsforeninger, sparekasser (fra 1811 og fremefter – mere herom p. 50)

4.2 Produktionens omfang og distribution, på baggrund af ændringer i teknologi, ejen­domsfor­hold, arbejdsdeling og uddannelse.

Dansk diskussion i internationalt miljø

De ovenfor omtalte skolepolitiske diskussioner og øvrige diskussioner om sam­fundets indretninger må ses på baggrund af det dansk-norske kongedømmes og de slesvigholstenske hertugdømmers placering som en europæisk mellemstor magt. København var hovedstad i riget, og lå placeret ved én af de vigtigste handelsruter i Europa. Regeringens ledende lag var internationalt orienteret, og et københavnsk købmandsaristokrati drev en omfattende oversøisk handel.

Den florissante handel

De københavnske handelskompagnier drev i 1700-tallet omfattende og gennem århundredet voksende fjernhandel. Der blev tjent godt på import af klæde og kryd­derier og fajance fra Kina og Indien. Der blev tjent store profitter på den omfattende trekanthan­delmed dansk-norsk producerede våben og alkohol til Vest- og Mellemafrika, slaver til Vestindien, og suk­ker og rom fra Vestindien til  Danmark⁸.

Også provinsbaserede købmænd/redere drev en betydelig international handel, og de profiterede af dansk neutralitet i 1700-tallets europæiske krige, idet de udførte omfattende fragtsejlads i Middelhavet⁹.

4.2.1 Teknologiændring – Omdrift, gødskning, jordbehandling

Landbrugsvækst

Væksten i landbrugsproduktionen, som blev bærende i de øvrige erhvervs ud­vikling i 1800-tallet, må forklares ved et samspil af flere faktorer:

1. fra omkring 1700-1730 indtrådte en klimaforbedring, som umiddelbart lettede landbrugets produktions­vilkår, og fra ca. 1750 voksede kornefterspørgsel (og korn­pris) på grund af bl.a. misvækst i Norge og krige i Europa,
2. op igennem 1700-tallet udvidedes det dyrk­e­de areal gennem inddragelse af over­drev, og gennem mindskning af brakningen. Det sker ikke i form af udvidelse af antallet af gårde, men af den enkelte gårds jordtilliggen­de¹⁰.
3. fra midten af 1700-tallet toges ny landbrugsteknologi i brug – nye (foder) af­grø­der, kløver og roer, vandt indpas (først på hovedgårdene, men ret hurtigt også på fæ­stegårdene) med henblik på dels øget kvæghold (til eget forbrug og især til salg) og dels øget og sy­stematisk gødskning. Kobbelbrug afløser trevangsdrift, og ny jordbehandlingsteknik – svingplov og svenskharve – afløser hjulplov og træharve.
4. som følge af den nye teknik blev det dels muligt at hæve foldud­byttet på den i brug værende landbrugsjord, dels at lægge tungere og mere frugtbar jord un­der plov.
5. efter napoleonskrigene og det derpå følgende tilbageslag øges både kornproduk­tion og korneksport (kornsalgsperioden 1828-1857, se p. 59) til England, og i sammenhæng hermed også eksport af smør, især fra større gårde,  på grundlag af bl.a. vinterfodring med forskelligt kraftfoder.

Fig. 4.3: Hjulplov,  svingplov.

Fra: Carl-Johan Bryld & Harry Haue:  ”Det agrare Danmark 1680-1980’erne”  1982

4.2.2 Fra fæste til selveje – udskiftning.

Landbrugsvækst: – teknologi

Imidlertid er selve opfindelsen af en ny teknik ikke nok til at afstedkomme dens anvendelse. En forklaring på strukturændringerne fra omkring 1770 må derfor også omfatte de sociale strukturer, som medvirker til at bringe de teknologiske innovatio­ner i brug.

– efterspørgsel

– tilegnelse

Her må dels nævnes en stigende udenlandsk efterspørgsel efter landbrugs­varer (fra o. 1770), som gav bønderne mulighed for god fortjeneste ved salg af overskud­sproduk­tion. Men dels også fæsteafgiftssystemet, som hovedsagelig var en fast af­gift, hvorfor en merproduktion umiddelbart kom den enkelte bonde til gode.

– selvstændighed

Den enkelte bonde (gårdmand) havde altså en umiddelbar tilskyndelse til at søge at sætte sin produktion i vejret: nemlig fortjenesten ved salg af merproduktionen. Og med anvendelsen af svingploven blev den enkelte bonde driftsmæssigt uafhængig af landsbyens dyrknings­fællesskab– som jo siden middelalderen havde været bestemt af hjulplovens trækkraftbehov.

– udskiftning

Med uafhængigheden af landsbyens driftsfællesskab fulgte ønsket om samling af den enkelte gårds jorder: udskiftning, eventuelt fulgt af udflytning af gården (fig. 4.4.c,  side 53). Bemærk, at ved udskiftning og udflytning har man placeret en husmands-lod i et hjørne af hver gårds jorder.

Også herremændene havde interesse i afvikling af fæstesystemet. De gode af­sætnings­for­hold for landbrugsvarer satte jordpriserne i vejret (firedobling fra 1770 til 1807¹¹), så der var stor fortjeneste på salg til selveje¹².  Det skønnes, at 2/3 af Danmarks 65.000 fæstegårde overgik til fri ejendom i pe­rioden 1770-1820¹³, flest 1788-1807.

Det økonomiske tilbageslag efter Danmarks indtræden i napoleonskrigene satte fæsteafløsningen i stå, og den fuldførtes først efter 1850. Det betød også, at gårdmændene ikke havde økonomisk styrke til at gøre sig væsentligt gældende politisk på lands­plan, men nok lokalt, som vi siden skal se.

Den nye bonde: selvejer og driftsherre

Med fæsteafløsningen, og med bondens nye rolle som selvstændig kapitalist skabes et nyt sæt af sociale relationer, som i mange henseender bliver af central be­tydning for den økonomiske og politiske udvikling i Danmarks senere historie. Den rolle, som skabtes med fæsteafløs­ningen og udskiftningen af gårdenes jord i de godt 40 år fra o. 1770 til o. 1810: bonden med foden under eget bord, med kontrol over egne produktionsbe­slutninger, og med den værdighed, som ejendomsretten til produktionsjorden giver, blev målestokken for 1) adskillige befolkningsgruppers (erhvervsgruppers) selvopfattelse i den efterfølgende periode, 2) de sociale problemers definition og fremtræden i den efterfølgende periode, 3) den sociale lovgivnings udformning, 4) det udøvende apparats indretning lige siden: Det blev bønderne, der dominerede sognekommissionerne. 

Fig. 4.4.a  Aarslev by, Slagelse Herred  1768. Trevangsbrug.

Men rollen som selvstændigvar ikke den eneste – bonden blev også en organiseret selvstændig. Fra midten af 1700 tallet havde godsejerne taget initiativ til brandforsikring af landbrugsbygninger, herunder også fæstegårde. Fra o. 1810 oprettede selvejerbønder forsikringsforeninger (“kasser”) for bygningsforsikring og husdyrforsikring. I 1840’erne dannedes landboforeninger, og fra 1866 opstod tillige en landbrugsforeningsbevægelse. Disse bevægelser for økonomisk organisering, som udvikledes samtidig med sparekassebevægelsen, betød at bøndernes andelsorganisering i 1880’erne dels kunne bygge videre på en foreningstradition, dels forholdsvis let kunne finansieres via sparekassesystemet.

Fra hoveri til dagleje

Ved fæstegårdenes overgang til selveje forsvandt fæstebøndernes hoveri som kilde til dækning af herregårdenes arbejdskraftbehov. Dette behov, samt gårdmændenes spidsbe­lastningsbehov for arbejdskraft, blev herefter dækket af husmændog daglejere: et landproletariat. I løbet af 1700-tallet blev befolkningstiltilvæksten grundlag for en tredobling af antallet af husmandslodder fra ca. 17-20.000 til ca. 60.000. De huse, som overgik til selveje i årene 1770 – 1810, fik et vist jordtilliggende. Husmændene blev altså en slags (meget små) gårdmænd. Antallet af helt jordløse huse til landarbejdere stiger særlig kraftigt i perioden efter napoleonskrigene.

Fig. 4.4.b-c. Aarslev by, Slagelse Herred  1786 kobbelbrug. 1795   udskiftet og udflyttet.  Delvis ’stjerne-udskiftning’.

Fig. 4.4.b-c. Aarslev by, Slagelse Herred  1786 kobbelbrug. 1795   udskiftet og udflyttet.  Delvis ’stjerne-udskiftning’.

Fra  Carl-Johan Bryld & Harry Haue: ”Det agrare Danmark 1680-1980’erne.

4.2.3 Fra husøkonomi til markedsøkonomi.

Tiltagende arbejdsdeling og specialisering

Som ovenfor nævnt var eksportefterspørgslenen kraftigt medvirkende faktor i landbrugsomlægningen. Dermed blev omlægningen også ensbetydende med, at pengeøkono­mien trængte stærkere frem i landbrugs­sektoren, samtidig med den fremmede specialisering, arbejdsdeling og vareudveksling. Omlægningen, herunder især udskiftningen, fulgtes af en omfattende udflytning af gårde (altså byggeaktivitet), anskaffelse af jernværktøjer (plove, harver) til afløsning af husflidsfrem­stillede værktøjer. Også landbo­husholdningernes øvrige husflidsprodukter trængtes i baggrunden til fordel for maskinfrem­stillede produkter (f.eks. klæde¹⁴).

Industrivækst på grund af landbrugeres efterspørgsel

Således blev da landbrugets efterspørgsel efter håndværks- og industripro­dukter, samt landbrugets eksportproduktion, en afgørende drivkraft i udviklingen af den tidlige danske industri: jernstøberier og teglværker(1840’erne og 1850’erne) samt industri og håndværk med tilknytning til forarbejdning og transport af landbrugsvarer, og senere tekstil– og tobaksspinderier¹⁵.

Byvækst

Den blev tillige drivkraft i væksten i både købstæders og landsognes håndværkspro­duk­tion og dennes tiltagende markedsorientering. Det gælder især kornsalgs-perioden, 1828-1857, som satte gang i byvækstog havnevækst, f.eks. Århus, og som gennem eksportoverskud muliggjorde finansieringen af jern­banebyggeriet fra 1862¹⁶. I forbindelse med jernbanebyggeriet anlagdes Esbjerghavn af hensyn til Englandshandelen.

Kul:
– industri
– sejlskibe
– dampskibe

Til den materielle baggrund for denne erhvervsudviklingen hører en stærkt stigende anvendelse af stenkulsom energiressource, først og fremmest til teglværker og dampmaskiner.  England var hovedleverandør, og fødevarer sendtes i bytte, samt tømmer fra Sverige og Finland. I første halvdel af 1800 tallet foregik transporten med sejlskibe, fra 1850’erne og især  fra 1860’erne også med dampskibe, i hvert fald en del af fødevareeksporten. Det Forenede Dampskibs Selskab (DFDS) stiftedes i 1866, som sammenslutning af i første omgang 3 mindre dampskibsselskaber, og udvidede hurtigt tonnagen. Initiativtager var Privatbanken ved C.F. Tietgen. Fra midten af 1860’erne ses en vækst i antallet af aktieselskaber  i industri og transport: enkeltmandsfirmaet var blevet en for lille enhed til den store kapitalakkumulation.  Mere herom i kap. 5.

Liberalismen vinder frem

Markedsorientering og en stadig mere udpræget kapitalistisk produktions­organisering i de traditionelle erhverv, landbrug og håndværk,  gik hånd i hånd med en fremvoksende økonomisk liberalisme (og socialpolitisk malthusianis­me), som kom til orde i sognekommis­sio­ner og skolekommissioner(fra hhv. 1803 og 1814), i de rådgivende stænderforsam­linger fra 1835, og ikke mindst i den grundlovgivende rigsforsamling i 1848-49.

Når grundloven af 1849 angiver at ville afskaffe feudale privilegier, og når næringsloven af 1857 afskaffer laugsprivilegier og købstadsprivilegier, er der hovedsagelig tale om anerken­delse af en allerede stedfunden udvikling fra feudale til kapitalistiske pro­duktionsforhold.

Næringsloven ophævede bøndernes tvang til at sælge og købe i købstæderne. For at mindske overgangsproblemerne for byernes købmænd, oprettedes såkaldte “læbælter” omkring købstæderne, i hvilke det ikke var tilladt for detailhandlende at etablere sig. Det gav anledning til en ny foreningsdannelse fra 1866, nemlig brugsforeninger, som jo formelt ikke var detailhandlende men “indkøbsforeninger”. Igennem brugsforeningen hjemkøbte bønder og husmænd varer fra byerne, bl.a. brændevin og grovvarer – og igennem brugsforeningerne organiseredes salg af varer som æg fra land til by. Det mindskede bondens transportarbejde.

Agrarkapitalisme

Udviklingen af et agrarkapitalistisk samfund med stærkt tiltagende arbejds­deling og varebytte blev grundlaget for den centrale placering, som handel­skapitalen fik i den danske erhvervsud­vikling efter 1870, ikke mindst i industriens udvikling.

4.2.4 Sammenfatning: tilsyneladende erhvervsstabilitet, underliggende strukturændringer

Handelssammenbrud

Hovedtræk af den økonomiske og sociale udviklig, som er beskrevet ovenfor, er netop hovedlinier. Udviklingsforløbene for de forskellige erhvervsgrupper udviser tilbagegang og fremgang, blandt andet afhængigt af de krige, som udspiller sig i perioden. Eksempelvis affødte napoleonskrigene efter 1807 omfattende krak både blandt bønder og ikke mindst i handelen. Og den efterfølgende deflation affødte også betydelige omvæltninger og sociale problemer (herom nedenfor, afsnit 4.3). Specielt skal det nævnes, at napoleonskrige­ne slog den københavnske internationale handel temmelig grundigt i stykker, og at udviklingen umiddelbart efter krigen tilføjede den københavnske handel adskillige yderligere knæk, mens den samme udvikling begunstigede provinsens handelshuse¹⁷.

Polarisering på landet: bønder – proletarer

Perioden giver en meget kraftig omfordeling inden for landbefolkningen, idet be­folknings­tilvæksten i høj grad falder sammen med en proletarisering af husmænd og landarbejdere (herom nedenfor, 4.3). Nettotilvandringen til byerne er lille: I 1840’erne en nettovandring på ca. 1700 personer pr. år til byerne, stigende i 1850’- og 1860’erne til 3000 pr. år. Først i 1870’erne tager nettoflytningen fart, med op til 9000 mennesker pr. år. Dette må ses i sammenhæng med, at håndværk og den helt lille industri også på landet opsugede en del af befolkningstil­væksten.

Disse ændringer ses ikke umiddelbart, hvis man alene betragter en statistisk opgørelse over økonomiske og demografiske forhold i perioden. Tabellerne 4.1 og 4.2 viser betydelig stabilitet i den geografiske og erhvervsmæssige fordeling. Ligeledes viser tabel 4.3 (BFI fordelt på erhverv) adskillig stabilitet selv i de mere vækstprægede år efter 1828. Og specielt kunne man hæfte sig ved et tilsyneladende langsomt tempo i landbrugets vækst (tab. 4.4).

Det skulle være fremgået af det ovenstående, at der forud for vækstperiodenfra 1830’erne er sket nogle dybtgående ændringer i de sociale strukturer især i landbruget, og efter 1830’erne også i de øvrige erhverv, ændringer af væsentlig betydning for den økonomiske udvikling i almindelig­hed, den primære indkomstfordeling i særdeleshed, forholdet mellem de sociale klasser, og de sociale problemers karakter og behandling i endnu større særdeleshed.

4.3 1700-1870 De sociale problemer

4.3.1 1700–1800 Et relativt stabilt samfund

Fra øde land –

Danmark kom ind i 1700-tallet med et af 1600-tallets krige og epidemier nedslidt og ødelagt produktions­apparat. Som ovenfor nævnt var befolkningstallet gået ned, talrige gårde lå øde, sundhedstilstand og produktion var på et lavt niveau. Med et moderne udtryk kunne det siges, at befolkningens sociale sårbarhed var betydelig.

Selvom en bonde havde indfæstet en gård, kunne det let hænde, f.eks. ved misvækst, kvægsygdom, egen sygdom, alderdom, brand eller andet, at han ikke kunne svare sine afgifter, og ikke selv holde brødet på bordet. Når tillige familie og naboer kun havde lidt at give af – ja så kunne sulten være lige ved døren.

med fællesskab også om sulten –

I landsbyen har en del af de sociale ulykker ramt flere ad gangen – f.eks. misvækst eller kvægsyge. Og i håndværk og handel har laugs- og gildestrukturerne betydet, at økonomisk nedgang har været fælles for flere mestre, svende, lærlinge. For ret store befolkningsgrupper har en del af det, vi forstår ved socialbegivenheder, i mindre grad været et individuelt anliggende.

Først når familiens eller naboens frivillige hjælp eller gildets/laugets understøttelse ophører, er folk blevet betragtet som fattige. Når for­arbejderne til fattigforordningerne af 1799 og 1803 lægger til grund, at ‘de fattige’ udgør 1/16 i byerne og 1/24 på landet, så drejer disse tal sig derfor ikke om de af socialbegivenheder ramte, men kun om den del af de af socialbegivenheder ramte, som er faldet igennem de primære netværk.

I begyndelsen af 1700-tallet kan vi konstatere, at der på én gang har været mange omstrejfende betlere og arbejdskraftmangel, bl.a. i form af mange øde gårde. At arbejds­kraften har haft en vis mobilitet, afspejler sig i adskillig samtidig kritik af ‘bondeflakkeri’,som især ramte de mere bjergsomme jyske herremænds godser. Statsmagtens politik på dette tidspunkt har fastholdt problemstrukturen, idet man begunstigede her­remændenes udbytning af bønderne, samtidig med at det med tvangsforanstaltninger søgtes at skaffe hovedgårde og fæstegårde arbejdskraft (stavnsbåndet fra 1733¹⁸).

– til vækstsamfund  

Wealth of nations

Hen imod slutningen af 1700-tallet afstedkommer den øgede efterspørgsel efter landbrugs­produkter (ikke mindst fra eksporten), dels at produktionen søges forøget på hovedgårdene ved indsats af både arbejdskraft og forbedrede produktionsmetoder, dels– senere – at politikken omlægges i retning af at hæve også fæstegårdenes produktivitet, og sidst i århundredet at hæve den samlede produktivitet igennem fæstegårdenes overgang til selveje. (Liberale økonomiske tanker såsom Adam Smiths “Wealth of Nations” var kendt i Danmark allerede fra 1778). Den samlede produktion øgedes altså, og dermed ændredes baggrunden for den social nød. Flere kom i arbejde, færre forblev fattige. Og de, der tjente, havde mere at yde af. Oplysningstidens politikere havde et dobbelt formål for øje, nemlig at øge rigets produktion ved dels at udnytte ubrugt arbejdskraft, dels at sætte mindre arbejds­duelige individer i stand til at udnytte en ‘resterhvervsevne’

.

4.3.2 1800-1870 Erhvervsstrukturændringer, øget levealder og netværksopløsning

Opgang og nedgang under krig

Efter højkonjunkturen op til Danmarks deltagelse i napoleonskrigene, som mindskede de fattiges tal og politisk set mildnede luften for dem, fulgte meget betydelige erhvervsom­lægninger og omlægninger af klasserelationerne, ændringer som øgede mængden af sociale problemer og ændrede deres karakter.

1813 statsbankerot

 Bondefrigørelse, vækst i landarbejderproblemet

Napoleonskrigene ruinerede stort set de store københavnske handelshuse. Mange nybagte gårdejere endte på tvangsauktion som følge af de prisfald, som fulgte med sammenbruddet i den internationale handel. Samme virkning havde efterkrigstidens deflationspolitik,medens de bønder, som havde købt deres gårde tidligt i fæsteafløsnings­tiden, havde nydt godt af den tidlige krigstids stigende kornpriser, og meget hurtigt  havde kunnet afdrage deres prioritets­gæld. Der skete altså en differentiering i bondestanden¹⁹. Samtidig voksede befolkningstallet væsentligt, især som følge af den højere levealder, som igen var en følge af den bedre ernæringstilstand, som baseredes på væksten i landbrugsproduktionen i slutningen af 1700-tallet. Dette skete uden at erhvervsmulighederne øgedes tilsvarende: mellem 1801 og 1840 voksede antallet af voksne mænd med godt 80.000, mens der kun oprettedes 47.000 nye ejendomme.  En betydelig del af tilvæksten af ejendomme var mindre husmands­steder. Desuden øgedes antallet af landarbejdere og jordløse husmænd, og de proletariseredes yderligere i takt med væksten i antallet af de arbejdsløse.

Privatisering af produktion og problemer

Sultesamfundet

Strukturændringerne i landbruget betød endvidere, at noget af den tryghed, som kunne være knyttet til familiefællesskab og landsby, og for den sags skyld til fæstesy­stemet, forsvandt²⁰. Ved overgangen til selveje og ikke mindst ved udflytningen blev den enkelte gårdmand, den enkelte husmand og den enkelte landarbejder mere privat både i henseende til indtjening og i henseende til mangel på indtjening, end man havde været i det gamle og tætte landsbyfællesskab. Det er altså ikke blot forholdet mellem den industrielle arbejder og arbejdsgiveren, som med Marx’ udtryk bliver et blot og bart ‘cash-nexus’– det er også de sociale forhold på landet, der antager en sådan karakter. Og med den udvikling, som den danske erhvervsstruktur gennemløber, er det så ubetinget husmænd og landarbejdere, der bliver bærere af hovedparten af de sociale problemer. En samtidig undersøgelse konkluderer:

”at arbejdslønnen her i landet er så lav, at en mand, der kun har sit eget arbejde hele året rundt, kun i et eneste af landets 18 amter kan tjene så meget, at han dermed kan skaffe hustru og børn et tarveligt livsophold”²¹

Andre ufaglærtes, ikke mindst kvindernes situation har ikke været bedre.

Flere håndværkere – færre mestre

Udviklingen i byerne i 1800-tallets første 2/3 er præget af en vis, ikke så stor, nettoindvan­dring, og af en vis vækst i håndværkerne og i handelen, samt opbygningen af en begyndende industri. Inden for handel og håndværk medfører udviklingen en vis proletarisering, i den forstand at mestrene øger antallet af lærlinge og svende, således at stadig færre af de uddannede har udsigt til selv at opnå mesterskab. Denne udvikling sker i takt med, at håndværksproduktionen bliver stadig mere markeds­orienteret. Denne udvikling medfører igen, at laugene som sikringsorganer får betydning for en aftagende del af fagets udøvere. Adskillige svende etablerer sig som fri-mestre, dels i byerne, dels på landet. Også disse erhvervs­kategorier ligger under for den højere grad af social sårbarhed, som fraværet af laugssikringen betyder. Dette samme gælder den nye industris arbejdere, som jo ikke har nogen faglig organisation til sikring ved socialbegivenheder. Sv. Aa. Hansen angiver (I p 266), at dødeligheden for mænd i København i 1850’erne var 188 mod 131 i provinsbyerne, når dødeligheden på landet sættes til 100, og han fortsætter, at forskellen mellem landsdelene ikke var stort mindre i 1870’erne.

For tyende og tjenestefolk gælder igennem hele perioden en vis ‘arbejds­giver-sikring’ ved sygdom. Men ved tjenesteforholdets normale ophør til skiftedag træder den fulde sociale sårbarhed i kraft.

1837 Forsømte børns frelse

Om børn er der spredte oplysninger fra perioden. Den ældste af foreningerne for børneforsorg, Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frels eoprettedes på baggrund af

”den sørgelige Erfaring, at der, uagtet det meget, der især i de senere Aar er blevet gjort for at modarbejde moralsk Fordærvelse blandt den yngre Slægt af Hovedstadens lavere Folkeklasser, dog her fandtes et stort Antal Børn der voksede op til Forbrydere, fordi ingen menneskekærlig Hånd raktes dem i det Tidsrum, de fristedes til at gøre de første Skridt på Lastens Bane”²².

Bymæssighed – anomi

Foreningen oprettedes til dels i protest mod datidens kriminalpolitik, som bl.a. indebar korporlig afstraffelse af børn ned til 10 års alderen for almindelig kriminalitet, først og fremmest berigelseskriminalitet. Det er nærliggende at antage, at byernes og især Københavns tiltagende urbanisering har været ensbetydende med en lumpenproletarisering og en normløshed, anomi, i visse sociale lag. En sociologisk lovmæssighed, som sociologer først senere har beskrevet som sociologisk.

4.4 1700-1870 Sociale institutioner 

4.4.1 1700-1799 Fattigvæsenet under betleriforordningen af 1708

1708 forordning: forbud mod betleri + forsørgelsesordnng

Forordningen af 24. september 1708 om Betlere i Danmark såvel på Landet som i Købstæderneetablerede (eller rettere: Tilsigtede at etablere) et offentligt forsørgelsesvæsen i Danmark²³.  Forordningen havde to formål – efter politisk holdning kan man betone det ene eller begge – nemlig 1) at få udskilt uværdige fattige og standset deres betleri, og 2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de ‘værdige’ fattige. De fattiges inspektører fik et udtrykkeligt påbud om ”at give agt på samme persons forhold, og har han ved drukkenskab eller andre laster forårsaget sig selv armod, må han ikke antages, men skal sendes til pesthuset i København”²⁴.

Som værdig til at modtage hjælp af det offentlige betragtede forordningen først og fremmest blinde sengeliggende og de, som slet intet kan fortjene, samt små forældreløse børn, men dernæst personer, der på grund af slet helbred, mange små børn og andre lovlige årsager ikke kunne tjene nok. Personer, der havde lidt skibbrud eller havde mistet deres ejendom ved ildsvåde, kunne få udstedt et særligt brev, der gav dem tilladelse til at samle almisse på et fremmed sted. En sådan tilladelses varighed var begrænset til ét år. Forordningen foreskrev, at det enkelte sogn skulle forsørge sine egne fattige. En forståelig ordning i en tid med uudviklet pengeøkonomi, og små tætte landsbyer. Forordningen hvilede i hovedsagen på 1) frivillige bidrag, 2) en énprocent afgift på embeds- og bestillingsmænd, 3) afgift på omsætning af fast ejendom, 4) afgift på løsøre-auktioner, 5) forlystelsesafgifter og 6) – på landet – tvungen ligning. Dette sidste er bemærkelses­værdigt, idet vi her for første gang ser en  kommunal  beskatning til kommunale forhold. Den tvungne ligning skulle kun træde til, når de øvrige ind­tægtskilder var utilstrækkelige. Det var de normalt.

Bestyrelse 
Tilsyn

Fattigkassen skulle i sognet bestyres af sognepræsten og ”tre eller fire af de vittigste og bedste sognemænd”. Disse stod under tilsyn af herredsfoged og præst. Borttransport af (uværdige) betlere betaltes af herredskassen.

Bortset fra, at sognekasserne ophævedes i 1734 og afløstes af herredskas­ser, skete der i 1700-tallet ikke væsentlige lovændringer. Der udstedtes adskillige forordninger mod betleri, hvoraf let kan udledes, at det stadig florerede trods forbuddet.

Forsørgelses-måder: omgang

 hjemmeforsørgelse: naturalier – kontant

Forsørgelsesformen under fattigkassen var meget ofte ‘omgangsforsørgelse’. Den praktiseredes på den måde, at den fattige blev bespist hos landsbyens gårdmænd efter tur. Fattigkommissionen kunne jo så nøjes med at udpege de mest velstående bønder til at indgå i omgangen, og derved havde man ordnet både den praktiske forsørgelse og finansieringen på én gang. En ordning, som i en tætbygget landsby kan være meget praktisk, al den stund transport af f.eks. gangbesværede har voldt større besvær over selv kortere afstande. Og en ordning, som ikke har nødvendiggjort kontant afregning. Dog har man også i en vis udstrækning praktiseret naturalieforsørgelse ved at levere mad, klæde og brændsel til fattige, som boede i eget hus: husarme. I byerne har kontantunderstøttelse været den normale form.

1733 Stavnsbånd

Netværk

Stavnsbåndsordningen af 1733²⁵kan med lidt ond vilje tolkes som et social-/arbejds­markedspolitisk redskab i den forstand, at den forbød mænd mellem 18 og 36 år at forlade det gods, hvor de var født. Derved skulle herremandens og fæstebøndernes arbejdskraftbe­hov sikres dækket, og samtidig var der ingen tvivl om forsørgelsesstedet ved social nød. Da stavnsbåndet senere blev skærpet (9-40 år i 1742), affødte det selvstændigt sociale problemer. I ikke så få tilfælde valgte gravide kvinder nemlig at forlade sognet før fødselen for at føde i købstaden og dermed ‘skjule skammen’ og unddrage deres sønner stavnsbånd (og værnepligt). Men samtidig var disse kvinder udsat for netværksbortfald.

Op igennem 1700-tallet har familie, landsbyfællesskab, gilde og laug fortsat betydning som sikringsorganer i tilfælde af det, vi forstår ved socialbe­givenheder. Og det er vel ikke urimeligt at antage, at med de bedre konjunkturer har disse organer kunnet varetage en stigende andel af de relativt færre sikringsopgaver.

Stiftelser

Endelig skal nævnes, at velstående personer oprettede nogle (ganske længe eksisterende) stiftelser: Kongen, Frederik IV, etablerede i 1727 et Vajsenhus (hjem for forældreløse børn) og i 1753 et Opfostringshus, begge i København. Rådmand og kniplingshandler Struck etablerede Vajsenhuset i Tønder, siden i 1950’erne videreført som børnehjem.

4.4.2 1799- og 1803-lovgivningen. ‘Nyere målsætninger’ for fattigvæsenet

1787 Fattigkommission

1800-tallets fattigvæsen blev forberedt med Den store Fattigkommission af 1787 – en af oplysningstidens reformkommissioner, omtrent samtidig med Den store Skolekommis­sion og med Landbokommissionen.

Fattigkommissionens forslag resulterede i tre fattiglove for det kongerigske Danmark.²⁶Skønt tænkt som midlertidige love, kom de dog til at gælde indtil 1891. 

1799-1803 Den første socialreform

Det er med rette blevet sagt, at med 1803-reglementerne etableres de første i nutidsforstand kommunale organer i Danmark uden for København, udstyret med ret til beskatning og ret til beslutning om forbrug af midler. Kort tid efter, i 1814, fulgte næste led i kommu­nestyreudviklingen, med almueskolea­nordningernes skolekommissioner.

1803-reglementerne foreskriver, at

Forsørgelseslov

“.. de Fattige, som ei ved egne Kræfter på lovlig Maade, kunne erhverve sig nødtørftig Underholdning og saaledes uden andres Hjælp, enten gandske, eller for en Deel maatte savne den Føde, Klæde, Huusly, Varme og Pleie i Sygdoms Tilfælde som er dem uundværlig til at vedligeholde Liv og Helbred” (K§3, L§5)

skal forsørges af købstadens hhv. landsognets fattigvæsen. K-plan 1799 har en lidt anderledes ordlyd, men samme indhold.

Forsørgelsesmåder:

De personer, som opfylder de citerede tildelingsregler, inddeles i tre ‘klasser’ med henblik på forsørgelsesmåden:

De helt uarbejdsdygtige

“Til 1ste Classe henhøre alle så gamle og syge, eller på Helbred, Førlighed, Sandser og Forstand saaledes svækkede, at de aldeles intet, eller kun saare lidet, kunde fortjene til Livets første Nødvendigheder.

Forældreløse børn

Til 2nde Classe henhøre Børn, som ere Fader- eller Moderløse, eller hvis Forældres Forstand, Helbred eller Sæder, ere saaledes beskafne, at Børnenes Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betroes.

Delvist uarbejdsdygtige

Til 3die Classe henhøre sådanne Familier eller enkelte Personer, som formedelst Svagelighed, mange Børn, tiltagende Alder, eller andre sådanne Aarsager, ikke ere i Stand til at fortjene saa meget, som behøves til deres eller deres Børns nødtørftige Under­holdning” (K § 7, L § 11).

De fattige af “første Classe” forsynes af fattigvæsenet med kost (naturalier, kun undtagelsesvis med penge), nødvendigste klæder, husly og varme “ved at indtinges til huse”, og med pleje i sygdoms tilfælde.

Børnene (2. klasse) indtinges hos plejeforældre

“til Opfostring og Opdragelse, (under Kommissionens) bestandige Tilsyn med Pleie­forældre­ne, at de tilbørligen opfylde deres Pligter mod Børnene, (og) med de allerede forsørgede Børns Underviisning og Opdragelse, indtil disse ere confirmerede”

(hvorefter børnene af fattigvæsenet sattes i tjeneste)

Delvist uarbejdsdygtige gives  arbejde ’ved gangbar pris’

“Den 3die Classes Fattige understøttes saaledes, at de ikke lide Mangel på det Nødtørftige, hvorved dem kunde gives Anledning til Betlerie; men at det derhos giøres dem nødvendigt, selv at arbejde for deres Underholdning, saa meget som de formaae. For disses Under­støtning sørges altsaa ved efter Muelighed, at forhielpe dem til noget, med deres Kræfter passende Arbeide, mod Betaling efter gangbar Priis; og naar dette ei kan tilstrække, ved anden Hielp, hvilken Hielp dog ikke i Almindelighed bør gives i Penge, men i Fødevare, Brændsel, Klæder osv., som anvises dem (hos Sognets Beboere eller) for Distriktets Fattigkasses Regning (anskaffes)”²⁷.

Formål:

Den tidligste af disse ordninger, Københavns fattigplan, har en for­målsparagraf, som i sit indhold næsten er på højde med 1970’ernes social­reform:

Arbejdsevne og arbejdslyst

“Det er Fattigvæsenets Øiemed: At antage sig alle Trængende, som ikke have, og ikke selv kunne forskaffe sig, nødtørftig Underholdning; samt at sørge for, så meget mueligt, at de Gamle og Svage blandt disse nyde Almisse; at de Arbeidsføre gives Arbeide, naar de er villige til at erhverve, men derimod afvendes fra Lediggang, og sættes i Nødvendighed til at arbeide, naar de hellere betle, end lovligen erhverve; at de Syge helbredes, at de Unge anføres til Kundskab, Sædelighed og Arbiedsomhed; alt, på det at den offentlige og private Godgiørenheds milde Gaver retteligen kunde anvendes, virkelig Trang afhielpes eller forekommes, Betleri aldeles afskaffes, og svage eller uvante Arbeidskræfter styrkes og anvendes til Gavn for den som har dem, og til Nytte for det Almindelige”²⁸.

Nødtørftig sikring

Det gennemgående træk i 1799-1803-ordningernes tildelingsregler er manglen på mulighed for på lovlig måde at erhverve det nødvendige til eget (og familiens) underhold (samlign BiL §§37 stk. 1 og 43 stk. 1 (1974-udgaven)). Ligeledes er den gennemgående udmålingsregel, at de fattige skal forsynes nødtørftigt, efter om muligt at være skaffet arbejde ‘til gangbar pris’, og (ikke mere end) svarende til deres evne. Altså en supple­mentspligt.

Måde: naturalier

Ordningernes hovedregel vedrørende forsørgelsesmåden er naturaliehjælp. For­arbejderne viser, at 3 hensyn ligger bag denne hovedregel: 1) frygten for at de fattige skal misbruge hjælpen, hvis den ydes i penge, 2) antagelsen om, at det kan være svært for den fattige at købe sine fornødenheder (i tilstrækkeligt små portioner!) i by eller landsby (muligvis fordi bønderne så blot kunne lade være med at sælge, og dermed umuliggøre den fattiges eksistens i landsbyen), 3) hensynet til, at de sognebeboere, som tilpligtes at levere fødevarerne, kunne være stærkt fristet til at levere det ringeste af vinterforrådet. Harald Jørgensen omtaler, at mangen en tvist har udspillet sig mellem sognemændene om leverancernes fordeling – det er jo ulige mere byrdefuldt at skulle levere en skæppe rug til pinse end at skulle yde en skæppe rug sidst på efteråret.

1799-1803-ordningerne udviser et skarpt blik hos lovgiver for risikoen for overdreven sognekommunal påholdenhed.

Udførende organer 
Forsørgelses-forstanderen

Blandt andre helt 1960’er-agtige træk i 1799-planen er forsørgelsesfor­standeren– datidens familievejleder – som skulle drive opsøgende virksomhed i sit lokalområde, bistå dem med ‘resterhvervsevne’ til at skaffe sig nogen indtægt, og formidle det nødtørftige til dem, som savner det:

“at have vaagent Øie med enhver ved Fattigvæsenet indskreven, og sig i Distriktet erholdende Fattig; at opmuntre og tilholde dem til Arbeidsomhed, Huuslighed, Orden og Reenlighed; at drage Omsorg for og have tilsyn med: At de i Sygdoms Tilfælde faar Kuur og Pleie, med videre, som til fornøden og godmodig Omhue for den Trængende og Lidende henhører”²⁹.

Stillingen som forsørgelsesforstander var ulønnet, men ‘sagspresset’ til gengæld ‘normeret’ til 15 familier. Det kneb med at få frivillige til at påtage sig arbejdet³⁰.

Om fattige børn bestemtes særskilt, at de skulle sikres skolegang.

Retsvirkninger
1809, 1824, 1849

Der var ikke knyttet nogen negativ retsvirkning til modtagelse af fattighjælp. Dog indeholdt reglementerne den bestemmelse, som fra ca. 1809 skulle blive brugt som ud­gangspunkt for  ‘fattigstemplet’: Bestemmelsen om, at sognekommissionen af en afdød fattighjælpsmodta­gers bo kunne søge at skaffe sig sine udlæg refunderet (K §20, L §24).

Forsørgelsesret og forsørgelses-kommune

Reglementerne knæsatte princippet om, at fødestedskommunen var hoved­sagelig forsørgelseskommune. Dog erhvervede man forsørgelsesret i en kommune ved ophold af mere end 3 års varighed dér. Forsørgelsesstedsbe­stemmelserne resulterede allerede i tilblivelsesåret i klager over sognekommis­sionernes ihærdighed m.h.t. at få skibet de fattige over sognegræn­sen. Fødestedsprincippet blev siden et politisk stridspunkt af væsentlig betydning. I en periode med vandring fra land til by har afvandringskommuner­ne betydelig økonomisk interesse i at få forsørgelsespligten henlagt til op­holdskommunen.

Det Gamle Syge- Plejehjem i Norring

Fig. 4.5 Fattighuset i Norring, Hinnerup kommune

Ifølge fattigreglementet 1803 oprettedes med sognepræsten som formand et fattigforstanderskab, som efter et budget kunne opkræve skat, kontant eller naturalier. Grevskabet Frijsenborg skænkede træ til tag­konstruktion og formentlig også til bin­dingsværket.

Trods en del lokal modstand opførtes huset i Norring og stod færdigt i 1813. Arealet på 60 m2 omfattede 4 “lejligheder” med lergulv samt indgang og køkken med pikstensgulv.

I ti år var her husly for nogle gamle og syge, der ikke kunne forsørges på anden måde. Fra 1823 var her fattighus for de tre kategorier af trængende:

 Gamle og svagelige; – fysisk og psykisk syge; nødlidende familier eller enker med børn.

I en periode har her boet 14 personer, samtidig.

Indtil 1841 fandtes her en bilæggerovn, men den tilhørte skolen og blev atter fjernet. Det åbne ildsted var nu eneste opvarmning.

1899 blev huset solgt til private, indtil Hinnerup kommune 1981 købte det, som det eneste kendte af sin art, der stadig ligger på sin oprindelige plads.

4.4.3 1803-1870 Socialpolitik under skatteyderindflydelse

4.4.3.1 Fattigvæsenet, De fattiges kasse

Kamp om ydelses niveau og ydelsesvilkår

De for de fattige meget venlige 1799- og 1803-ordninger blev rygraden i 1800-tallets fattigforsørgelse. De blev til under en højkonjunktur, og de blev til, skrevet af en velstående overklasse, som ikke i nævneværdigt omfang skulle bære byrderne ved fattigforsørgelsen. De blev i løbet af 1800-tallet udhulet af de klasser, ikke mindst bønderne, som blev sat til at administrere og finansiere ordningerne. Da bonden kom til indflydelse, blev tiderne magre for de fattige. Dette gjaldt i landbrugskrisetider, men også under kornsalgs­perioden, som gav landbruget gode indtægter. Denne udvikling blev båret dels af en malthusiansk inspireret liberalisme, dels argumenteret med snævre skatteyderinteresser. Men udviklingen skete også under løbende kritik af socialpolitikkens inhumanitet. Der stod politisk kamp om socialpolitik­ken – et eksempel herpå er §1 i den supplerende fattiglov, Placat af 14. dec. 1810:

”Ingen, der ei endnu er trængende til Understøttelse, maae bortvises fra det Fattigdistrikt, hvori han opholder sig, under det Paaskud, at han mueligen i Tiden kunde blive Distriktet til Byrde”³¹.

Plakaten forsvarer på flere måder de fattige mod overgreb fra sognekommissionerne: Det slås fast, at den fattige skal modtage hjælp i opholdskommunen, som så ganske vist kan kræve hjælpen refunderet af fødestedskommunen, hvis opholdet har varet mindre end 3 år. Og det slås fast, at ingen fattig må flyttes fra distriktet, før fremtidigt forsørgelses­sted er skriftligt aftalt, og ej heller før flytning kan ske uden risiko for helbredet.

1824 ægteskabs-forbud

Den første egentlige deklassering af de fattige i dansk lovgivning sker i 1824, da det ved ændring af ægteskabsloven påbydes, at

”ingen af dem, som ville indlade sig i Egteskab, nyder eller fra den Tid deres Forsørgelse som Børn ophørte, har nydt nogensomhelst urefunderet Understøttelse af Fattigvæsenet, da i modsat Fald Egteskabet ikke kan tilstædes, med mindre .. Direktion for Fattig­væsenet .. i Kjøbenhavn (eller) Sognekommissionen for det Fattigvæsen, hvori manden er forsørgselses­berettiget, erklærer, at der for Fattig­væsenets Vedkommende intet findes imod (ægteskabet) at erindre”³².

Hjemlen til at nægte tilladelse til ægteskab bestod frem til 1961. Lovændrin­gen bliver til efter krav fra landsogne, og under indtryk af malthusiansk tanke­gang: Hvis man mindsker de fattiges adgang til ægteskab, mindsker man sandsynligheden for at de formerer sig, og dermed mindsker man den samlede nød i samfundet. Med samme formål foreskreves mindstestørrelse for parceller, der udstykkes til husmandssteder (3. dec.1819).

1835 Rådgivende stænderforsamlinger

I 1835, da de rådgivende stænderforsamlinger træder sammen, bliver de (bl.a.) et socialpolitisk debatforum. Ganske vist anfægtes princippet om, at samfundet er pligtig at komme nødstedte til hjælp, ikke. Men især i den jyske stænderforsamling i Viborg stilles krav og forslag om reduktion af de overhåndtagende udgifter til fattigforsørgelsen. Heraf følger ingen beslutning, der principielt anfægter hovedlinierne i 1799-1803-ordningerne.

1849 Grundlov

Grundloven af 1849 fastslog, lige som enevældens 1803-reglement, at 
”den som ikke ved sit Arbeide selv kan ernære sig og Sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom påbyde” (§89) (smlgn. 1953-grundloven §75.2).

Det skete ikke uden modstand. Malthusianere i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, med N.F.S. Grundtvig som talsmand, gik imod en sådan forsørgelsesret.  Vedtagelsen skete med 84 stemmer mod 23.

Samtidig var der, mod Barfods og I. A. Hansens protest, næsten udelt tilslutning til bestemmelsen i valgloven om, at udelukket fra valgret (og valgbarhed) var enhver, der ”nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt” (§31b). Dermed satte grundlovsfædrene de fattige i bås med kvinder, tyende, umyndig­gjorte og straffede. Ret bemærkelsesværdigt i betragtning af, at 1849-grundloven var den mest demokratiske af hele denne revolutionsperiodes forfatninger. (se historisk oversigt, pp. 284 ff )

Værdighed/ uværdighed  

1848 undtagelsen

Samtidig med grundlovens givelse – hvor altså mindreværdigheds- eller afskrækkelses­prin­cippet fastslås – kommer også de første regler om, at visse fattighjælpsmodtagere er mere værdige end andre. I anledning af treårskrigens udbrud (1848) bestemte justitsmini­steren på opfordring fra en sjællandsk sognekommission³³, at der skulle ydes hjælp til værnepligtiges og krigsin­validers familie uden fattighjælps deklasserende virkning. Denne lovgivning forlænges nærmest som noget selvfølgeligt under hele krigen. Men også senere, i 1853, 1854 og 1855 hjemles der ved særlig lovgivning sognekommissionerne ret til at yde fattighjælp uden fattighjælps virkning til vinter- eller misvækstramte. Vi kan altså konstatere, at trods den forholdsvis brede politiske enighed om deklasseringebestemmelserne i 1849-grundloven, har der været en betragtelig opinion, som har vendt sig imod den ubetingede nedvurdering af de fattige. Det er nok realistisk at antage, at disse modstående synspunkter har været centrale i de lokale politiske slagsmål om den konkrete udøvelse af fattigfor­sorgen³⁴. Der findes hos Harald Jørgensen omtale af mange eksempler på, at enten fattige, der har været utilfredse med sognekommissio­nens behandling, eller andre personer, evt. mindretal i sognekommis­sionen, har påklaget den lokale sognekommissions beslutning til Danske Kancelli, og i adskillige tilfælde fået medhold imod den sognekommunale påholdenhed.

1856 De fattiges Kasse

Temaet om den værdige, hhv. uværdige fattige, finder sin foreløbige lovmæssige afklaring med lov om De fattiges kasse i 1856. Denne lovgivning afspejler flere diskussionstemaer, som skulle vise sig levedygtige i det næste århundredes socialpolitiske debat. De fattiges kasse (i 1907 omdøbt til hjælpekassen) var et parallelt fattigvæsen, med egen bestyrelse og særskilt finansiering. Den ydede hjælp uden fattighjælps virkning til nødstedte individer, som ikke (endnu) var optaget under det ‘rigtige’ fattigvæsen.

1. Hjælp til selvhjælp

Et af motiverne til opbygningen af et sådant særligt væsen var besparelses­hensynet:  Man regnede med, at en lille hjælp fra den frie fattigforsorg kunne hindre en social deroute, som ville kunne få folk til varigt at melde sig under det almindelige (og dyre) fattigvæsen.

2. Tvangs- finansiering –statskritik

Et andet motiv til lovforslaget om opbygning af et sådant særskilt fattigvæsen var ønsket om at komme den tvungne finansiering til livs, bl.a. ud fra en nærmest fremmedgørelses­kritisk opfattelse; det, at bidrag til de fattige var en tvang, en pligt (‘skattens skarpe klo’), blev betragtet som ødelæggen­de for den kristne næstekærlighed, som burde være al hjælps grundvold.  Der burde gives ud fra en ægte, direkte næstekærlighed, og den fattige ville blive højnet og åndeligt styrket ved bevidstheden om, at medborgeren af egen fri vilje rakte ham en hjælpende hånd. De frivillige bidrags størrelse bragte dog ret snart sådan argumentation til ophør – en stor del af de fattiges kassers udgifter blev finansieret ved bidrag fra kommunekas­sen. Næstkærligheden var utilstrækkelig som finansieringsgrundlag.

I forlængelse af den ‘statskritiske’ linie i 1856-loven må endnu i dag ses diskussionen om de offentlige sociale ordningers tendens til bureaukratisering og dehumanisering³⁵. Væksten i antallet af private velgørende organisationer i hele 1800-tallet er udtryk for en kritik af den offentlige socialpolitik, vel at mærke en kritik som fulgtes op med handling, ofte med ganske stor personlig og økonomisk indsats til følge.

Kritik af ensbehandling

Et tredie motiv til opbygningen af de fattiges kasse var kritikken af ens-behandlingen af alle fattige. Over for det almindelige fattigvæsen var alle lige: Gamle, syge, drankere, dårer, forældreløse børn, arbejssky, blinde og døve – alle var de hjemfaldne til tab af valgret, ægteskabsforbud og evt. hjemtrans­port til fødestedskommune. De var fattigstemplede. Et af hovedpunkterne i kritikken var, at visse af trangsårsagerne kunne siges at være selvfor­skyldte, mens andre var grund-læggende uforskyldte. F.eks. blindhed, døvhed, for­ældreløshed, aldersbetinget svagelighed. At behandle det ulige lige – kan egentlig siges at være en ulige behandling. I argumentationen finder vi elementer til den senere tids kategorikløvning: trængende opdeles i forhold til årsagerne til deres trang, og de hjælpes ud fra årsagerne.

Lovforslaget om De fattiges kasse blev stillet fra kirkelig side, men blev på vejen gennem Rigsdagen barberet for kirkelig dominans i administrations­apparatet – eller dog næsten barberet.

De fattiges kassestår endnu i mange kirker til højre for udgangen i våbenhuset.

Direkte lovændringer på det sociale område sker herefter stort set først i 1890’erne. Herom i næste kapitel.

Forsørgelses-måder:
omgang, naturalier, pengehjælp, hjælp i eget   hjem, bolig i arvet  hus

Som ovenfor nævnt var omgangsforsørgelseden dominerende forsørgelesmåde i 1700-tallet på landet. Der fortsætter den højt op i 1800-tallet, mens man i købstæderne i vid udstrækning har brugt kontanthjælp, uanset 1803-reglementernes forskrifter om naturalie­hjælp (se ovenfor, p 60 ff). Det fremgår af talrige korrespondencer, at centralmyndighederne fortsat inter­esserede sig for sognekommissionernes (evt. manglende) iver for at etablere naturalie­hjælp, samt for kvaliteten af de leverede naturalier.

En del af de mennesker, som fattigvæsenet må antage til forsørgelse – syge, gamle, enker, børnerige familier – bor i eget eller lejet hus. I mange tilfælde ser man, at sognekommissio­nerne (både i by og på land) vælger at lade dem blive boende, og forsyner dem med brænde, mad og tøj, og evt. lidt kontanter. Men der kendes også eksempel på, at pågældende fattiglem blev sendt på omgangsforsørgelse – hvorefter fattigvæsenet har solgt ved­kommendes hus og løsøre – det havde hun jo ikke længere brug for, når hun blev forsørget på omgang.

Det fremgår af mange samtidige fattigkommissionsprotokoller, at naturaliefor­plejningen er søgt gjort ganske omfattende, f.eks. Høje Tåstrup³⁶, hvor man endnu omkring midten af 1840’erne ydede brød, gryn, smør, flæsk.  F.eks. Karrebæk Sogn, forsørgelsesplan for 1804, ydede til de 23 trængende: Brød eller rug, byggryn, bygmel, malt, ærter, ost, smør, flæsk, tørv, samt en mindre pengeunderstøttelse. Oplysningstidens embedsmænd interesserede sig for kostsammensætningen!

Fattigstemplet

Blandt de naturalier, som de fattige også kunne blive forsynet med, var andre fattiges efterladenskaber. 1803-reglementerne gav fattigvæsenet ret til af fattighjælps-modtagerens dødsbo at søge sine udgifter dækket. Ud fra den regel udviklede sig en praksis sigtende til at forebygge, at den fattige ved salg eller bortgivning³⁷unddrog væsenet dets tilgodehavende: Fattigvæsenet satte sit stempel i fattiglemmets ejendele, og det blev ved lov gjort strafbart for andre at være i besiddelse af således fattigstempledegenstande. Således kom da fattigvæsenet ved dødsfald i besiddelse af lemmernes ejendele – og disse kunne ydes andre lemmer som fattighjælp. Husvilde lemmer kunne således anvises bolig i arvede huse.

Centralmagt mod lokalmagt

Harald Jørgensen gengiver en del eksempler på, at centraladministrationen har grebet ind over sognekommissioners for håndhændede behandling af de fattige.

Børn: familiepleje

Forsørgelsen af forældreløse børn under 1803-reglementerne skete i alt væsentligt i form af anbringelse i plejehjem mod vederlag. Dette gælder både i landsogne og købstæder. Ved sådan anbringelse har sognekommissionerne udvist megen nidkærhed for at holde plejevederlag lavt, til benefice for skatteyderne.

Auktion – eller underhånds-forhandling

I en del tilfælde har offentlig auktion over børns pleje været benyttet³⁸– det gjaldt i enkelte tilfælde også ved anbringelse af voksne fattige – men i flere tilfælde har plejeanbringelse efter underhåndsforhandling med interesserede været den brugte fremgangsmåde. Lovgivningen påbød sognekommis­sionerne at holde nøje opsyn med de plejehjem, hvori fattige børn var anbragt. Det fremgår af talrige korrespondancer, at amtmænd og kancelli har ment, at sognekommis­sionerne i utilstrækkelig omfang efterlevede denne forpligtelse³⁹. Påbudet om tilsyn har været begrundet i en formodning om, at de fattige børn ofte toges i pleje af snævert økonomiske interesser. Og plejebørnenes høje dødelighedstal i begyndelsen af 1800-tallet modsiger ikke en sådan formodning. Det er dog nærliggende at antage, at motiverne hos plejefamilierne til at tage børn i pleje har været meget forskellige, og det forekommer betænkeligt alene at lægge vægten på det økonomiske. Materialerne herom hos Harald Jørgensen viser, at adskillige sognekommissioner har benyttet det forhold, at børns slægtninge har taget dem i pleje, f.eks. efter forældres dødsfald, til at presse plejevederla­get ned. Endvidere viser en klagesag, at en familie har haft et barn i pleje, og ønsker at forlænge plejeforholdet, som imidlertid blev ophævet, fordi en anden familie ved auktionen underbød den hidtige plejefamilie. Materialet herom er altså modsætningsfyldt, og det må forekomme betænkeligt at konkludere, at det økonomiske motiv var plejefamiliernes eneste motiv⁴⁰.

Private initiativer

Ved siden af det sognekommunale fattigvæsen findes fra 1807 en kgl. døvstummeskole, og – fra 1811 – et kongeligt blindeinstitut, hovedsageligt finansieret af indsamlinger i Selskabet Kjæden, dog med en vis kongelig økonomisk statsstøtte. Hertil kom fra 1816 en helbredelsesanstalt for sindssyge, og fra 1855 den første private åndssvageanstalt – alle institutioner med ‘revalideringslignende’ målsætninger. Mere herom pp. 157 ff.

4.4.3.2 Arbejdshus og fattiggård

Misbrugsfrygt

Frygt for misbrug– den tankegang, at personer kunne foretrække at nyde fattighjælp fremfor at erhverve ved ærligt arbejde – var af central betydning i diskussionerne omkring oprettelse af arbejdshuse og fattiggårde, diskussioner, som løb igennem hele 1800-tallet⁴¹.

Stempling – Yderligere deroute

Den stadig mere udtalte stempling, som ændringer i 1803-reglementerne medførte gennem 1800-tallet, betød, at tilskyndelsen til at søge arbejde – tilskyndelsen til at undgå at fortsætte en sociale nedtur – var nok så begrænset, al den stund man jo forblev fattiglem, så længe man ikke havde tilbagebetalt eller dog fået eftergivet modtagen fattighjælp. Retsvirkninger af modtagelsen af fattighjælp var altså egnet til at fastholde personer i en social deroute.

Ønsket om at bekæmpe misbrug er ikke eneste motiv i debatten om fattigvæsenets indretning⁴². Også et opdragelsessynspunkt, aktiveringssynspunkt eller revali­derings-synspunkt spiller en betydelig rolle i debatten. Igennem første halvdel af 1800-tallet ses i flere landsogne og købstæder forsøg med oprettelse af arbejds- og fattighuse, til hvilke ofte er knyttet fattigskole for børn med henblik på oplæring i håndværk. Fattig­væsenet kunne så gøre modtagelse af fattighjælpen afhængig af, at fattiglemmet arbejdede i arbejdshuset. I 1838 siger repræsentanter for fattig­kommissionen og arbejdsan­staltens bestyrelse i Svendborg, pastor Steen og byfoged Moltke, bla.:

”Efter at en sådan (Anstalt) nu har bestået i 4 Aar overensstemmende med det den 2den Decbr. 1834 approberede Regulativ, har det viist sig, at når i selve Arbejdsan­stalten ikke tillige haves bolig for de Fattige, opnaaes Hensigten ikke” ”..de. udeblive under mangfoldige Paaskud”⁴³.

Hvorved de argumenterede for internatanbringelse af de fattige i en arbejdsanstalt. Ellers kunne man ikke ‘motivere’ de fattige til tilstrækkelig arbejdsomhed.

Afskrækkelse

Endelig har et afskrækkelsessynspunkt betydet en del for oprettelsen af fattiggårdene. Udsigten til at skulle opgive egen bolig og husholdning, hvis man søgte hjælp fra fattig­væsenet, har givetvis fået mange fattige til at udholde sulten længere, end de ellers ville have gjort.

Omkring 1859 tages initiativerne til oprettelse af Tikøb og Ringe sognes fattiggårde. De bliver forbilleder for de næste 2 tiårs bølge af fattiggårdsop­rettelser rundt i sognekommuner­ne, og skal derfor omtales lidt nærmere.

Fattiggårde i sognekommuner Eks.: Tikøb

Tikøb Sogneforstanderskabs begrundelse for ”Oprettelsen af Forsørgelses- og Arbejdsan­stalten i Tikøb”:

”Skjøndt Afgiften er stor for de Beskattede, er den ikke tilstrækkelig til at afhielpe den Fattiges Trang i Almindelighed, der desaarsag frister en ynkelig Tilværelse, og som oftest bukker under for Fristelsen til Magelighed og Drikfældighed”⁴⁴.

Ser vi bort fra den sproglige 1800-tals form virker argumentationen ganske nutidig: ”dyrt for skatteyderne – ineffektivt i målopfyldelsen – brugernes behov dækkes ikke”.

I anstalten, som oprettedes efter slesvigsk mønster, skulle enhver, der søger hjælp fra fattigvæsenet, optages. Sogneforstanderskabet⁴⁵

”.. haaber herved at kunne berede den Fattige bedre Vilkaar, saavel i legemlig som aandelig Henseende, end de, til hvilke de nu ere henviste, naar de nødes til at tye til offentlig Understøttelse. Man haaber endvidere at kunne sætte en nødvendig Dæmning for en skrømtet Trangs nærgaaende Fordringer, og at den paatænkte Foranstaltning ikke blot vil befrie Sogneraadet fra et føleligt Tryk med Hensyn til den communale Bestyrelse, ved saavidt muligt at concentrere Fattigforsørgelsen til eet Punkt; men ogsaa i øconomisk Henseende vise sig fordelagtig for Communen.”

”skrømtet Trang” – også dengang kendte man ‘nogen, der ikke virkelighar brug for hjælp’⁴⁶.

Tikøb-fattiggårdens reglement blev forbillede for mange andre fattiggårde i landet. Ifølge reglementet

”.. lededes Gaarden af Sogneforstanderskabet i dets Helhed, medens det nærmere Tilsyn paahvilede en Direktion, der havde pligt til hver Uge at besøge Anstalten. .. (og) en Forstander, der havde den egentlige daglige Ledelse af Husets Økonomi og af Lemmernes arbejde. ..”

”.. var enhver, der var berettiget til at faa Fattighjælp, hvadenten det drejede sig om fast eller midlertidig Understøttelse, forpligtet til at modtage denne Hjælp i Arbejdsanstalten. Dog kunne visse Undtagelser gøres, men kun med Sogneforstander­skabets Tilladelse. Ved optagelsen medbragte en Fattig sine Ejendele, der blev registreret, men han beholdt sine egne Gangklæder, saalænge de kunne anvendes. Først derefter modtog han Anstaltens.”

“ Lemmerne var forpligtet til at udføre det Arbejde, de fik anvist, enten indendørs ved Rengøring og Madlavning, eller i Mark og Have. Viste de sig flittige og omhyggelige, kunne Forstanderen tilstaa dem en lille opmuntring.”

“ Alle Lemmerne fik den samme Kost, dog kunne Direktionen dispensere herfra for enkelte Personer. Nydelse af Spiritus og Tobak var absolut forbudt. Indenfor Anstalten holdtes de to Køn skarpt adskilt, men undtaget var smaa Børn og ældre Ægtefolk.”

”.. børnene (skulle) stadigt og aktivt besøge Skolen, og de skulde holdes til at passe deres lektier”.

I den politiske beslutningsproces frem til godkendelsen af reglementet er det be­mærkelses­værdigt, at Indenrigsministeriet – de fra kanceliet og enevælden overlevende embedsmænd – modsætter sig adskillige af sogneforstanderskabets ønsker. Det drejer sig om bestemmelser 

om  at midlertidigt trængende skal være forpligtede til at lade sig indlægge,
om  fattiggårdsfor­standerens hals- og håndsret over de indlagte lemmer,
om  fattigvæsenets ret til at lade bortsælge den fattiges ejendele,
om  fattigvæsenets ret til, evt. mod den fattiges vilje, at udleje hans/hendes arbejdskraft til andre. 

Ministeriets modvilje imod, at børn optages i anstalten, vinder ikke igennem – det bliver tilladt at indlægge børn i fattiggården. Hermed er også sikret en af de tungtvejende indvendinger mod systemet mange år frem: det, at børn skal opfostres sammen med gamle, syge, drikfældige, gale, bliver meget skarpt kritiseret. Se pp. 99 ff.

I købstæderne er kaserneringen af de fattige begyndt tidligere end i landsognene, men fortsætter og systematiseres også i 1860’erne og 1870’erne. Hyppigt byggedes fattiggårde­ne uden for selve købstadsgrænsen, nær ved skov og mark (og behageligt uden for det pænere borgerskabs daglige synsvidde) – f.eks. Århus og Svendborg⁴⁷. Bevægelsen for nybyggeri af store fattiggårde klinger ud o. 1880. Mange steder har 1800-tallets imposante fattiggårds­komplekser indtil for ikke mange år siden været i funktion, under navn af forsorgshjemeller arbejdsanstalt.

Fig. 4.6 Svendborg fattiggård

Svendborg fattiggård, bygget 1872. Grundplan o. 1890. 
Fra Otto Jonasen & Henrik Jansen: ”Fattiggården ”

4.4.4 Fattigvæsenets bestyrelse og finansiering

1708 Sogn Herred Stift Danske kancelli

Forordningen af 1708 gjorde sognet til forsørgelsesenhed og henlagde fattigfor­sørgelsen til en bestyrelse, bestående af sognepræst og 3 eller 4 af de vittigste og bedste sognemænd⁴⁸. Over dette lokale organ fandtes et regionalt, bestående af herredsfoged og provst, som til­synsmyndighed, og i toppen af kransekagen Danske Kancelli. Finansieringen skete på sogneplan ved afgifter og frivillige ydelser, dog om fornødent suppleret med ligning efter evne – skønsmæssigt. Til særlig bistand for betrængte sogne – og til borttransport af ikke-værdige og betlere med forsørgelsessted andetsteds – oprettedes en herredskasse, finansieret ved en bestemt skat på de enkelte gårde og huse samt en kopskat på tjenestefolk og andre. Vi ser altså her den første udgave af en mellemkommunal udligningsordning. Ved lovændring i 1734 afskaffes sognekasserne, og hele forsørgelsesbyrden henlægges til her­redskasserne. Dette gjorde ikke det opkrævende væsen mere populært hos de ydende. Der blev længere imellem yder og modtager.⁴⁹

1803 Sogne-kommission:

1803 Sogne-kommission:

1803-reglementerne opretholder princippet om sognedistriktet som for­sørgelsespligtig enhed. Også i denne ordning placeres sognepræsten centralt – en motivering gives af daværende amtmand Poul Christian Stemann i en erklæring over det første udkast til bestemmelse om en sognekommission:

”.. lige som i Almindelighed betragtet Landsbypræsterne ere de Embedsmænd i Staten, der ere bedst lønnede uden at være bebyrdede med uover­kommelige Arbejdsbyrder”⁵⁰.

præsten + hjælpere

Sognepræsten bistås i sognekommissionen af den stedlige politimester (eller i hans sted sognefogeden), samt af én af sognets største lodsejere og af 3 eller 4 af de bedste sognemænd.

Amtsfattigdirektion

 Danske kancelli

På det regionale plan har amtsfattigdirektio­nen, bestående af amtmand, amtsforvalter(e), biskop, herredsprovst og to kongelige godsbestyrere, tilsyn med sognekom­missionerne. I købstæderne bestod fattigkommissionen af nogle fødte medlemmer, nemlig sognepræsten (eller sognepræsterne, hvis der var flere i byen), et medlem af magistraten, hvor en sådan fandtes, og byfogeden som stedets politimester. Desuden to eller flere af byens borgere, benævnt fattigforstandere. Købstædernes fattigkommission var underordnet stiftsamtmand og biskop, benævnt fattigvæsens­direktørerne. Øverste myndighed var her, som på landet, Danske Kancelli. I landsogn som i købstad valgtes de ikke-fødte medlemmer i første omgang af de fødte medlemmer, men senere af alle kommissionens medlemmer⁵¹.

Sognepræst: laver udkast til fattigplan og ligning, yder interimsforsørgelse

Den centrale person i begge typer fattigkommission var sognepræsten. Han udarbejdede forslag til fattigplan – dvs. opregning af, hvilke fattige, der var i hvilken situation, og som skulle have hvilken ydelse. Dertil tillige overslag over fattigvæsenets forventede indtægter og forslag til ligning. Fattig­kommissionen mødte kvartalsvis, planlæggende forsørgelsen for det kommende kvartal. I købstadskommunerne mødtes kommissionen hver måned. Sognepræsten udarbejdede som nævnt forslag til fattigplan, men kommissionen har i detaljer diskuteret den enkelte fattiges vilkår og behandling. Således nævner Slagelses fattigplan fra 1803, at en gammel mand på 76 kunne pille værk eller plukke og karte uld, en anden kunne fabrikere svovlstikker, lave skeer eller flette kurve, hvorved jo en del af den nødvendige indtægt kunne skaffes. Og en mor med to børn på 7 og 8 år behøvede ikke hjælp om sommeren, da børnene ved fattigvæsenets mellemkomst kunne få tjeneste ved at vogte småkreaturer og gæs⁵².

Foruden udarbejdelsen af forslag til fattigplan varetog sognepræsten interims-for­sørgelsen: han skulle modtage den fattiges anmodning og yde  fornøden hjælp, indtil den fattige kunne optages på fattigplanen. I den sammenhæng har præsten ofte måttet døje kritik af sin efter kommissionens mening utidige rundhåndethed. Også bestemmelse af rette forsørgelses­kommune har kostet pastoren meget papirarbejde⁵³.

Fattigkassens indtægtskilder

Fattigvæsenets finansiering under 1799- og 1803-ordningerne i overensstemmelse med enevældens normale kassesystem: Bestemte indtægter var øremærkede til bestemte formål: 1) ‘frivillige’ bidrag i penge, som sognets beboere tegner sig for, 2) indtægter ved indsamling i kirken på bestemte dage, 3) ‘frivillige gaver’ ved ejendomshandler,  4) indtægter ved salg af fundne (bortløbne) kreaturer og ved salg af fattiges efterladenskaber, 6) renter af kapitaler og indtægter af jorder, som måtte være skænkede til distriktets fattige. Foruden disse kontantebidrag til de fattige blev de fattige forsynet med naturalier, som sognekommissionen pålignede sognets indbyggere at udrede. I København var en væsentlig del af fattigvæsenetes indtægter ¼ af havnepengene. Det betød, at da handel og omsætning svandt næsten helt bort under Englandskrigene, og antallet af fattige derfor voksede, mindskedes fattigvæsenets indtægter samtidig.

1837-1841 Kommunallov

Sognepræstens centrale placering ændredes ikke ved kommunallovene i 1837 for købstæderne og 1841 for de landlige kommuner⁵⁴. Sognekommissionen nedlagdes, og dens beslutningsmyndighed overgik til det direkte valgte sogneforstanderskab på landet. Købstæder­nes fattigkommission opretholdtes, men den skulle forhandle om sit budget med borgerrepræ­sen­tation og magistrat eller byfoged (ved uenighed afgør amtmanden sagen), og budgettet indgik i købstadens almindelige budget. Den særlige fattigskat indlemmedes i den almindelige kommuneskat. Borgerrepræsentanterne valgte fattigforstanderne, og mindst én skulle være borgerrepræsentant.

Demokrati – også kommunalt

Efter grundloven 1849 skete der en demokratisering og en verdsliggørelse af fattigfor­sorgen: i 1855 afskaffedes de store jordejeres og visse em­bedsmænds selvskrevne placering i sognefor­standerskabet.

1867-1868 Kommunallove: sognepræsten  ud af kommunestyret

Land- og købstads­kommunallovene⁵⁵i 1867 og 1868 henlagde præ­stens hidtidige opgaver i fattigplejen til kommunalbestyrelsen (sogneråd, byråd). Herefter er det offentlige fattigvæsen verdsligt. Købstædernes fattigkommission ophævedes, og dens opgaver henlagdes til byrådet, som ifølge styrelsesvedtægt henlagde disse opgaver til et særligt fattigudvalg med borgmesteren som formand. De ‘frivillige’ fattigforstandere opretholdes.

Bevidsthedshistorisk er det bemærkelsesværdigt, at mens 1799- og 1803 fattiglovgivningen og 1814 lovgivningen fra oven pålagde sognene at udføre bestemte funktioner (fattigpleje, undervisning), taler 1849 grundloven om “Kommunernes ret til .. selvstændigt at styre deres anliggender..” (min kursivering, VJ). Værdiladningen er tydelig, nærmest ejendomsretlig: Det er liberalismens tale (som også berørt i kap. 2). Og ‘de bedste sognemænd’ er ikke længere nogle fra oven udpegede, men deres byfællers valgte repræsentanter (selvom feudaltidens pligt, det ‘borgerlige ombud’, stadig eksisterer).

Harald Jørgensens samlede vurdering af udviklingen i styrelsesforholdene er, at ændringerne ikke har afstedkommet væsentlige ændringer i fattig­politikken. Dog er han mest tilbøjelig til at fremhæve de regionale og centrale embedsmænd som forsvarere af de fattiges rettigheder og værdighed overfor sognekommunal karrighed og diskrimination. Med en Kjeld Philip’sk vurdering kunne man sige, at jo længere den besluttende myndighed er fra den betalende, jo mere rundhåndet er den besluttende myndighed over for de fattige.

4.4.5 Ordninger uden for det almindelige fattigvæsen

1810 Sparekasser

Institutionsudviklingen forud for 1870 foregår i flere forskellige sammenhænge. Til afhjælpning af indkomstbortfaldsproblemer opbygges, foruden de ovenfor nævnte faglige sammenslutninger (laug, gilder), to typer af organer, sparekasser og sygekasser, som skulle vise sig at få længere varende betydning. Hertil kommer, at nogle svendelaug organiserede en vis arbejdsløshedskasse-funktion. Den socialpolitiske tradition har betragtet dem under den synsvinkel, at de var institutioner til medlemmernes horisontale indkomstomfordeling, dvs. at medlemmer ‘lægger til side’ i gode tider, og modtager sine henlagte midler i dårlige tider⁵⁶. Evt mere end indbetalt (kun ved sygekassen), evt. mindre. Den første sparekasse stiftedes i 1810, på initiativ af lensgreven på Holsteinsborg, med det dobbelte formål at fremme bøndernes opsparing(og dermed deres ‘menneskelige kvalitet’ som ejere) og at lette deres kreditmulighed ved driftsforbedringer.

1820 Sygekasser

Ikke blot ejendom, men også driftighed, var oplysnings­tidens (og liberalismens) dyder. De første sygekasser udvikler sig fra laugene, som svende-sygekasser, i 1820’erne og 1830’erne. Og med den begrundelse, at disse sygekasser rent faktisk aflastede fattigkassen, foreslog en regerings­kommission i 1863, at kommunalbe­styrelserne opfordredes til at yde patienter, der var sygekassemedlemmer, en moderation i betalingen for hospitalsbe­handling. Forslaget gennemførtes samme år i form af cirkulære, og blev lovfæstet i 1892. Denne tilskudsform genfindes siden talrige gange i den danske socialpolitik under betegnelsen hjælp til selvhjælp-princippet.

Disse kasser kan beskrives som en form for solidariske forsikringsordninger, med hver sin lukkede personkreds, medlemskreds. Solidariteten inden for kassen kan karakteriseres som en gruppesolidaritet⁵⁷.

Filantropiske Foreninger

I 2. halvdel af 1800-tallet oprettes i København såkaldte ‘arbejderforeninger, med tildels socialfilantropisk indhold og med visse kassefunktioner, men nok så meget med vægten på ”udbredelse af kundskaber, oplysning og under­holdning, til åndens styrkelse og legemets forfriskning”.⁵⁸

1860 – Arbejderfor-eninger

Ikke sjældent udgik initiativet til organiseringen fra andre samfundslag. Byggende på romantikkens og oplysningstidens naturfilosofiske og pædagogiske tankesystemer oprettedes mange filantropiske foreninger: Det Kvindelige Velgørenhedsselskab oprettede det første børneasyl i København 1828, Foreningen af 1837 til Forsømte Børns Frelse satte københavnske fattigbørn i pleje på landet. Kjøbenhavns Fængselsselskab  fra 1813  og flere andre fra 1850’erne søgte at “forbedre forbryderen, medens han endnu hensidder i Fængselet, dels at støtte ham efter Løsladelsen”⁵⁹.

Understøttelsesforeninger

En række understøttelsesforeninger oprettedes i København i 1860’erne og 1870’erne,  som bestræbte sig på  at yde en organiseret understøttelse, “hvor man med et grundigt kontrolapparat sikrede sig, at kun rette trængende fik hjælp”⁶⁰.

Døvstumme 1807 
Blinde 1811
Sindsyge 1816 
Børn 1837

I disse foreningers idégrundlag indgår vækstmodellen, den tankegang at menneskets udvikling kan påvirkes i ønskelig retning gennem kvalificeret indsats (som også omtalt i kap. 2). Den kgl. døvstummeskole fra 1807, Det kgl. blindeinstitutet  fra 1811 (privat, men støttet moralsk og økonomisk af kongehuset), og helbredelsesanstalten for sindssyge fra 1816,  bygger alle på en idé om hel eller delvis normalisering af tilværelsen for den blinde/døve hhv. patienten. Når Foreningen af 1837…sætter fattigbørn i pleje på landet, er tanken at de kan gives en bedre vækstretning dér end i de hjemlige byomgivelser.

Pædagogikidéer

Tydeligst fremtræder vækstmodellen måske i døgninstitutionsområdet. Fr.VI understøtter i 1825 to seminarister til et studieophold i Schweiz, hvor Pestalozzi og Fellenberg drev Rousseau-inspirerede børnehjem, med henblik  på senere oprettelse af børnehjem i Danmark. Herefter fulgte i 1827 og 1830 og 1833 oprettelse af opdragelseshjem for fattige (evt. forældreløse) børn. Lederen af det sidstnævnte, Anders Stephansen (’De danske børnehjems fader’) tog kontakt med Komitéen for Grundlæggelse af en Anstalt for moralsk fordærvede Personers især den opvoksende Slægts “Forbedring”,og fik fra denne komité 12 københavnske drenge i 12-16 års alderen til sit børnehjem. Om Anders Stephansens indsats berettes, at drengene har forbedret sig. Og med denne succes som ballast blev flere døgninstitutioner oprettet: Flakkebjerg 1836, Holsteinsminde 1839, Landerupgård 1867⁶¹.

Vidensoptimismen:

tro på ’faglig kvalificeret pædagogisk indsats’

Oplysningstidens vidensoptimisme, tiltro til at en faglig eller endog videnskabelig tilgang til menneskets forbedring, gik hånd i hånd med kristelige og konservative organisatorers bestræbelse på at forebygge menneskers forfald og ugudelighed. Mange af de foreninger, som opbyggede institutioner, opfattede sig som en del af en filantropisk bevægelse⁶²(af græsk fil antropos, ‘ven af mennesket’). At statsmagten (regering, Rigsdag), opfattede bevægelsen som værd at støtte, fremgår af de mange tilskudsordninger, som igennem århundredet optages på  de årlige finanslove. Det skal også nævnes, at efter oprettelsen i 1830’erne af døgninstitutioner udvikler domstolene en praksis med straffritagelse mod anbringelse i døgninstitution, ud fra en ‘forbedringstankegang’.

4.4.6 1700–1870 Sammenfatning

1870 Status

En status ved 1870 vedr. de fire velfærdsfunktioners indretning i Danmark, kan tegnes som følger:

• forsørgelse sikres for de flestes vedkommende via arbejde på markedsmæssige vilkår. Der er ingen statslig intervention, ingen understøttelse af den enkeltes forsørgelse i ‘normalsituationer’. Statsmagten træder kun helt undtagelsesvis til, og tildelingskriteriet er fattigdom, forstået i snæver forstand: Personen skal være helt eller næsten uden egne midler. Til gengæld er personkredsen universel. Enhver fattig  har ret til hjælp. Den offentlige fattighjælp har især kronisk syge og arbejdsevneløse gamlesom modtagere, altså personer med varigt forsørgelses-problem. Den offentlige fattighjælp er i alt væsentligt skattefinansieret. Af førkapitalistiskeforsørgelses-relationer eksisterer kun forældres forsørgerpligt over for børn, og ægtemands forsørgerpligt over for hustru. Men ved siden af den meget begrænsede offentlige forsørgelsessikring eksisterer en lovordnet, halvoffentlig forsørgelsessikring: De fattiges kasse  (fra 1856), især rettet mod midlertidige trangstilfælde.En del filantropiskeorganisationer varetager privat finansierede understøttelsesopgaver, især i København men også i et vist omfang i provinsbyerne. Arbejdsløshedsforsikring og syge(dagpenge)forsikring er under langsom og talmæssigt begrænset udvikling. En del individuel gavegivning forekommer stadig, ikke mindst i landsognene.
• bolig  er et markedsorganiseret anliggende. Bebyggelsesregulering kendes kun i form af brandsikkerhedsforskrifter om byggehøjde og materialevalg i byerne. Statslig intervention i den enkeltes boligforsyning forekommer kun som fattighjælp, med samme tildelingskriterium som vedr. forsørgelse.
• sygepleje må den enkelte købe sig til, dog har den fattige rettil pleje for fattigkassens regning. Købstæder og amter er ved lov siden 1700-tallet forpligtet til at opretholde hospitalsvæsen. Ligeså har der siden 1700-tallet eksisteret et  alle amter omfattende embedslægevæsen⁶³. Omkring 1870 er der vækst i sygekasse-bevægelsen, som i 1863 har fået en vis offentlig støtte i form af hospitalsbehandling til nedsat takst for sygekassemedlemmer. 
• undervisning  er i 1870 for størtstedelen gjort til et offentligt og skattefinansieret anliggende. Almueskoler og gymnasier er for de flestes vedkommende offentlige (dog finder der også parallelle private ‘betalingsskoler’). Seminarier, Universitetet, Landbohøjskolen og Polyteknisk Læreanstalt er offentlige. Højskolerne er private, men får statsstøtte.  Tekniske skoler er private (ofte foreningsejede) men modtager offentlig støtte. Statslig intervention i unges opvækst kendes i øvrigt hovedsageligt i form af  straf ved kriminalitet, men dog i et vist omfang i form af straffritagelse til gengæld for ophold i (genopretnings-)-institution. På afvigerbehandlingens område er private foreninger næsten enerådende, men for en stor dels vedkommende finansieret af det offentlige, dels direkte fra staten, dels i form af sognekommunalt betalte anbringelser.

Erhvervspolitisk liberalisme. Socialpolitisk konservatisme

Det føles nærliggende, efter et sådant udblik over især 1800-tallets første 70 års samfundsudvikling og især socialpolitik, at stille spørgsmålet: Hvorfor slog den politiske liberalisme ikke igennem i fattigspørgsmålet? Den  hævdes jo ofte at slå igen-nem med næringsloven i 1857. Hverken en malthusiansk ikke-socialpolitik, eller en forsikrings­præget tankegang med frivillig, halvfrivillig eller tvungen forsikring mod følger af socialbe­givenheder slog igennem i Danmark. Man opretholdt det mest uliberale af alt: En statsligt (kommunalt) finansieret og administreret socialforsorg.

Forklaringen herpå må antagelig søges i et komplekst samspil mellem klasseinteres­ser i det politiske system. Bønderne (landboerne), som jo udgjorde omkring 3/4 af befolkningen, var den væsentligste skattebetalende gruppe (ejendoms-skat) og havde samtidig den største del af de fattige at betale til (i kraft af fødestedskriteriet og proletariseringen af land­arbejdere og husmænd). Overgang til et forsikringspræget system ville have krævet, at landarbejdere og husmænd skulle erholde en større del af deres vederlag i kontanter – altså ikke en løsning, som umiddelbart var tillokkende for den klasse, som politisk var på vej op. Bøndernes hovedinter­esse var snarere at få forsørgerbyrden flyttet til opholdskommunen – under hensyn nemlig til nettoafvandringen fra landkommunerne. Herom stod da også langvarige politiske kampe. Og først fra omkring 1870 ser vi en betydelig vækst i et bybaseret industriproletariat, som kunne gå i brechen for arbejderforsikringer, som de kendes fra 1880’erne i Bismarcks Tyskland. Men på dette tidspunkt var bøndernes krav allerede begyndt at gå i retning af indkomstskatte­system til afløsning af ejendoms­skattesystemet.

Danmark går altså ind i industrialismens tidsalder, for alvor fra omkring 1870, med et offentligt forsorgssystem, som er

1. sognekommunalt baseret
2. skattefinansieret
3. ledet og praktisk udformet af lokalt valgte beboere.

Dette system sigter i sin oprindelse og struktur hovedsagelig på løsning af varige forsørgelsesproblemer, og er altså mindre gearet til løsningen af midlertidige forsørgelsesproblemer. Det er et system, som efter sin oprindelse er feudal-patriarkalsk, altså uden negativ vurdering af brugeren af systemet. Men det er tillige et system, hvis besluttende lag typisk er liberale orienterede selvstændige næringsdrivende, som politisk er på fremmarch, og hvis skatteyderin­teresser kan stå i modsætning til den oprindelige lovgivnings forholdsvis rundhåndede karakter. Vi ser altså her en modsætning mellem den oprindelige lovs formålsangivelser og de politiske værdier hos de udførende myndigheder – en modsætning, som også kendes senere i den socialpolitiske udvikling.

Ved siden af dette offentlige forsorgssystem består omkring 1870 et halvoffentligt forsørgelsessystem (‘de fattiges kasse’) med indsats over for midlertidige forsørgelsesproblemer som formål, nogle talmæssigt ikke meget omfattende solidariske forsikringsordninger (syge- og arbejdsløshedsforsikring), og endelig en vis privat organiseret filantropisk velgørenhed og institutionsdrift, især i København og i nogle købstæder.

De samme elementer indgår også i 2008 billedet af den sociale forsorg, ganske vist med andre indbyrdes forhold, efter ganske store samfunds­mæssige omskiftelser.