9.1 Befolknings-, uddannelses-, erhvervs- og organisationsudvikling.

Stigende fertilitet

Folketalletfortsætter væksten fra 1990’erne. Befolkningsfremskrivning 2008 forventerpå sigt at fertilitetenvokser til 1,90 barn pr. kvinde pr. livsforløb, et niveau der forventes nået i år 2030. Med andre ord: til den tid regner statistikerne med, at der er indtruffet en stabilitet vedr. kvinders erhvervsdeltagelse og fødselsmønster. Og den forventes ens for kvinder af dansk og udenlands oprindelse.

Nettoindvandring aftager og stiger

Som tab. 9.1 viser, er udvandringog indvandring ret stabile, overskud ml. 5.000 og 12.000. Dog: I 2007 og 2008 vokser indvandringen meget, ant. pga. EU’s Øst-udvidelse. Fødselsoverskud 7-9000. Befolkningsfremskrivningen forventer fortsat indvandringsoverskud. Det kan en økonomisk krise fra 2009 meget vel tænkes at ændre

Prognoseproblemet

Statistikere og politikere havde i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne besvær med forudsigelse af mænds og kvinders aktivitet mhp. forældreskab, og med de nybagte forældres krav om institutionspladser. Deraf fulgte politisk tilbageholdenhed med institutionsudbygning og beslutninger om at nedlægge skoler og seminarier og reducere antallet af lægeuddannelsespladser. Siden fulgte uoverensstemmelse mellem udbud af og efterspørgsel efter institutionspladser, mangel på skolekapacitet, lærere, læger. I begyndelsen af 2000 tallet blev sådanne problemer søgt håndteret ved nedlæggelse af flere skoler og sygehuse.

I 1980’erne stod befolkningsprognoserne på katastrofe: man frygtede en ‘alt for lille’ erhvervsaktiv befolkning ind i 2000 tallet (fremskrivning 1990 tab. 7.2).

Da frygten for den svindende erhvervsaktive aldersgruppe blev elimineret med befolkningfremskrivninger sidst i 1990’erne (tab. 8.2, 9.2) fik fremtidens ‘ældrebyrde‘ eller ‘pensionsbomben‘ en del plads i debatten, i form af 2002 prognosen om et voksende antal >80 årige i 2030 og flere senere². 2008 fremskrivningen forudser middellevetid i 2050 på 83,3 for mænd og 86,2 for kvinder. Midt-90’ernes ikke forudsete høje fødselstal betød til gengæld voksende pres, først på daginstitu­tionsområdet, siden på folkeskoleområdet, som blot få år tidligere skulle ‘neddrosles’ på grund af udsigt til faldende børnetal. Det er nok forudsigeligt, at nogen henimod 2010 og 2020 vil foruroliges over mangel på uddannelsespladser og stigende tal for ungdomsledighed, når antallet af 15-24 årige vokser (tab. 9.2).

Når fødslen er overstået, skolegangen ligeså, vælger individet uddannelse, job, ansættelsesforhold, evt. jobskifte, og erhvervsophør.³Disse valg træffes inden for rammer, som de vælgende oplever, at uddannelsesmuligheder, virksom-heders arbejdskraftefterspørgsel, og forsørgelsesmuligheder i alderdommen sætter. For den enkeltes valg af uddannelse og karriere har de enkelte erhvervs beskæftigelses- og især ledighedstal inden for teenage-årene nok en del betydning. Statistik, som belyser valgmulighederne og de unges valg, er en mangelvare.

Folketallet vokser fra 2000 til 2008 med 146.000, arbejdsstyrken mindsker og vokser igen, til 2,9 mio. Øst-indvandring er antagelig væsentligste forklaring.

Højere arbejdstempo plus ledighed: tidligere tilbagetrækning

Befolkningsvæksten på 117.100 fra 2000 til 2007 er fordelt med 92.000 flere uden for og 24.000 flere i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken har været mindre i 2004, antagelig fordi aktiverede ikke medregnes i den, selvom de ”står til rådighed”. Tab. 9.2 viser, at antallet af 65+ årige er vokset med 61.900 og 0-15 årige med 28.800. Tilgangen til efterløn stiger fra niveau 30.000 til niveau 39.000 i 2003 om året. Heraf kommer ca. 1/3 fra arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge (tab. 9.9, s. 301). Den fortsatte tilbøjelighed til tidligere tilbagetrækning kan stadig dels tolkes som de arbejdendes reaktion på ‘effektivisering‘ og tempoopskruningpå arbejdspladserne, delssom en reaktion på høj ledighed. Alligevel ligger erhvervs-deltagelsen for 60-64 årige stadig højere end i de fleste europæiske lande.

1994-opsving klinger ud. Markant færre beskæftigede i industri og landbrug. Nyt opsving 2005-2008. Udsigt til højere ledighed 2009-

Beskæftigelsen fortsætter væksten fra 1990’erne til et toppunkt på 2,8 mill i 2002, falder så med 76.000 til 2004, og stiger igen frem til 2008 (tab. 9.3). Antallet af registrerede ledige ændres ikke tilsvarende, men ‘uden for arbejdsstyrken’ vokser. Måler man beskæftigelsen på det beregnede tal for helårslønarbejdere (ATP-statistikken), er billedet lidt anderledes: her beskæftigelsen ret stabil, omkring 2,2 mill. plus/minus 20.000 indtil den fra 2006 stiger til 2,3 mio. Industrien udviser fald på o. 40.000, fra 460.000 til 420.000 (tab. 9.5), og landbrug fortsætter nedgangen med 5.000 (fra 99.000 til 94.000). Antal deltidsbeskæftigede kvinder falder til frem til 2005, stiger derefter. Antallet er konstant for mændene indtil stigning 2006-07. Fra 2000 til 2007 mindskes antal selvstændige fra 212.063 til 188.043 og antal medhjælpende ægtefæller fra 14.096 til 7.207. Alt i alt: mere fuldtid, mere lønarbejde. Og færre deltidsarbejdende og medhjælpende og selvstændige. I beskæftigelsestallet indgår i 2007 ca. 43.900 på fleksjob-vilkår, en tilvækst på 35.300 siden 2000, hvoraf en del realiter er halvtidsbeskæftiget..

Uddannelser: flere af de billige – ingen skolepraktik

Antallet af pladser i Erhvervsuddannelsessystemet,som blev udbygget i 1990’­erne, er nogenlunde fastholdt 2000-2008, med et forholdsvis stort antal af ‘de billige’. Erhvervsskolerne i 2004 blevet udsat for beskæringer på ‘skolepraktikområdet’. Erhvervsskolerne har jo været tiltænkt ‘de mindre boglige’ elever. Eftersom skolepraktikskulle afbøde manglen på praktikpladser, vil det uundgåeligt medføre flere dropouts og flere, der undlader at søge ind på de tekniske skoler. Denne udvikling vil ramme de mindst læsevante, herunder ikke mindst ramme 2. og 3. generations indvandrere.

Stor mobilitet – arbejdsgiver- jammer over immobilitet 

Udviklingen i erhvervsstrukturenpræges fortsat af, at flere håndværksuddanne­de går i industri og/eller service som funktionærer (evt. specialarbejdere), og udviser mindre mobilitet end de (tilsvarende) gjorde i 1960’erne og 1970’erne. Denne udvikling beklages af og til af virksomhedsejere, der taler om ‘manglende fleksibilitet‘ i arbejdsstyrken. Den store mobilitet især blandt yngre arbejdere er dog fortsat en realitet (se p. 226).

Færre men større organisationer

Organisationsstrukturen på arbejdsmarkedet præges af fortsat koncentration, hvor flere fagforbund sluttes sammen med de største: sømænd, murere, snedkere og tømrere med SiD. Det vil sige: det store forbund for ‘ufaglærte’ får betydelig tilgang af faglærte. Fra 2005 er SiD fusioneret med KAD, i Fælles Fagligt Forbund (3F). Fagforeningerne har oplevet faldende tilgang især af unge, og der kan registreres stigende tilgang til lavpris-A-kasser som Kristelig A-kasse.

‘arme-og-ben’ firmaer

En udvikling, som vi kun har set begyndelsen af, er etablering af stadig flere énmandsfirmaer: ‘arme-og-ben firmaer’, ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen. De pågældende har i realiteten løn-ansættelse men står i formaliteten som underleverandører til entreprenøren. Det kan være som fast tilkaldevikar hos vognmand eller entreprenør eller rengøringsfirma, til spidsbelastnings- eller overarbejdssituationer. De lever på et ofte stærkt konkurrencepræget marked, og eftersom sygedagpengeforsikring og pensionsopsparing er deres eget anliggende, vil vækst på dette område medføre risiko for dannelse af et nyt proletariat⁴. Jeg er ikke bekendt med forskningsmæssig belysning af fænomenet.

EU østudvidelse, rbejdsmarked: Mange uorganiserede Arbejdsmiljøproblemer 
Et marked for snyd

Polen, Estland, Letland, Litauen blev tilsluttet EU pr. 1. maj 2004. Rumænien og Bulgarien pr. 1.1.2007. Det har medført en kraftig (løn-)konkurrenceudsættelse fra ‘de nye EU-lande’ på visse dele af arbejdsmarkedet, især landbrug, skovbrug, gartneri, byggesektoren. Desuden ansættes mange østeuropæiske ”praktikanter” i landbruget. Også transportbranchen og prostitutionsbranchen har en del indvandret arbejdskraft. En del danske og udenlandske virksomheder lader arbejde udføre af østeuropæiske arbejdere på ‘udstationering’, det vil sige på løn- og arbejdsvilkår som i de pågældendes hjemlande⁵. Mange østarbejder-firmaer krak-ker, i restance for skat, moms og pensionsbidrag. En del virksomheder har meddelt at man flytter produktionen til EU land med lavere lønninger⁶.

Sådanne udviklinger kan ret hurtigt føre til voldsomme ændringer i overenskomstsystemerne i Danmark (Den danske arbejdsmarkedsmodel). Fagbevægelsen, især 3F, kæmper ”op ad bakke” for at udenlandske arbejdere skal få løn-, arbejds- og pensionsvilkår som indenlandske.

En virkning af disse udviklinger er, at statistikken bliver mindre retvisende. Hvis en voksende mængde arbejde bliver udført af formelt “selvstændige” arbejdere, udstationeredeeller blot sort indvandrede arbejdere, vil det ikke blive registreret i ATP statistik, ejheller i arbejdsstyrketællingerne, som jo er stikprøver, der tages ud af den folkeregistrerede befolkning. Også moms- og skatteregistrering kan være mangelfuld, forsætligt eller uagtsomt. Fagligt Fælles Forbunds (3F) Fagbladethar regelmæssige reportager om fagbevægelsens jagt på uregistrerede arbejdspladser, og om politi’s og arbejdstilsyns mangel på jagt på samme.

Strukturreform 1997: Kommuner lagt sammen 
Amter nedlagt 
Regioner oprettet

Strukturreformen – den største omorganisering af den offentlige sektor i Danmark nogensinde – blev gennemført pr.1.1.2007. 271 kommuner blev lagt sammen til 98, amtskommuner og statsamter blev nedlagt, og der blev oprettet 5 regioner og 5 regionale statsforvaltninger. Reformen blev forberedt i hastigt tempo og gennemført i meget hastigt tempo. Se kap. 9.4.0

9.2 Produktionsudvikling 2000-2008: Svag, siden stigende vækst. Beskæftigelse: faldende, siden stigende i den private sektor. I den offentlige sektor konstant. 

Produktionsudvikling: stagnation – 2 år høj vækst – stagnation  

En sammenligning af produktionsudviklingen og den økonomiske politik i Danmark i 1990’erne og 2000 årene kan passende tage udgangspunkt i de 3 indikatorer: produktion, beskæftigelse, ledighed. Sammenhængen i hvilken de anskues er balanceproblemerne: betalingsbalanceproblemet, ledighedsproblemet, statsunderskuds problemet. Af og til betragtes også inflation og indkomstulighed af (nogle af) beslutningstagerne som balanceproblemer. Til belysning af indikatorer og problemer haves tabellerne 8.3, 8.4, 8.5. 8.7 og 8.8, samt 9.3, 9.4, 9.5, 9.7 og 9.8.

BVT vækst: Lav – stigende – aftagende

Produktionenmålt som BVT i faste priser viser stagnation fra 2000 til 2002, siden let tiltagende vækst op til 1,7% i 2005, stærkt stigende i 2007, skarpt faldende i slutningen af 2008. (ses endnu ikke af tabellen)

Privat sektor: lav BVT vækst og fald i beskæftigelse 2000-2004, Stigende vækst og beskæftigelse 2005-08

I den private sektor aftager væksten i pro­duktionen2000-2002, fra 4,4% til 0%, hvorefter vi ser tiltagende vækst fra 2004. Beskæf­tigelsen stiger til 2001, falder, og stiger igen 2005-2008. Niveauet, ca. 2,8 mio, er dog stadig højere end 1990’erne⁷. Antallet af ansatte i fremstillingserhverv(industri)fortsætter 1990’ernes næsten ubrudte fald fra 456.000 i 1999 til 389.000 i 2007. Beskæftigelsen i byggerietfalder fra 2000, stiger så igen til et højdepunkt i 2007.⁸I 2007 registreres ‘historisk lav ledighed‘ (o. 94.000 plus 33.000 aktiverede), især på grund af mer-efterspørgsel i 2005-2008. Iflg. ATP statistikken (tab. 9.3) vokser antal beskæftigede lønmodtagere med 28.000 fra 2000 til 2002, incl. fleksjobansatte, falder så og stiger fra 2004 med 119.000 til 2007.

Efterår 2008: Recession begynder

Den økonomiske vækst topper i 2000, beskæftigelsen lidt senere – men konjunkturen vender. Pinsepakken i 1998 har antagelig bevirket en opbremsningsom var tilsigtet. 2005-2008 øges vækst og beskæftigelse, og ledighed falder, især drevet af lånefinansieret efterspørgsel. I anden halvdel af 2008 slår international og indenlandsk finanskrise igennem som voksende ledighed og faldende ejendomspriser.

Næsten konstant offentlig produktion og beskæftigelse 2000-2008

I den offentlige sektor ses næsten konstant produktion(BVT) og beskæftigelse 2000-2008. Der er samme forbehold for opgørelsen af produktionen som nævnt under 8.3 – i hvert fald er i budgetsystemet indregnet ca. 2% ‘produktivitetsstigning‘ i hele den offentlige sektor. Det vil sige: de ansatte antages at producere 2% mere ved samme lønindtægt. Altså: flere velfærdsydelser men ikke større velstand! Antal fleksjobansatte vokser med 38.000 (tab. 9.9), hvoraf mindst halvdelen i den offentlige sektor. De er indregnet i det almindelige beskæftigelsestal.

Lønulighed, ‘ny løn’ som ‘middel til effektivisering’ – og som værktøj til at reducere omkostning ved kommunal-reform

Perioden udviser fortsat overskud på handelsbalancenog på betalingsbalan­cen.

Som nævnt i kap. 8.2 blev mantraetkonkurrenceevnegennem effektiviseringved hjælp af økonomiske incitamenter⁹sat igennem i den offentlige sektor under navnet ny løn, ikke mindst under finansminister Lykketoft. Denne fleksibilitetvia individualisering af løndannelsener blevet udsat for stadig voldsommere kritik igennem 2000-2004 årene, især med henvisning til at puljen til ny lønpå de enkelte arbejdspladser har tendens til at være brugt, når de højst lønnede har forhandlet løn, både i statslige og amtslige og kommunale arbejdspladser – altså som et værktøj til øget lønspredning. I forbindelse med kommunalreform pr. 1.1.2007 har denne diskussion fået en helt ny dimension: Mens finansministeren i 2004 har meldt løngaranti, altså: ingen lønnedgang, til de offentligt ansatte i forbindelse med planerne om en kommunalreform, ja så har Kommunernes Landsforening opsagt alle individuelle tillæg pr. marts 2005. Løngarantiener altså en garanti mod lønnedgang efter en af KL gennemtrumfet lønnedgang. I modsat retning trækker knaphed på visse typer arbejdskraft, som lærere og sygeplejersker (som følge af Haarders1980’er beskæring af pgld. uddannelser), en knaphed som i begyndelse af 2006 fører til rekrutteringsløni udkantsområder og i 2008 til voldsom arbejdskonflikt og tvangsfastsættelse af løn.

Konkurrenceevne som mantra.

Doktrinen om, at ‘løntilbageholdenhed‘ vil sikre konkurrenceevnen og dermed eksporteventyret og dermed beskæfti­gelsen, fik en ekstra understregning i december 2004: kødkoncernen Tulip stillede medarbejderne på produktionslinien ved pølsefabrikken i Ringsted over for valget: gå 15% ned i løn – eller vi flytter produktionen til udlandet. NB kravet blev stillet midt i overenskomstperioden, på normalløn-området! Efter forhandling og slagteristrejke blev lønnedgangsaftalen forkastet af arbejderne. Hvorefter Tulip meldte ud, at pølsefabrikken i Ringsted blev lukket senest maj 2005.

Privat sektor: fusioner, fyringer

I den private sektor ser vi fortsatte fusioner mellem produktions-, transport- og detailhandelselskaber, med ‘effektivisering’ og fyringer som konsekvens. Det samme ses i de tidligere koncessionerede selskaber: telefon, el, rutebil- og togdrift. Se nf.

Offentlig sektor: fortsat selskabsdannelse, fusionering, og fyringer

I den offentlige sektor fortsættes den udvikling, som påbegyndtes i 19980’erne, hvor offentlige funktioner skulle drives ‘i de private firmaers billede’, og som blev videreført igennem 1990’erne med omdannelse af postvæsen til aktieselskab og DSB til forskelige selskaber for bus- og tog- og fragt- og færgedrift, og de koncessionerede teleselskaber til et enkelt aktieselskab, også efter 2000. EU-krav om ‘liberalisering‘ og ‘konkurrenceudsættelse‘ fulgtes af fusionering af forbrugerejede og kommunale energiforsyninger, med en del fyringer af linie-personale som konsekvens. Når jeg bruger gåseøjne om liberaliseringog konkurrence, skyldes det, at selskabsdannelse og såkaldt liberalisering er blevet fulgt af fusioner og monopoldannelser, og at den offentlige regulering af omdannelserne tilsyneladende ikke vægter konkurrence.

Både i den private og i den offentlige sektor ses koncentration i større enheder, i den offentlige sektor især efter strukturreformen pr. 2007.01.01. Landbrug og private transportfirmaer fusioneres, havne sam-drives. Uddannelsesinstitutioner sammenlægges ”frivilligt” til store enheder med flere mellem-ledelseslag, efter pres fra ministeren, med nedlæggelse af udkantsseminarier til følge og med år for år lavere ”taxameterbevillinger”. Hospitaler sammenlægges og decentrale akkutfunktioner planlægges nedlagt efter minister-påtryk, til dels også på baggrund af lægemangel og rekrutteringsvanskeligheder.

1990’ernes opsving i den private servicesektor klinger ud efter 2001

Som ovenfor nævnt skete beskæftigelsesvæksten i den private sektor i 1990’erne i servicesektoren. Det skyldtes bl.a. en bevidst politisk indsats, i form af hjemmeservice-støtteordningen. Med andre ord: at beskæftigelses­frem­mepolitikken satsede på serviceerhverve­ne.¹⁰En sådan strategi fik knubbede ord med på vejen af In­dustrirådet, med henvisning til Institut for Fremtids­forskning. Det, som Industrirådet ikke synes om, er offentlige tilskud til f.ex. ‘hjemmeservice‘. ¹¹Man kan for så vidt sige, at Industrirådet fik sin vilje: ordningen med tilskud til hjemmeservice blev kraftigt beskåret af Anders Fogh Rasmussen regeringen (2002). Om det har sænket danskernes hygiejneniveau – eller konverteret hvid rengøring til sort – vides ikke.

Statsgæld og plan 2005 /2010

Statsgældsproblemetblev i perioden mindre upåagtet end tidligere (se kap. 8.3).

Hen mod 2000 blev fremtidig statslig renteudgiftet politisk varmt tema, bl.a. i forbindelse med diskussioner om fremtidige statslige udgifter til ældreforsørgelse. Ræsonnement: statslige renteudgifter ville vanskeliggøre at afholde (ønskelige) stats udgifter til folkepension og pleje og omsorg. På initiativ fra økonominister Marianne Jelved i SR-regeringen opstilledes først en plan Danmark 2005, siden en plan Danmark 2010(2001) om forøgelse af beskæftigelsen og halvering af statens gæld inden 2005 hhv. 2010 via offentlig udgiftstilbageholdenhed. Den senere Fogh-Rasmussen regering erklærede sig enig i med den afgåede AB-regering om plan Danmark 2010(se pp 286 ff).

I 2001 var der bred enighed om finanspolitiske hovedproblemstillinger. Og ult. 2004 skændes statsministerkandidaterne om, hvis skattestop, der er mest intelligent.

Fig. 9.1Valgkæmpere.
Det er vigtigt, at vælgerne kan se, hvad der gør en forskel.
Politiken 28. marts 2001 og 10 juni 2001. Med venlig tilladelse af Roald Als

Statsgælden halveres 2000 – 2007

 I årene 2000-2008 har store og voksende statsoverskud, især pga. høje skatteindtægter 2005-2007, mere end halveret statsgælden, og rentesatserne faldt.

2. halvår 2008: Krisetegn – Overskuddet forsvinder

 CV-regeringens skattelettelser forår 2004 peger i sig selv i retning af mindsket DAU overskud. Men perioden 2005-2007 udviser stigende DAU-overskud, grundet voksende produktion/faldende ledighed. Regeringens økonomiske prognoser i efteråret 2008 antyder voksende ledighed og faldende statsoverskud. Krisen vil vise, hvor meget. I januar 2009 forhandles milliardtilskud til en nødlidende banksektor.

Planlagte salg af statsligt ejede selskaber som TV2, og DONG efter fusion med Elsam, – og reklameselskabers køb af radiolicenser – ventes at medvirke til nedbringelse af statsgælden.

En vigtig faktor i forklaring på det økonomiske opsving 2004-2008 er en voldsom kreditvækst, forårsaget af lavrentepolitik og tilladelse til afdragsfrihed på boliglån, som har pustet ejendomsværdier op og muliggjort belåning af friværdi. Det er lidt samme mekanisme som de amerikanske ”sub-prime-lån”, der har fået æren af at forklare kreditboblen – som først brast i USA, og i efteråret 2008 i Danmark.

9.3 2000-2008  Sociale problemer: (aftagende) ledighed, eksklusion. De store udgifter. ‘Afhængighedsskabelse’ og ‘markedsforstyrrelse’.‘De fremmede’ som socialt problem.

Som nævnt i kap. 8.3 har socialpolitiske diskussioner i 1990’erne mange temaer og ikke megen indre sammenhæng. Tilsvarende gælder, at de enkelte lovændringer igennem 1990’erne har været orienteret mod enkeltproblemstillinger og har frembragt endnu flere målkonflikter og ydelseshuller, end hvad 1980’erne har bragt. Sådanne udviklinger er fortsat ind i 2000 årene (se politisk-økonomisk kalender).

Det er dog muligt at identificere nogle dominerende temaer:

Ledighed accepteret af politikerne: 2002 forlig planlagde 130.000 registreret ledige indtil 2010

Ledighedener i den politiske debat i årene 2000-2008 blevet stillet i baggrunden. Ganske vist søgte Socialdemokratiet hen imod 2005 valget at rejse kritik af, at CV-regeringen havde ‘mistet’ arbejdspladser, ikke mindst de 40-50.000 i den private sektor. Men det fremstod ikke som nogen hovedprioritet at få de ledige sat i arbejde. Flere i arbejdeforliget oktober 2002¹²(ABCOQV) havde som hovedproblemstilling en antagen fremtidig mangel på arbejdskraft. I forliget indgik endog en passus om, at af de flere i arbejde skulle 20.000 komme fra ledighed, de øvrige fra ‘uden for arbejdsmarkedet’, m.a.o.: forligspartierne var enige om et niveau for den fremtidige ledighed på o. 130.000 regnet helårs. Siden førte voksende efterspørgsel til arbejdskraftmangel og en del import af øst-arbejdere.

Udstødning og udvandring bl.a. pga. ’effektivisering’

Udstødning: særlige grupperssærlige problemer får stadig politikeres opmærksomhedi 2000-2008. Færre grupper end i 1990’erne. Det gælder ‘gadebørn‘ og ‘posedamer‘ og sindslidendei gadebilledet samt et voksende antal yngre misbrugere, som fylder op på gader og i forsorgshjem. Opmærksomheden om disse grupper af afvigere handler ikke alene om, at de har problemer– også om at de udgør problemerved deres tilstedeværelse i gade­billedet. Ved de årlige uddelinger f.eks. fra satspuljen ydes der da også ‘målrettet‘ indsats i forhold til enkelte af disse grupper, f.eks. ‘skæve huse til skæve eksistenser’. De strukturelle baggrundsfaktorer lades stort set urørt (se kap. 8.3 indledningen). Almindelige gruppersalmindelige problemer: oplevelsen af stigende arbejdstempo,oplevelsen af ikke at kunne klare sig i arbejdspladsens konkurrence, stress og nedslidning tiltrækker sig ikke på samme måde politikernes opmærksomhed. Kun når de medfører sygemelding – også i 2000 tallet blev der flere af dem, og længere, se. tab. 9.9, p. 301 – og førtidspensionering hhv. efterlønskrav, er de blevet anset som en offentlig udgiftsfaktor og dermed som et socialt problem. I statslige og kommunale institutioner ser vi mange tiltag til ‘nedbringelse af sygefraværet’, samtidig med at institutionerne i budgetlægningen opererer med årlige ‘produktivitets-vækstmål’, der ofte kun kan realiseres ved at de ansatte løber stærkere.

Fattigdom – eksklusion

National handlings-plan mod fattigdom og udstødelse – uden plan!

CASA – Red Barnet – Rådet for Socialt Udsatte: Vi har brug for en officiel fattigdomsgrænse

Fattigdom/eksklusion:De særlige gruppers særlige problemer og behandlingen af dem afspejler, foruden en lokal dansk interesse for dem, også en debat, der foregår i EF-bureaukratiet og som via bl.a. EF’s sociale fond og andre programmer søges taget op i medlemslandene. Alligevel: Fattigdomsproblemeter og er ikke på den danske socialpolitiske dagsorden. Vi har haft FN Topmøde om fattigdom og social udvikling i København 1995. I 2002 har EU-formandskabet holdt møde i Århus om unionslandenes indsats mod fattigdom. Den danske regering har to gange udgivet Danmarks nationale handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom og udstødning (NAPincl)2001/2003 og 2003/2005. Men debat­ten er både sjælden og luftig. Hvem er forresten de fattige? Regeringens nationale handlingsplaner rummer tal for antallet af personer under de to af EU benyttede fattigdomsgrænser på 60% hhv. 50% af medianindkomsten. Men i handlingsplanerne ses ingen regeringsforslag til initiativer mod fattigdom, baseret på disse definitioner, og ingen diskussion om, hvorvidt fattigdom ekskludererde fattige fra samfundslivet. I november 2004 afviste et flertal i Folketinget at vedtage en officiel dansk fattigdomsgrænse.¹³Center for Alternativ Samfunds Analyse leverer bl.a. i Social Årsrapport 2002 og 2004undersøgelser af fattigdommens omfang i Danmark. Det undersøges ud fra EU-kommisisonens definitioner: fattig er den, hvis indtægt er mindre end 60% hhv. 50% af medianindkomsten. Ved 50% grænsen er 4% af husstande under grænsen i 1995 og 1997, og 5,5% i 2000. Altså flere fattige. Men CASA bruger også en anden målestok, rådighedsbeløb under basis leveniveau (for bestemte familietyper) (budget-metoden). Ved den opgørelsesmetode konstaterer CASA, at antallet/andelen fattige faldt fra 1993 til 1997 og steg til over 1993 niveauet i 2001: 471.000 personer/familier, eller 18%. Red Barnethar sammen med SFI udgivet en rapport om børnefamiliefattigdom. Rådet for Socialt Udsattehar udgivet rapporter. Alle rapporterne argumenterer for en officiel fattigdomsgrænse, som kan gøres til udgangspunkt for lovgivning om indsats i forhold til fattige. Fattigdommen målt med 50% eller 60% af medianindkomsten udviser vækst 2000-2008. Lovgivning om lave kontantydelser som starthjælp/ integrationsydelse(vedtaget 2002) medførte i sig selv vækst i antallet af fattige. Kritik af fattigdomsudviklingen i Danmark har hidtil ikke vundet gehør hos partierne i centrum – se dog p. 319.

Indvandrere Flygtninge

 Ghettodiskussioner

 Religionsfrygt

Et specialtilfælde af udelukkelse fra arbejdsmarkedet er flygtningesog indvandreressituation. Vækst i antallet af indvandrereog flygtninge i 1990’erne gav anledning til en del avisoverskrifter og megen bekymring. Ledigheden blandt indvandrere og flygtninge er større end blandt de fleste andre befolkningsgrupper – alt andet ville også være forunderligt, eftersom 1) arbejdsgiverne har mindre instruktions- og ledelses­arbejde ved ansættelse af arbejdere, der i forvejen kan sproget, og 2) rekruttering til job oftest sker via netværk: den jobsøgendes chance for at få job er meget større, hvis hun/han anbefales til jobbet af en allerede ansat.. En vis frygt blandt kommunal- og folketingspolitikere for ‘ghettodannelse’har affødt flere forslag og tilskudsordninger, der tilsigter mere spredt bosætning af indvandrerne. Resultater heraf lader nu, 15 år efter nedsættelsen af regeringens byudvalg, vente på sig. Iøvrigt er der mangel på viden om, 1) hvilke indvan­drer-grupper, der klarer sig erhvervsmæssigt godt, og 2) på hvilke måderde integrerer sig erhvervsmæssigt, og dermed 3) hvilke teknikker, arbejdsmarkeds- og socialmyndighederne med fordel vil kunne betjene sig af i integrations­arbejdet. Et særtræk ved debatten om indvandrere og flygtningei de seneste år er en tiltagende xenofobi, et præg af fremmedangst eller fremmedhad, koncentreret om en rygende hetz mod islam og muslimer, der af nogle af debattørerne¹⁴beskyldes/mistænkes for ønske om magtovertagelse i Danmark.

Afviste asylansøgere: lejrophold, madpakke-ordning

Et særtilfælde af eksklusion er behandlingen af flygtningen, som er nægtet asyl, men som på grund af forholdene i flugtlandet ikke kan / vil hjemsendes. De opbevares i årevis i lejre, for en dels vedkommende på madpakkeordning¹⁵, uden adgang til deltagelse i arbejdsliv eller socialt liv blandt danskere. En del familier bliver splittet, når ét eller flere familiemedlemmer har opholdstilladelse mens ét eller flere andre nægtes opholdstilladelse og udvises. ‘Integrationsministeren’ står for behandlingen.

Fig. 9.2Problemet – regeringens løsning.
Politiken 2. december 2001 (5 dage efter CV regering).  Med venlig tilladelse af Roald Als

Arbejdsmiljø forringet i den offentlige sektor

Den fortsatte forværring af arbejdsmiljøet i den offentlige sektor har kun fyldt lidt i debatten om de sociale problemer. I Erik Jørgen Hansens store levekår-undersøgelse¹⁶sandsynliggøres det, at der fra 1976 til 1986 er sket en bred forværring af arbejdsmiljøet især for kvinder, ansat i social- og sundhedssektoren. Fremherskende er her oplevelsen af stress og arbejdspres. Tendensen er efter min vurdering fortsat ind i 1990’erne og ind i 2000 tallet.

Effektivitet: fyr de syge.

I tråd med denne vurdering viser en undersøgelse, som Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte har foretaget sammen med landets amter og kommuner, at amter og kommuner fyrer ca. 6.000 ansatte om året, for størstedelens vedkommende på grund af sygdom, i medfør af 120 dages reglen¹⁷Fra det kommunale ved jeg, at en del nedslidte fortsætter i jobbet med fleks-tilskud, halvtids med heltidsstatus. Alternativt ville de blive fyret pga. sygdom. Sligt pynter på beskæftigelsestallet (tab. 9.3). Væksten i antallet af modtagere af ledighedsydelse(ca. 12.000 i 2007, tab. 9.9) indicerer, at arbejdsmarkedets rummelighed har grænser. Dog: i den mest hektiske højkonjunktur i 2007 og 2008 falder antallet lidt.

Invalidering: Færre tilkendte førtids-pensioner betyder ikke færre invaliderede

Invalidering: Som nævnt i kap. 8.3 er det problematisk at beskrive det sociale problems omfangved en talopgørelse over, hvor mange der har fået tildelt en social ydelse. At tage antallet af >67årige som beskrivelse af, hvor mange der på grund af alder har et forsørgelsesproblem, er selvsagt misvisende.¹⁸At tage antallet af førtidspensionister som udtryk for, hvor mange der har mistet erhvervsevne, er mindre misvisende. Dog: afslagpå pension kan ikke tages som udtryk for, at personen ikke er invalideret. Ordningen med fleksjob, som jo har vist voldsom vækst 2000-2007 forudsætter jo en vis grad af ”funktionsnedsættelse”, tidligere kaldet invaliditet. I årene 2000-2006 ser vi (tab. 9.9, p. 301) et ret konstant antal nytildelinger af førtidspension, dog et højt tal i 2002 (lige før pensionsreformen). Om det lavere tal i 2007 skyldes strammere kommunal praksis eller forsinkelse pga. reformbesvær, vides ikke.

Neo-liberalismen: Velfærd som socialpolitisk problem

I 1990’erne blev Velfærdsstatener i sig selv blevet udnævnt til at udgøre et problem, som omtalt i kap. 8.4.0.Neo-liberalismenbygger på ur-liberalismens menneskesyn, nemlig vurderingen af homo oeconomicussom det rationalt egennyttigt handlende menneske, som helst nyder arbejdets frugt uden at lide arbejdets sved. Den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i 1993 havde skrevet mod velfærdsstatens tilbøjelighed til at skabe ‘slavementalitet’¹⁹, førte valgkamp i 2001 på at de sociale ydelser ikke må sænkes generelt. Det medførte, at tegneren Roald Als skrev og tegnede om hamskiftet ‘fra hulemand til julemand’. Andre har budt med, atindretningenaf forsørgelsesordningerne i utilstrækkeligt omfang giver incitamentertil befolkningen til at forsørge sig selv²⁰og dermed afføder forsørgelses-mentalitet. Med andre ord: at forsørgelsesordningerne hindrer markedets naturligefunktion. Begge synspunkter har som implicite kausale forudsætninger, atingeneller mindre rundhåndedeforsørgelsesordninger vil motiverede forsørgede til at prøve selv at sælge deres arbejdskraft, evt. til lavere løn end nugældende, og atmarkedetvil sikre sådan (billigere) arbejdskrafts afsætning. Herom nærmere i kap. 9.4.0.

Arbejde: tvang eller frihed ?

Med en Esping-Andersen’sk formulering: forsørgelsesordninger frigørde personer, der er omfattet af ordningerne, fra tvangen til at prøve at sælge arbejdskraft (kap. 2.11). Arbejdsløshedenudgør jo præcis forskellen mellem antallet af mennesker, der ønsker at sælge arbejdskraft, og antallet af stk. arbejdskraft, som offentlige og private arbejdskøbere ønsker at købe. Efterlønsordningenhar tilladt, at individet vælger arbejdsfrihed i stedet for arbejdsløshed. Netop dennevalgfrihedanskues af nogle af debattørerne som et socialt problem. Jørn Henrik Petersen²¹, professor i socialpolitik ved Odense Universitet og medlem af Socialkommissionen og Velfærdskommissionen, anser de stadig flere tidlige erhvervsophør som en trussel mod fremtidens økonomi og socialpolitik: hvis ikke individet er under sultens tvang til at søge arbejde, bryder samfundssystemet sammen.

Demografi: fremtidens “forsørger-byrde”

Fremtidens ‘ældrebyrde’: valgfriheden som socialpolitisk problem, kombineret med befolkningens fremtidige ændrede alderssammen-sætning, formuleres ofte som et statsfinansielt problem: Regeringens Velfærdskommission(nedsat 2003, bestående hovedsagelig af supply side economyorienterede økonomer) har fået som opdrag at komme med overvejelser om, hvordan det offentlige velfærdssystem i fremtiden kan organiseres, uden at skattetrykket øges.²²Med andre ord: som grundpræmis for design af fremtidens velfærdssystem sættes, at realindkomstvækst skal gå til privat forbrug! Realindkomstvæksten må ikke bruges til skattefinansieret forbedring af uddannelses- eller sundhedssystemet eller til højnelse af de fattiges levestandard. I konsekvens af denne grundpræmis har Velfærdskommissionenforeslået yderligere markedsorganisering af velfærds-funktionerne, med henblik på øget udbud af arbejdskraft og opkvalificering af arbejdskraften.²³

Den ønskelige konkurrenceforvridning.

Selv ikke de mere jubel-liberalistiske debattører i 1990’erne regner realistisk med, at velfærdsordningerne skal afskaffes. Faktisk er Venstres valgsejr i 2001 i betydelig grad grundet på opgivelse, i hvert fald i det ydre, af kritikken af velfærdsydelsernes niveau. Diskussionerne må derfor handle om ordningernes indretning. Her har et nærmest uløseligt problem været: kanvi undgå, og skalvi undgå, at foranstaltninger for den ene og den anden gruppe sociale klienter ‘forvrider konkurrencen’i forhold til den antagne normaltilstand: konkurrence mellem arbejderne på det ‘almindelige’ arbejdsmarked? En del indehavere af frisørsaloner har med irritation set ledige (før 1997) med iværksætterstøtte eller igangsætningsstøtte etablere frisørsaloner. Samme diskussion høres knap nok, når landbrugere søger eksportstøtte ved faldende flæskepriser (18. juli 1998) eller livsvarig kalve-ophørsstøtte(2004). Men selve eksistensen af ydelsesordninger er jo udtryk for, at politikerne har anset konkurrencensprissætning af menneskers arbejdskraft som ikke socialt acceptabel. Hvorfor diskussionen rettelig burde handle om, på hvilke måder, i hvilket omfang og med hvilke virkninger konkurrencen skal forvrides.

Økonomisk ulighedregnes af nogle for et socialt problem i sig selv. Det antages at betyde noget for samfundets sammenhængskraft.Indkomstfordelingen i Danmark er én af de mest ligelige i verden. Igennem 1990érne og i 2000-tallet er indkomstuligheden, målt ved den s.k. Gini-koefficient vokset en del. Formue-uligheden er betydelig større end indkomstuligheden – og voksende, bl.a. som følge af skattestop og især pga. værdistigning på aktier og fast ejendom.²⁴

9.4 Sociale institutioner og ydelser: ‘AKTIV’-ideologien, ‘pakker’, ‘kampag­ner’, ‘forsøg’. Nyliberalismen: ‘eget ansvar!‘ Strukturreformen. ’Socialt’ og ’Arbejde’ adskilles.

9.4.0  Diskussionstemaer, institutions- og ydelsesudvikling.Strukturreform

Neo-liberalismen : Velfærdsstaten som problem – hvordan minimere?

Når velfærdsstateni sig selv anskues som et problem, bliver det politiske hovedtema: hvordan minimere problemet? Neo-liberalismen bygger på ur-liberalismens men neskesyn, postulatet om homo oeconomicus:det rationalt egennyttigt handlende menneske, som helst nyder arbejdets frugt uden at lide arbejdets sved. I konsekvens heraf bør indretningenaf forsørgelsesordninger – som ikke helt kan afskaffes – give incitamentertil individerne til at forsørge sig selv²⁵og undgå forsørgelsesmentalitet. M.a.o: forsørgelsesordninger bør understøtte markedets naturligefunktion. Begge synspunkter har som implicit kausal forudsætning, atingeneller mindre rundhåndedeforsørgelsesordninger vil motiverede forsørgede til at prøve selv at sælge deres arbejdskraft, evt. til lavere løn end nugældende, og atmarkedetvil sikre sådan (billigere) arbejdskrafts afsætning. Denne sidste forudsætning hævdes af neoliberalismens økonomi-teori, monetarismeneller ‘supply side economy’, ‘udbuds-konomi’.

Incitamentpostulatet og dets praksis

Incitament-postulatet har været begrundelse for lovgivning om ungeydelse(1990), kortere A-dagpengeperiode (1993, 1998), nedsat efterløn (1998), loft over kontanthjælp(2003), starthjælp,introduktionsydelse(2003), forældrepålæg(2006).

Incitament-postulatet modsiges af empirien

John M. Keynes påviste teoretisk, at antagelsen om, at markedetvil sikre afsætning for udbudt arbejdskraft, var forkert²⁶1930’ernes massearbejdsløshed modsagde antagelsen i praksis. På empirisk grund modsiges incitaments-postulateti en nyere undersøgelse fra AUC²⁷, af lediges forløb. Heri godtgør forfatterne blandt andet,

• at der ikke er væsentlig forskel på den ikke-økonomiske tilskyndelsehos ledige og hos i arbejde værende,
• at tilskyndelsen til at ønske arbejde er ens uanset dagpenges kompensationsgrad,
• at ufaglærte med samme frekvens som faglærte og andre uddannede kom i job under 1990’er konjunkturopsvinget – med to undtagelser: indvandrere og ældre,
• -at størst forklaringsværdi mht. lediges tilbagevenden til job har arbejdskraft-efterspørgslen. Udviklingen 2005-2008 understøtter synspunktet

Kontant-ydelser i forhold til APW lønindkomst

I bilaget om Socialpolitiske filtreringsmekanismer – personkreds, tildelings- og udmålingsregler, har jeg tilføjet en skematisk oversigt over kontantydelser i dansk socialpolitik. For en dels vedkommende er der også angivet ydelsens størrelse i forhold til Average Production Worker‘s indkomst, som oplyst til OECD.

Social-demokratiets keynesianske opsvingsplan –

og neoliberale socialpolitik –

En socialdemokratisk keynesianskøkonomisk-politisk plan lå til grund for igangsættelse af 1990’er opsvinget: en generel forøgelse af arbejdskraftefterspørgslen. Planen fulgtes af incitament-lovgivning: nedsættelse af lediges ydelser og rettigheder:

• 1990 aftalen om ‘satsregulering’, dvs. fortløbende relativ forringelse af vilkårene for alle overførselsindkomstmodtagere,
• reduktion af lediges rettigheder: afskaffelse af jobtilbud og optjeningsret, kortere dagpengevarighed (1993-arbejdsmarkedsreformen).
• indskrænkning/ændring af efterlønsordningen: efterløn kun til 65 år, lavere efterløn for 60-61 årige, individuelt optjeningssystem i efterlønsordningen (1998)

blev videreført af Fogh-regeringen

Denne linie er blevet videreført af CV-regeringen sammen med Aog B, med 5 ændringer af LAS 2002-2005 og integrationslov – ændringer som alle beskærer ydelser til kontanthjælpmodtagere. Den 6. ændring med nedskæring af ydelser – starthjælp/introduktionsydelseblev alene støttet af O. Boligstøtte er også beskåret.

CV-regeringens keynesianisme

I 2004 har regeringen, støttet på COV blokken, iværksat skattenedsættelser på indkomstskat, i 2005 på selskabsskat, og planlagt for 2009 igen topskat – i det øjemed at puste et opsving i gang, på god gammel keynesiansk vis. De holder dog samtidig kommunerne i så stramme tøjler økonomisk, at den store ekspansive effekt ikke vil komme derfra. Øvelsens succes er afhænger af, at de private forbrugere efterspørger indenlandsk producerede varer. Socialdemokratiet og venstrefløjen har kritiseret den politik for at være for lidt målrettet til at give en stor beskæftigelseseffekt i Danmark. Beskæftigelsen voksede efter 2005, pga. skattelettelse og/eller kreditboble.

‘Alle kan komme i arbejde!’ Øh – samtidig?

De dominerende temaer i debatten om beskæftigelse og ledighed handler stort set undtagelsesfrit om, hvad statsmagten skal gøre ved de ledige for at få dem til at gøre noget ved deres ledighed. 18. februar 2004 meddelte beskæftigelsesministeren til pressen:Alle kan komme i arbejde– i forbindelse med offentliggørelse af en undersøgelse af individorienterede foranstaltninger samt eksempelsamlinger til efter-følgelse i kommuner og AF. Spørgsmålet: ‘alle kan komme i arbejde – men kan de komme det samtidig?’ besvares ikke i materialet. Den ideologiske offensiv tilsigter antagelig at bibringe ledige og jobkonsulenter den (selv-) opfattelse, at hvis klienten ikke kommer i job, er det ham eller jobkonsulenten, der ikke er dygtige nok. At indsatsen kun kan føre til en skarpere konkurrence om de job, der udbydes, forties.

Tema 1 For store sociale  udgifter 
– for høje skatter
– ned med selskabsskatten

Et hovedproblem, hovedtema i den socialpolitiske debat om indretning af det sociale ydelsessystem har også i 2000-tallet været: de “for store” offentlige udgifter til sociale formål og de (deraf følgende) for høje skatter. I forbindelse med vedtagelsen af finanslov 2005 blev det besluttet at ‘lukke nogle skattehuller‘, som store firmaer havde udnyttet, og COV flertallet besluttede som en selvfølgelighed at nedsætte selskabsskatterne tilsvarende. Hvorefter man fortsat diskuterer problemet: de for høje skatter som følge af de for store sociale udgifter.

Tema 1a Udgiftsvækst – begrænses bl.a. via lavere satsregulering

Som undertema diskuteres: hvordan bremser vi væksten i overførsels­ind­komster til personer (ikke virksomheder). Herom nedsattes to kommissioner: Socialkommissionen(1991-1993) og Velfærdskommissionen(2003-2006), til dels med samme personbesætning. En del af løsningen på problemet blev grundlagt med Satsreguleringsforligeti 1990, et forlig med deltagelse af alle Folketingets partier, dengang minus liste Z. Forliget går bl.a. ud på, at overførselsindkomsterne reguleres årligt med procent, der er noget mindre end den gennemsnitlige lønstigning (fig. 9.5.a, s.305). Folkepensionen er siden 1994 steget 33% point mindre end ved en løntalsregulering. NB vækst i landbruger-støtten begrænses ikke via satsreguleringsforliget.

Tema 2 Hvordan indoktrinere arbejdsideologien?

Et andet hovedtema i den socialpolitiske debat i 1990’erne og årene siden 2000 har været: hvordan indretter vi forsørgelses­lov­giv­ningen, så den indoktrinerer arbejdsideologien? Dette hovedtema afspejler en for næsten alle partier fælles frygt for, at unge og langtidsledige og indvandrere og handicappede skal vænne sig til, at det er fint at leve af overførselsindkomst, uden at føle trang til at yde noget ’til gengæld’.   NB landbruger-støtten omlægges væk fra at opmuntre til produktion.

De to hovedtemaer anskues i debatten som målog middeli for­hold til hinanden: arbejdsiver kan være et middel til at mindske behovet for overførselsindkomster – og lavere over­førselsindkomst benyttes som middel til indlæring af arbejdsiver.

Når overskriften Konsolidering af neo-liberalismen, er valgt for perioden 2000- , er det især fordi Socialdemokratiet i alle forlig (dog ikke starthjælp-forliget) om de ledige, kontanthjælpsmodtagerne, efterlønnerne forbeholdsløst har antaget sig incitamentsteorienog kontrol-modellen som grundsyn på, hvordan mennesker motiveres. Dog: i 2008 har partiet foreslået kontanthjælpsloft og starthjælp afskaffet.

Tema 3 Hvordan lette byrden for de offentlige kasser?

Et tredje hovedtema i den socialpolitiske debat har været ansvar: hvordan kan vi mindske de offentlige udgifterved at få flyttet byrdenved løsning af individets problemer væk fra det offentlige?²⁸Formen kan være: a) læg ansvaretfor løsning af ledighedsproblemet over til den ledige. b) læg ansvaretfor jobfastholdelse af den syge hos virksomheden.c) læg ansvaretfor integrering af den handicappede hos virksomheden. d) læg ansvaretfor stimulering af den gamle hos søn, datter, voksne pårørendei lejligheden eller nabolaget. e) giv dem ret til noget mindre.

Tema 4 ‘Kvalitet’ i socialt arbejde

Et fjerde hovedtema var i 1990’erne kvalitet i det sociale arbejde, under hvilken paraply problemer vedr. ventetid, sagsbehandlingstid, anke, partsrettigheder, dobbeltadministration, brugerindflydelsebliver debatteret. Efter 2001 regeringsskiftet har begrundelse for en Kommunalreformmed sammenlægning af kommuner været, at større enheder var nødvendige for at opnå faglig bæredygtighed. 

Tema 5 Privatisering

Et femte hovedtema i 1990-2008 debatterne er privatisering:

Privatisering 1 udlicitering

En del af kommunernes og AF’s arbejde med aktivering er blevet privatiseret/ udliciteret. Private konsulentfirmaer af varierende seriøsitet afholder opfølgnings- samtaler med dagpengemodtagere/kontanthjælpsmodtagere. Ikke overraskende creamerde en del af klientellet, hvilket medfører bedre succes-raterendde offentlige institutioners.

Privatisering 2: klar dig selv

En anden form for privatisering af ansvaret, består i at samfundet meddeler det problemramte menneske, at det problem må hun selv klare. At en familie har sat sig for høje boligudgifter i tillid til mandens gode indtjening som bygningsarbejder, og siden kommer i klemme, da han bliver syg, det må de selv klare. I hvert fald hvis sygdommen varer mere end et kvart år (LAS § 34). At en arbejdsløs med gældsproblemer efter et trafikuheld står med en stor tandlægeregning,det må han selv klare.Det er et spørgsmål om hans købekraft, altså etmarkedsspørgsmål.

Privatisering 3: få familien til at hjælpe

Den tredie type privatisering af ansvaret, som oftere bliver debatteret, handler om at få familie og foreninger til at påtage sig at løse individets problemer. I 1990’erne er der lovgivet om støtte til, at familiemedlemmer løser plejeopgaver (og dermed efter­spørger mindre offentlig service). Denne udvikling er videreført med Handicap-orlovslov: orlov til lønmodtagere, der passer nærtstående med handicap eller sygdom (2002). For så vidt kan sådanne ordninger tolkes som en politisk anerkendelse af, at byrden ved opgavens løsning er en fælles sag – og at fællesskabet vil honorere, at familien påtager sig løsningen.

Hovedtema 6: Straf som social indsats

Kontrol og Strafsom socialpædagogiske værktøjer har fyldt en del i den politiske debat. Kriminalpolitiskhar vi set mange vedtagelser af højere straframmer. Socialpolitiskhar vi set en del vedtagelser af statslig kontrol med kommuner og A-kasser, og sanktion,når disse ikke opfylder lovens/direktoratets krav. At en syg eller en arbejdsløs glemmer en opfølgningssamtale, straffesmed DP-ophør. En arbejdsløs skal sende 4 ansøgninger/uge. Ellers: ikke rådighed, ikke DP. I 2006 vedtoges, at overtrædelse af forældrepålægsanktioneresmed beskæring af børnefamilieydelsen. Familier smides ud af lejlighed, hvis ét medlem udviser kriminel adfærd. Mest udsat, mest straffet.

Ikke-tema: Mindskelse af rettigheder  

Væk fra solidaritets-princippet: Fra erstatning til forsørgelse

Et ikke-temai udviklingen 1990-2006 er: mindskelsen af borgerens rettigheder. 1960’er-1970’er socialreformen blev argumenteret med solidaritetsprincippet: den person, der lider skade som følge af samfundsmæssige forhold, skal have erstatningaf fællesskabet (se s. 137). De nederste i samnfundetskulle løftes ved at have rettigheder. Tydeligt blev det udmøntet i 1960’er-princippet om, at den invaliderede kunne få fastslået sit tab og få en (nogenlunde) dertil svarende pension som erstatningaf samfundet, som en ret. Den arbejdsløse skulle have 90% af hidtidig indtægt (dog max.DP) som erstatning, når samfundet ikke efterspurgte hans/hendes arbejdskraft. Og den ledige kunne (efter 1977) ikke miste dagpenge-ret(falde for 26 ugers reglen), hvis ikke AF systemet havde leveret et job-tilbud. Fra og med 1990’erne tog Folketinget rettigheder fra De nederste: Med 1993-94 arbejdsmarkedsreformen tog man bl.a. optjeningsretten fra de ledige. Med 1997-lovene fastslog socialminister Karen Jespersen, at kontanthjælp er det nederste sikkerhedsnet(som i 1933). Nettet er siden blevet sænket noget. Med 2001 førtidspensionsreformen(i kraft 1.1.2003)(SR-regering) afskaffede man erstatnings-tanken ved tildeling, og man lod udmålingen være et rent forsørgelsesspørgsmål: hvor lidt vil vi være bekendt, at de skal leve af?

Disse hovedtemaer (og ikke-tema) – og deres sidetemaer – er gennemgående i mange af 1990-2008 årenes socialpolitik-diskussioner. Der sker vægtforskydninger igennem perioderne, se i det efterfølgende.

Diskrimination uden diskrimination – ret til mindre

Et iøjnefaldende træk i de seneste års lovændringer er den idérigdom, lovgiver har udvist i det øjemed at ‘få ram på’ indvandrerne i Danmark, ved at lave lovregler om mindskede ydelser og anden forringelse af rettigheder, som reelt men ikke formelt diskriminerer udlændinge. Den politiske baggrund er den i 8.3 omtalte xenofobi, der har bredt sig i dele af det politiske system. Retorikken og politikken har været dobbelt: På den ene side hævder midterpartierne vigtigheden af integration– på den anden side hævder de nødvendigheden af at beskære indvandringen. I socialpolitisk henseende har et vigtigt middel været: sulte-lave ydelser. Første gang med en integrationsydelse, lavere end kontanthjælp, i 1999 (AB-regering). Den måtte opgives som åbenlyst konventionsstridig. Anden gang, i 2002, fandt (CV)regeringen Columbus-ægget: Starthjælpefter Lov om Aktiv Socialpolitik (LAS) på niveau af halv kontanthjælp, til alle kontanthjælpsmodtagere med mindre end 7 års ophold i Danmark. Det gælder for alle personer – også danskere, der har været i udlandet. Og til flygtninge Introduktionsydelseefter Integrationsloven, størrelse lig med Starthjælp. Starthjælpen forventedes alene at få betydning for ‘ikke etnisk danske’ indvandrere – altså kun reelt, ikke formelten diskrimination. Da pressen omtalte en enlig (dansk) mor, som fik starthjælp efter nogle års udlandsophold, vakte det en del postyr, og flere politikere udtalte, at ‘det var jo ikke meningen’. Tilsvarende gælder reglen om loft over kontantydelser(stort set lig med kontanthjælp plus boligsikring) efter 6 måneder (gyldig fra 1.1.2003): lov-konstruktionen er, at summen af kontanthjælp + boligstøtte højst må udgøre et vist beløb – reduktion af støtte sker først i boligstøtte. Virkning er, at især to-forsørgerfamilier med mange børn rammes. Og det er jo ret få familier ‘med hudfarvet hud’, der bådebor til leje oghar mange børn oger på kontanthjælp i længere tid. Et sent eksempel på den ‘ikke-diskriminerende’ diskrimination skal nævnes afskaffelsen af skolepraktiki de tekniske skoler.

Strukturreform: Centralisering og kontrol

 Socialchef-kritik af den statslig styring: lovgivning skaber retsløshed

Et iøjnefaldende træk ved den generelle politisk-administrative udvikling i 1990’erne og især efter 2000 er re-centralisering, indirekteog direkte. Denindirekte: statens stadig strammere økonomiske styring af kommunerne har reelt afskaffet 1970’er reformens grundidé: at byrådet under ansvar over for vælgerne kunne beslutte højt serviceniveau plus høj skat eller lavt serviceniveau plus lav skat. Tilbage er blevet ret til frivilligt at undlade at hæve skatte- og serviceniveau. Formanden for Socialchefforeningen kritiserede i 2004 regering og kommunalbestyrelser for at tvinge chefer, mellemledere og frontpersonale til at politisere ved at prioritere inden for så stramme økonomiske rammer, at borgere ikke altid får deres retmæssige ydelse. Den direkte: i forbindelse med førtidspensionsreformen 2001 fik ministeren hjemmel til at foreskrive sagsbehandling i pensions-sager: arbejdsevnemetode, ressourceprofil. Regeringerne har foreskrevet amter/regioner behandlingsgaranti-tider for visse sygdomme (og givet dem ‘ret’ til at nedprioritere andre behandlingsområder for at finansiere behandlingsgarantierne). Strukturreformen betyder kraftigt øget styringsret (bemyndigelser) til regeringen, på kommuners og regioners bekostning (p297-299).

Kontanthjælp-lovgivning: lap på lap på lap

Endelig må nævnes, at lovændringerne til kontanthjælpsmodtagernes fattigdoms forøgelse har gjort forsørgelsesloven betydelig mere kompliceret og uoverskuelig, og at de har afstedkommet en del ekstra sagsbehandling af ansøgninger om enkeltydelser, og dermed øget sagsbehandlingstid og stressniveau i socialforvaltningerne. En illustration: læs Beskæftigelsesministeriets BEK 606 af 30.06.2003 om Særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik (.. høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde), kombineret med reglerne i LAS §§ 25 – 25f om beregning af kontanthjælp.

I senere afsnit beskrives ved gennemgang af debat, institutions-, ydelses- og lovgivningsudvikling 2000-2008, hvordan de ovennævnte temaer indgår ved de enkelte lovændringer (kap. 9.4.1-4) Fremstillingen kan ikke blive dækkende, bl.a. fordi kilderne ikke afslører alle motiver hos alle politikere. Hovedlinjer tør jeg dog tegne.

Strukturreform – kommunalreform – socialreform 2005-2007.

1. januar 2007 trådte en reform af den offentlige sektor i kraft. Det er den største politisk-administrative ommøblering af Danmark nogensinde²⁹. Reformen bestod af o. 50 love, som tilsammen ændrede flere hundrede love. Nedenstående: kort om begrundelserfor reformen og dens indhold, og om regioners og kommuners organisation, opgaverog finansiering.Derefter: mest om ændringer af betydning på de social- og arbejdsmarkedspolitiske områder.

Motiver

Begrundelser: én begrundelse, fremført særligt af de konservative, var ønsket om at afskaffe det ene af tre skatteudskrivende niveauer: amtskommunerne. En anden begrundelse var den vurdering, at (en del) kommuner var for små til at løse de opgaver, levere den service, som nutidens danskere har krav på. Det skal bemærkes, at der ikke foreligger nogen beskrivelse af områder, på hvilke de hidtidige kommuner/amtskommuner har leveret dårlig opgaveløsning.³⁰Hos Venstre har et ønske været, at større kommuner skulle lette mulighed for opgave-udlicitering. Oprindelig havde CV regeringen et ønske om, at regionerne kun skulle beskæftige sig med sygehusdrift. Men som oplæg til et kompromis (der ikke blev til noget) med Socialdemokratiet tillagde man regionsrådene enkelte andre opgaver.

5 regionale statsforvaltninger 
5 regioner
98 kommuner

Organisation: der oprettedes 5 centre for regional statsforvaltning, med underafdelinger i flere byer. Amtskommuner og statsamter nedlagdes. Der oprettedes 5 regioner, med hver sit direkte valgte regionsrådmed 41 medlemmer. De 271 kommuner sammenlagdes til 98 kommuner, som hidtil med en kommunalbestyrelseog en borgmesteri spidsen.

Opgaver: 
Regioner: ingen kommunalfuldmagt

Opgaver:Visse hidtil kommunale og amtslige opgaver blev statslige, såsom skatteforvaltning og gymnasiedrift. De regionale statsforvaltningervaretager tilsyn med kommuner, skatteforvaltning, familieretsopgaver, visse kulturopgaver, dele af arbejdsmarkedsområdet. Amtskommunernes hidtidige sociale rådgivningsfunktion over for kommuner henlagdes til VISO, en statslig IT-baseret vejledningsvirksomhed, VIdens- og SpecialrådgivningsOrganisation (viso.social.dk). Regionernevaretager sygehusdrift, regional erhvervsudvikling (ikke nogen stor opgave), kollektiv trafik, og drift af mere specialiserede sociale institutioner. Regionsrådet har ikke beskatningsret og må ikke tage andre opgaver på sig, end hvad der er positivt foreskrevet i lov. Det vil sige: ingen kommunalfuldmagttil regionsrådene. Kommunerneovertog de fleste af amternes opgaver på det sociale område, incl. drift af institutioner for børn og unge, de fleste handicapinstitutioner og rehabiliteringsinstitutioner, og genoptræning efter hospitalsophold. Kommunerne ventes at oprette sundhedscentretil at varetage rehabiliterings-, genoptrænings- og vedligeholdelsestræningsopgaver.

Finansieringering af institutioner – en socialreform

 Reform: udgiftsneutral

Finansiering:Regionernefinansieres hovedsagelig via et statsligt bloktilskud, hvortil kommer et pr. indbygger kommunalt bidrag til sygehusdriften, og en pr. indlæggelse kommunal takstbetaling for sygehusanvendelse. Kommunernefinansieres, som hidtil, af kommunale skatter, statsligt bloktilskud og diverse brugerbetalinger. En del af den bortfaldne amtslige beskatning overtages af kommunerne³¹, en anden del blev ”sundhedsbidrag”: en proportional statsskat. Kommunerne afholder alle udgifter på det sociale område (fraset lidt statsrefusion til de allerdyreste klienter). Alle institutioner finansieres via kommunal takstbetaling. Heri ligger en implicit socialreform, hvis konsekvenser er stort set u-belyst forud for reformen. Herom nedenfor. Politikerne erklærede, at reformen ikke tilsigtede socialpolitiske ændringer. Fagfolk er stort set enige om, at takstfinansieringen vil få væsentlige konsekvenser.

Regeringspartierne/DF har vedtaget, at kommunernes udgifter i forbindelse med reformen skal afholdes uden skatteforhøjelser eller bloktilskud. Deraf følger nogen beskæringer på andre udgiftskonti.

B & U: Kommunalt forsyningsansvar 

Risiko for neddimensionering pga. underbudgettering

Børn- og unge området: Som nævnt har kommunerne overtaget ansvaret for driften af (næsten) alle institutioner på børn- og unge området. Det vil sige: amtskommunernes hidtidige forsyningsansvarbortfalder. Typisk overtager beliggenheds-kommunendriften. Ikke alle kommuner har befolkningsunderlag til at drive de mere specialiserede institutioner – de må derfor visitere børn med specielle vanskeligheder til institutioner, som drives af andre kommuner, eller oprette drifts-fællesskaber. Institutionerne må budgettere plads- og personaletal ud fra forventet antal børn/ unge. De er derfor nødt til at budgettere ud fra kommunernes oplysning til den årlige rammeaftaleforhandling om forventet anbringelsestal. For 2007 havde kommunerne under-budgetteret deres brug af institutioner uden for egen kommune. Det har fået institutioner til at reducere plads- og personaletal. Institutionernes højt kvalificerede medarbejdere fandt let andet job, og de står så ikke længere til rådighed inden for institutionens speciale. Når det viste sig, at behovet for pladser var større end bud-getteret, var det et problem at genoprette pladserne/overbelægge – personalet forefandtes ikke. Samme mekanisme virker på handicapområdet og på andre områder³².

Handicap: Flest inst. til primærkommunen – Enkelte i region – Antagelig nogle i kommunalt driftsfællesskab

Voksen-handicapområdet: Kommunerne står for betjeningen af de handicappede. Institutionsdrift: kommunerne finansierer driften via taktsbetaling, lige som på B&U området. En stor del af institutionerne overtoges af beliggenhedskommunen– for nogle kommuner har institutionernes beliggenhed været interessant, også for anden anvendelse end institutionsdrift! Nogle mere specialiserede handicap-institutionerdrivesaf regionerne, dimensioneresefter kommunernes forventede efterspørgsel og finansieresvia kommunal takstbetaling. Også her er der en risiko/ sandsynlighed for underbudgettering og dermed kapacitetsbeskæring. Et eksempel på denne mekanisme er set i funktion på tale-/høreområdet: rekruttering er et par år før reformens ikrafttræden gået i stå, og ved naturlig afgang sker neddimensionering. Eftersom en stor del af uddannelsen på dette område er ‘on-the-job-training’, bliver konsekvensen: færre specialiserede tale-/høre pædagoger til rådighed. Beliggenhedskommunerne har overtaget flere institutioner end forventet.

 Region Midtjylland neddimensionerer og samler institutionsadministrationen³³.

VISO

VISO-Videns- og SpecialrådgivningsOrganisation skal som nævnt afløse amternes specialrådgivningskonsulenter. Ikke klienterne, kun kommunerne, kan bestille udredning hos VISO.VISOer tænkt som en lille central enhed, der skal kunne trække på specialister, der sidder rundt omkring i landet. Nogen skepsis er blevet udtrykt over for organisationen.³⁴Kommunerne har brugt den lidt i 2007, mere i 2008.

Arbejdsmarked: Kommunale Jobcentre med delt kommunal- statslig ledelse

 Evt ‘pilot’ centre med kommunal ledelse med særlig kontrakt

 Administrative procedurer og faglige redskaber bestemmes af ministeren

Arbejdsmarkedsområdet:her skete en grundlæggende ændring, idet AF (hidtil statsligt-regionalt organiseret) lagdes sammen med kommunernes beskæftigelsesforvaltning i et fælles statsligt-kommunalt Jobcenter, med ledelse bestående af begge parter. Det skete i form af kontrakter mellem Regional Statsforvaltning og de enkelte kommuner. Angiven begrundelse herfor er, at indsatsen i forhold til (fagorganiserede) forsikrede ledige og (ikke-organiserede) ledige kontanthjælpsmodtagere skal være den samme – thi disse to kategorier har de samme arbejdsmarkedsmæssige problemer. Begrundelsen er ikke fuldstændig forkert: nogle forsikrede ledige har vel sociale problemer oven i ledigheden, og en del kontanthjælpsmodtagere har ikke andet end ledighed som problem. Men begrundelsen er ikke nogen dækkende virkelighedsbeskrivelse: frekvensen af sociale problemer er større hos de ikke-forsikrede end hos de forsikrede. Mere nærliggende er det at anskue samlingen af indsatserne som et trin på vejen til, at de ledige ikke blot skal have ‘samme’ behandling men også samme ydelse, sådan ud fra en slags lighedsbetragtning. Og det er næppe kontanthjælpen, der i lighedsbetragtningens navn vil blive hævet! På arbejdsmarkedsområdet er der ikke fem men fire regioner: de to sjællandske regioner samledes under én direktør hvad angår arbejdsmarkedet. Der åbnes mulighed for, at kommunens (lovpligtige) beskæftigelsesudvalgved særlig kontrakt kan overtage hele ledelsen af Jobcentret – stadig under ganske tæt instruktionsbeføjelse fra ministeriet, om bl.a. Jobnet, Jobbarometer³⁵, match m.m.v. I forlig om finanslov 2009 har COV besluttet, at arbejdsformidling og finansieringen af A-dagpenge skal kommunaliseres pr. 2009.08.01.

Beskæftigelse adskilt fra Socialt

Samarbejdsbehov ang. klienter med flere problemer

Virkning af reformen: Betydelig usikkerhed

For en del klienter – nemlig dem, der har andre sociale problemer end ledighed – gælder, at jobcentret skal samarbejde med kommunens socialforvaltning. Strukturen nødvendiggør altså, at der skal formaliseres et samarbejde mellem to kommunale forvaltninger – LRA foreskriver jo, at kommunens sagsbehandling i forhold til den enkelte klient skal ske helhedsorienteret. Men ’enstrengethed’ er ikke tilladt i loven.

Sammenfattende om strukturreformen og dens betydning for socialpolitik og socialt arbejde kan siges: Der er skabt betydelig usikkerhed især hos medarbejderne i de amtslige (nu regionale) institutioner om egen og institutionernes fremtid. Der er på grund af takstfinansieringen mulighed for neddimensionering af institutionsområdet og for tab af professionsspecialer. Der er store mangler i kommunal statistik. Hvor stor ravage reformen i øvrigt forårsager, og om reformen giver anledning til metodiske nybrud, vil blive vurderet i næste udgave af Dansk Socialpolitik 1708- ca. 2010.

9.4.1 Ydelsesområderne

9.4.1.1 Ældre- og invalideforsørgelse og -omsorg 2000-2008

Perspektiver og problemer på ældreforsørgelsesområdet

Hvordan ’motivere’ de ældre til at arbejde længere?

Velfærdskommissionens udgangspunktvar bekymringfor udsigten til vækst i de offentligt finansierede over­før­sels­indkomster (‘for­sørgerbyrden‘), hvis befolk­ningen fastholdt tendensen med stadig tidligere tilbagetrækning fra job. En bekymring som var begrundet i 1990-prognosen (tab. 7.2, p 172), men som 2002-prognosen (tab. 8.2) ikke i samme grad, og 2008-fremskrivningen (tab. 9.2) i end mindre grad understøtter.

Konstant antal yngre pensionister og flere >80 årige.

Befolkningsudvikling 2000-2008.
Tab. 9.2 (p. 278) viser vækst i antal >65-årige, og lidt voksende antal >80-årige. Antallet af pensionister vokser kraftigt fra 2005: det er virkning af sænkning til 65 års folkepensionsalder (tab. 9.9). Hertil kommer en vækst på 7.000 efterlønsmodtagere, til 187.000 i 2004. Tilgangen til efterløn er fortsat højt: efter en lille nedgang til 28.500 i 2000 stiger antallet til 38.700 i 2002 og 36.900 i 2003. Fra 2005 ses effekten af nedsættelsen af folkepensionsalder: flere folkepensionister, færre førtidspensionister og efterlønsmodtagere

Forsørgelse: lovudviklingen på pensions- og efterlønområdet

Ingen mere betydende lovændringer

1. Folkepension:
Siden 2000 er der 2 vigtige ændringer på folkepension- og efterløn-områderne 1) ikrafttræden af forliget om nedsættelse af folkepensionsalder til 65 år, virkning fra 2004 – som medførte tidligere indkomstnedgang for førtidspensionister og efterlønmodtagere. 2) lovændring om forhøjelse af folkepensionsalder til 67 år, med virkning fra 2024, med det formål at få folk til at blive længere i job. En del detailændringer bl.a. af skattekeknisk art – kan ses i den kronologiske oversigt.

I 2002 genindførtes Efterlevende-pensionen(se dødepakken, 1999), og den særlige pensionsopsparingændres: udbetaling bliver lig med indbetalt (plus tilskrevne renter) – altså tilbage til ulighedsordningen.

I 2004 og 2005 og 2008 ‘suspenderes‘ indbetaling af bidrag til den særlige pensionsopsparing, hvilket af lønmodtagerne opleves som lidt mere i lønningsposen og af finansministeren som lidt mere ind i skat.

Fattige gamle: et tema, som kommer igen. Pia-check 2004 og senere.

Fattigdom: i forbindelse med finanslov 2004 og 2005 blev det vedtaget at yde en supplerende pensionsydelse(”Pia-check”) på op til 5000 kr/år til pensionister, der kun har folkepensionen som eksistensgrundlag. Det viste sig at være forholdsvis få: personer, der også har en mindre ATP pension, er afskåret fra ydelsen. En symbolændring, begrundet i at pesionen er for lav. Ydelsen forhøjedes siden (fig. 9.5.a, s. 305 og kronologi-oversigten).

2001 Førtids-pensions-reform

Arbejdsevne – ikke erstatning

2 Førtidspension:
2001: Folketinget (ABCFMQV) vedtogførtidspensionsreformtil ikrafttræden 1.1.2003, i alt væsentligt i overensstemmelse med tankerne fra Socialkommissionen. Grundtanken i reformen er ved tildelinget brud med erstatningsynspunkte: det skal ikke længere konstateres, at du har lidt er erhvervsevnetabaf en vis størrelse, som siden skal kompenseres. Nej, det skal undersøges, om din arbejdsevneer nedsat – om nedsættelsen er varig – og om nedsættelsen er af et sådant omfang, at du – uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægts-givende arbejde. Selvom SPL altså ikke længere opererer med procentvis erhvervsevnetab, skal man alligevel vurdere en størrelsesorden – den må nu blot ikke angives som en procentsats. Meningen med loven er, at tildeling nærmest skal ske ved ‘kun ubetydelig arbejdsevne’. Ved lovens vedtagelse antog Folketinget, at tilkendelsestallet ville komme til at ligge et sted omkring eller under antallet af tilkendelser af MFP+HFP.

Dagpengeniveau og ingen 
BoY

Også ved udmålinghar førtidspensionsreformengjort op med 1960’er reformens erstatnings-principeller kompensationsprincip. Som nævnt p. 149 var idéen med LIP-MIP-HIP konstruktionen, at den invaliderede varigt skulle have en levestandard på niveau med en jævnaldrende i arbejde værende, enten i form af pension alene eller i form af pension + arbejdsindkomst. Samfundet skulle kompenserefor erhvervsevnetabet. I 2001 har førtidspensions-forligspartierne genoplivet 1930’ernes forsørgelses-princip: hvor lidt vil vi være bekendt at lade ham/hende overleve på? Det er i 2003: den invaliderede skal varigt have en levestandard på niveau med en modtager af arbejdsløshedsdagpenge, dog kun hvis hun/han altså ikke er samlevende. Hvis hun/han bor med kæreste, må hun/han klare sig med 85% af dagpengemaksimum. Det er en del mindre end den jævnaldrende, i arbejde værende, har. Hvis hans/hendes handicap afføder udgifter, f.ex. medicinudgifter, kan dækning af sådanne udgifter søges efter LSS, hvor hun dog selv må afholde de første 6000 kr./år af udgifterne, før der er til indkøb af rugbrød og løg. Mange førtidspensionister har betydelige medicinudgifter.

Førtidspension:
lavere ydelser efter de nye regler

Et regneeksempel fra Århus Kommune (fig. 9.4) godtgør, at en førtidspensionsmodtager årgang 2003 vil have mindre til rådighed end en pensionist på forhøjet almindelig førtidspension, pensioneret i 2002. Det skyldes især, at pensionistfordelene, især boligydelseog medicintilskud, falder væk som led i førtids-pensionsforliget. Det er tænkeligt, at det for nye pensionister lavere ydelsesniveau er passeret upåagtet igennem i det brede folketingsforlig, fordi en del folketingsmedlemmer og de etablerede førtidspensionister (‘s organisationer) ikke har regnet ordentligt på lovens virkninger og i øvrigt ikke rammes af dem – det får (kun) virkning for pensionister, hvis sag rejses efter 1.1.2003.

Arbejdsevne-metoden: tankekontrol

Førtidspensionsreformenbyder på en administrativ nyskabelse, idet man i loven har forskrevet anvendelsen af en bestemt skematisk fremgangsmåde, kaldet arbejdsevnemetoden, til vurdering af klientens arbejdsevne. Grundidéen i arbejdsevne metoden er tanke-kontrol: en af metodens fædre, Jens Bang, skriver herom: ³⁶ Socialrådgiveren skal sige: ‘.. jeg vil ikke høre om, hvad du ikke kan – jeg vil høre om alt det, du kan’. Socialpsykologisk er der nok tale om at satse på en Rosenthal-effekt: ved at socialrådgiveren påvirker klienten til at fokusere på talenter, snarere end tab, kan talenterne udvikles snarere end ødelægges. Herom henvises til opslag på Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk. Socialrådgivningsfagligt, fag-etisk, kan det vel diskuteres, om klienten oplever sig taget alvorligt, når socialrådgiveren kun vil høre om ressourcer, ikke om belastninger. Det kan vel tænkes, at klientens satsen på talenterne af og til ikke fører til, at nogen vil købe talenterne for løn – så énsidigheden i kommunikationen medfører, at klienten mister tilliden til socialrådgiveren.

I 2003 er Lov om HFP, MFP, FaFP blevet udskilt fra Lov om social pension. At have den gamle og den nye førtids-pensionslov i én lov blev for indviklet. I 2005 vedtog Folketinget at hæve de to laveste pensionssatser til niveauet for MFP (som besluttet, B33, i 1981-82!).

Ved forhandlingerne om finanslov 2005 foreslog Dansk Folkeparti (deltager i satsreguleringsforliget), at også fattige førtidspensionister skulle have en særlig ydelse, på lige fod med fattige folkepensionister. Det blev fra i finanslov 2006 og fremefter, finanslov 2005 var forhandlet på plads. Så: diskussionen omfattigdom kan godt komme op (igen), når satsreguleringsordningen har løbet endnu nogle år. Antagelig dog fortsat uden, at en fattigdomsgrænsebliver vedtaget. I fig. 9.5.a, p. 305 kan ses, hvor meget større folke- og førtidspension ville have været, hvis de havde fulgt lønudviklingen – og hvor stor en del af gabet, Pia-checken dækker.

Efter Højesteretsdommen 22.12.1999 om uretmæssigt lav førtidspension blev 4100 sager genoptaget, heraf fik 2800 personer tilkendt eller forhøjet pension, med tilbagevirkende kraft (Ankestyrelsen 2002.06.24)

Af skemaet fig. 9.4 fremgår 1) størrelsen af ydelser efter loven, og 2) ydelsernes indtægtsregulering og skattepligtighed. Ydelsessaterne reguleres årligt pr. 1. januar. Det skal bemærkes, at pension, tilkendt før 1. januar 2003, fortsat indkomstreguleres (og forhøjes eller nedsættes) efter de gamle regler.

Efterløn – nu også efterløn for kvægavlere: kalve-(ophørs-)støtte.

Efter beskæringen af efterlønordning i 1998 ser vi ingen væsentlige ændringer 2000-2004. I 2001 indføres fleksydelse: efterløn for fleksjobbere. 91% DPmax.

Men 2004 byder på en nyskabelse, administrativt henlagt til fødevareministeren:Enkeltbetalingsordningen, landbrugsreform 2005: Betalingsrettighedertil landbrugere, som i 2000-2002 modtog husdyrpræmier. Støtten er livsvarig og kan udgøre betragtelige beløb. Regnereglerne er næsten lige så komplicerede som Beskæftigelsesministeriets kontanthjælpsregler.³⁷Til forskel fra den alm. efterløns-ordning er der dog ikke fradrag for arbejde, ejheller indbetalingstid.

Omsorg: Lovgivnings- og institutionsudviklingen

Færre plejehjemspladser, flere alm. boliger

Udviklingen m.h.t. de ældres / handicappedes boligforhold³⁸, bidrager til en vis uoverskuelighed: fra 2000 til 2005 øge­des det samlede antal boliger for ældre m.v. fra 68.559 til 73.006, især som følge af vækst i antallet af almennyttige boliger og private andelsboliger i tæt/lavt byggeri, mens antallet af plejehjem­spladser og pensionistboliger gik ned fra 29.685 til 18.130. Antal hjemmehjælps­modtagere er øget fra 198.426 til 203.261. Samlet personale voksede fra 94.425 til 99.835 årsværk i 2002 – ca. 99.500 indtil 2008. På grund af omorganisering af hjemmepleje og personalestatistik i de sociale ressourceopgørelser (Statistiske Efterretninger), indfasning af nye arbejdsopgaver (bl.a. administration af fritvalgsordning), kommunesammenlægning, og evt. ændringer i brugernes plejebehov er det umuligt ud fra statistikken at vurdere, om standarden for den enkelte er forbedret, uændret eller forringet.

Ældreråd
Klageråd

Embedslæge-tilsyn med plejehjem

‘Fritvalg-ordning’ i hjemmeplejen

Mens dramatikken vedr. ældreforsørgelsealtså mere ligger ude i fremtiden, har perioden bragt en del ændringer på institutionsområdet:

1. fra1996 etablering af kommunale ældrerådog klageråd vedr. hjemmepleje. Begge typer organer er netop rådgivende, har altså ingen beslutningskompetence. Deraf kan man næppe slutte, at deres møder og debatter forbliver uden betydning for kommunalpolitikernes beslutninger. Flere kommuner har i forvejen (frivilligt) haft sådanne ældreråd, hvortil ikke sjældent tidligere byrødder stiller og vælges. Jeg er ikke bekendt med analyser af rådenes arbejde.
2. 2001 efter debat om mangelfuld medicinsk og anden behandling af plejehjemsbeboere og manglende lægetilsyn lovgaves om embedslægetilsynmed plejehjem.
3. I 2002 søsattes et af den nye regerings flagskibe: lovgivning om Fritvalg-ordningi ældreplejen (Lov om Social Service): kommunerne skulle indrette hjemmeplejeadministrationerne efter den såkaldte Bestiller-Udfører-Model(BUM), så brugerne efter tildeling og udmåling af praktisk bistand i hjemmet selv kan vælge, om kommunen eller en privat leverandør skulle udføre opgaven. Under kontrol, selvfølgelig, fra kommunens Bestiller-kontor. Èn af virkningerne var et bureaukratisk ekstra-apparat til en merudgift på et antal hundrede millioner. Så vidt vides har op mod 10% af brugerne valgt privat leverandør – men alle brugeres hjemmehjælp skal selvfølgelig administreres efter ordningen. Hvor stor del af personalestigningen i 2002 der skyldes administrationsarbejdet, har jeg ikke undersøgt.

Forebyggende hjemmebesøg

Lov om forebyggende hjemmebesøg(1995) (se s. 256) er blevet implementeret. Den tilsigter (som Rødovre-forsøget), at give ældre mennesker mulighed for i egen bolig at få en snak med sundhedspersonalet og få overblik over egne eventuelle skavanker og ressourcer, og dermed opnå større tryghed i forhold til evnetuelle symptomer. For nærværende er der mig bekendt fortsat ikke nogen kortlægning af implementering eller effekt. De sociale ressourceopgørelser udviser en stigning fra 1997 til 2004, fra 70.000 til 195.500 hjemmebesøg, derefter aftagende. 35-40% af personerne i de relevante aldersgrupper får besøg.

9.4.1.2  Arbejdsløshedsforsikring, arbejdsformidling, aktivering, arbejdsskadeforsikring. 2000-2008

Perspektiver og problemer på arbejdsløshedsområdet. Institutionsudviklingen.

Lavere ydelser i offentlig sektor

Den store omlægning på ydelses- og rettighedsområderne skete med 1993-1994 reformerne, herunder især tabet af optjeningsretved støttet arbejde, og halve dagpengetil unge, og 1995 beskæringen af DP varighed. Linien videreføres med lovændringer i 2003 om bl.a. loft over kontantydelserog lavere ydelser til unge (ABCOQV forlig)

Administrative justeringer og fra 2003 omlægning af love om aktivering

2000-2001 bragte nogle mindre justeringer og forbedringer bl.a. på servicejob- og fleksjob-områderne. Der blev lovgivet om kompensation til handicappede i erhverv (1998/2000). 2001 regeringsskiftet medfører omorganisering af topledelsen af aktiveringsområdet og andre områder: Arbejdsministeriet omdøbes til Beskæftigelses-ministeriet, LAS lægges ind under beskæftigelsesministeriet, ligeså syge- og barselsdagpengeområdet. Herefter følger en del lovgivning om styrelsen af indsatsen, bl.a. om mulighed for sammenlægning af kommunernes aktiverings-/ beskæf-tigelseskontorer med AF, og om ensartning af indsatserne for AF-aktiverede og kommuneaktiverede. Disse lovændringer ligner forstudier til kommunalreformen, i hvilken indsatsen samledes i kommunale jobcentre(vedt. juni 2005).

Udviklingen i ledighedstallene er flertydig (tab. 9.9): fra 2000 til 2004 voksede antallet af helårs dagpengemodtagere fra 125.000 til 150.000 regnet helårs. Antallet af aktiverede faldt lige så meget, med 24.000. Og antallet af kontanthjælpsmodtagere voksede med 7.000. Antallet af fleksjob voksede med 28.000. ATP-tallene for beskæftigede lønmodtagere er næsten konstant (s. 279). Skattelettelser og belåning af ejendomsværdistigninger antages at have givet anledning til stor økonomisk vækst – 2005-2008. Ved årsskiftet 2008/2009 ses brat stigende ledighed (endnu ikke i tabel!).

AF’s og især kommunernes brug af uddannelse som aktivering aftager – det kritiseres kraftigt af bl.a. 3F

Lovudviklingen på området (med et vist overlap til BiL/LAS-området):

1. Lempelse af ALL sanktioner – for at gøre dem mere troværdige (2000)
2. Voksen- og efteruddannelsesreform (2000)
3. Udvidet område for servicejob (2000)
4. Kompensation til handicappede i erhverv – peramentgørelse) 2000
5. En del ændringer som følge af EU direktiv (ligebehandling m.v.) 2001
6.  Lov om servicejobophævet 2002
7. Omlægning af voksen- og efteruddannelse (beskæring) 2002
8. Orlov til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom. 2002
9. gennemførelse af EU deltidsdirektiv 2002
10. Mulighed for tværfaglige a-kasser. Liberalisering. 2002
11.  ‘Flere i arbejde‘ forlig okt. 2002 mellem ABCOQV: hovedsagelig forsk. nedsættelser af kontanthjælp (incitament, se også 9.4.0). Principiel tilnærmelse mellem aktiverings-system for dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, udstrækning af ungdommen til 30: også 25-29 årige DP modtageres aktivering frem-skyndes, og kontrollen skærpes i form af styrket kontaktforløb.
12. Lov om tidsbegrænset ansættelse (svækket ansættelsessikkerhed for visse grupper – EU direktiv: harmonisering nedad) (2003)
13. Lov om Aktiv Beskæftigelses Indsats og Lov om ansvaret for og styringen af den Aktive Beskæftigelses Indsats (en del af flere i arbejdeforliget okt. 2002). Samling af bestemmelser om aktivering af forsikrede og ikke forsikrede ledige. Om de regionale nævns kompetence. Sænkelse af ydelsesniveau i LAS. 2003.
14. Udvidelse af personkredsen for ASL 2003
15. Ferielov: 100 mill. af renteafkast flyttes fra feriefond til statskasse 2003.
16. Forlig om Den fremtidige beskæftigelsesindsats(COV) – led i forlig om kommunestrukturreform. Indsatsen samles i kommunalt-statslige jobcentre. Medio 2005 udmelder ministeren rammer og kriterier for 40 kommende Jobcentre.og rammer og kriterier for 10 pilot-jobcentre(forsøgsordning). Fra slutningen af 2005 etableres løbende fælles jobcentre. Pr. 1. januar 2007 var etableret jobcentre i alle kommuner. KL-høringssvar 22.12.2004: ordningen vil give dobbeltarbejde i kommunernes socialforvaltninger.
17. Afskaffelse af skole-praktik i de tekniske skoler 2004. Skolepraktik trådte helt eller delvis i stedet for almindelig praktik i håndværksvirksomheder, og var en støtte til lærlinge, som ikke selv via netværkskontakter kunne skaffe praktikplads. Afskaffelsen vil antagelig medføre at flere opgiver at søge uddannelse eller dropper ud af uddannelse, ikke mindst 2. og 3. generations indvandrere. Formel begrundelse: at skolepraktik er en mindre god uddannelse end ‘rigtig’ praktikplads.
18. Hjemmel til registersamkøring i kontroløjemed (2006, 2007).
19. Begrænsning af retten til nedsatte dagpenge – rammer deltidsbeskæftigede (2008) og beskæring af fortrydelsesretten i efterlønsordning (2008)
20. Finanslovaftale 2009 (COV): A-dagpenge skal finansieres kommunalt. Arbejdsformidling skal være rent kommunal opgave pr. 1.8.2009. Fagbevægelsen raser!

Mange regler, udstedt administrativt af beskæftigelsesminisiteren efter bemyndigelse, indskærper kontrolmed de lediges rådighed og strafferovertrædelse med dagpengetab eller tab af kontanthjælp. Kommuners og A-kassers eventuelle forsømmelighed med at udøve kontrollen straffesmed bortfald af refusion. Et minister-bud om lediges pligt til at sende 4 ansøgninger om ugen blev dog efter et års tid opgivet efter kritik fra arbejdsgivere, der fik for mange ”useriøse” ansøgninger.

Gennemgående træk i administrative og lovgivningsmæssige ændringer er krav om mere fleksibilitethos de ledige og mindre security for de ledige: dagpenges og kontanthjælps kompensationsgrad falder. Flexicurity-modellens karakter er ændret. Uddannelse bliver mindre fremtrædende arbejdsmarkedspolitisk redskab.

9.4.1.3 Syge- og barselsdagpenge, sygesikring, sygebehandling 2000-2008

Voksende sygelighed – Længere sygdomsforløb

Hvis sygeligheden spejles i antallet af sygedage, er flere blevet mere syge i Danmark fra 2000 til 2008: antallet af sygedagpengemodtagere vokser fra 430.200 til 468.400, og antallet af sygedagpengeuger vokser fra 3,25 mio til 4,6 mio (tab. 9.9). Den gennemsnitlige varighed vokser således fra 8 til 9,8 uger. En – antagelig mindre del af – forklaring kan være væksten i fleksjob, fra 8.600 til 43.000. Når en del mennesker, der ellers skulle have haft førtidspension, forbliver i job, må man antage, at nogen af dem (trods skånehensyn) bliver syge en del af tiden. Men som nævnt ovenfor og nedenfor er oplevet højt stressniveau og arbejdstempo ikke mindst i daginstitu-tionssektor og ældresektor antagelig medvirkende forklaringer. I den kommunale sektor er svaret på højt sygefravær ikke ‘sæt tempoet ned’ foranstaltninger men samtaler om, ‘hvordan man egentlig har det med jobbet’ og andre ‘fraværsreducerende’ tiltag, som ikke sjældent af medarbejderne opleves som mere kontrol- end støtteprægede.

Lov-udviklingen på området er mindre justeringer, præget af forskellige typer hensyn:

Spareønsker

Ændrede beregningsregler for tilskud til medicin: lavere tilskud (2000,2008). Nedsættelse af refusion til arbejdsgivere. (2000) Egenbetaling for private arbejdsgivere (2003). Sparehensyn. 2006, 2008: arbejdsgiverperiode forlænget fra 14 til 15 dage og til 21 dage.

Tilskud til medicin, indkøbt i andre EU-lande (2000)(EU-harmonisering)

Standardforbedring

Ophævelse af 70 års aldersgrænse (2000) og udvidet adgang til forlængelse af dagpengeperiode ved behov for afklaring af helbredelsesmuligheder (2000). Amterne pålægges ansvar for tandpleje for særlige grupper (institutionsanbragte) (2000). Forlængelse af barselsorlov (2002), og skattefrihed/fradragsret for arbejdsgiver-betalte sundhedsbehandlinger (2002). Optjening af ferieret under barselsorlov (2003).Og endelig: hjælp til personer med visse former for opholdsret ved dagpengeopfølgning i SDP sager i udlandet (2004) (standardforbedringer). I 2005 bedre adgang til dagpenge ved pasning af sygt barn. 2006: 52-uger reglen: øget adgang til forlængelse. 2008 vaccinationsprogram mod Livmoderhalskræft (finansieret v. dyrere medicin).

Adm. stramn.

2006: strammere regler for administration og refusion af dagpenge, for at ‘motivere’ kommuner til mere effektiv opfølgning. Registersamkøringsregler.

Lov om barselsDP

2006: Barselsdagpengeregler ud til særlig lov.

Sundhedslov – genoptræning

2007: Sundhedslov træder i kraft (del af strukturreform). Gentager og indskærper reglen om, at patienter med lægeligt behov for genoptræning skal have udarbejdet genoptræningsplan af udskrivende overlæge – og kommunen skal implementere genoptræningen. Der er god anledning for kommunerne til at integrere træningsindsats, dagpengeopfølgning og socialrådgivning. Om det sker – vides pt. ikke.

Retssikkerhedslov (LRA), Servicelov (LSS) og Aktivlov (LAS), Integrationslov (INT): Ydelser, institutioner, administration.

Perspektiver, hovedmotiver, problemer.Lovudviklingen.

Politisk tilstræbt udgiftsbegrænsning via kommunalisering, brugerbetaling, markedsgørelse og nedsættelse af ydelser:

Kommuna-lisering af udgifter – statslig stramning af kommunernes økonomi

Brugerbetaling

Generelt er ydelserne på den gamle bistandslovs område, dvs. Lov om Aktiv Socialpolitik (LAS) og Lov om Social Service (LSS) samt Integrationsloven (INT) præget af regeringernes politik med at lade kommuner og brugere finansiere en stadig større del af udgifterne – samt at stramme de økonomiske rammer om kommunerne. Ved 2003 ændring af førtidspensionslovgivning væltedes udgifter også over på kommunerne, tilskud flyttes fra pensionslov til LSS. Indførelse af grundtakstmodellenfor visse sociale serviceydelser: dvs. kommunal betaling for det meste af dyre, hidtil amtslige, foranstaltninger (2001) tilsigtede at motivere kommuner til tilbageholdenhed med dyre foranstaltninger. Heraf fulgte en del ekstra administrativt merarbejde. Styringen er blevet centraliseret via ministerfastsatte procedureforskrifter og via intensiveret statslig kontrol. Siden, i 2007, blev finansieringen (næsten) rent kommunal.

Lovændringer lader de brugere, der er afhængige af overførselsindkomster, have stadig mindre at gøre med. Det gør ikke-ændring også: satsreguleringsaftalen øger år for år afstanden mellem i arbejde værende og de overførselsindkomstafhængige.

Hovedmotiv 1: Kortsigtede økonomiske overvejelser

Det ene hovedmotiv bag lov-beslutningerne synes at være ønsket om at mindske offentlige udgifter i det enkelte budgetår. Det gælder for begge periodens regeringer – og det gennemtvinges også at gælde kommunalbestyrelserne. En meget stor del af de kommunale beslutninger er præget af budgetklemmen.

Hovedmotiv 2: incitament

Det andet hovedmotiv bag beslutningerne synes at være: motivér demvia lavere ydelser.

9.4.1.5Institutions- og ydelses-udviklingen

Børneområdet: Daginstitutioner: flere børn pr. ansat
Skolefritids-ordninger: uændret børnetal pr. ansat

På området daginstitutioner for børnser vi 2000-2008 en nedgang 386.714 til 342.274 eller 8,6%. Personalereduktionen er fra 85.000 til 78.128 eller 8,5%. Børnehavetaksterne stiger 31%, vuggestuetaksterne 27% fra 2000 til 2007, besluttes så af Folketinget sænket (tab. 9.10, p 306). Mange steder sløjfes madordninger. Dermed fortsættes 1990’er udviklingen (se kap. 8.4.1.4): dyrere og ringere normerede institutioner. Daginstitutionspersonalet har generelt et højt sygefravær og tidlig tilbagetrækning. Skolefritidsordninger: pladstal og personale vokser 38-39% . Normeringen var ca. 12,5 barn pr. medarbejder. For 2009 forhøjer mange kommuner betalingen for skolefritidsordninger – det får en del forældre til at melde barnet ud.

‘Anciennitets- princippet’

I 2002 ophæves anciennitetsprincippetfor børns ret til daginstitutionsplads, en regel som blev indført for at forbyde kommunal diskrimination af arbejdsløses børn.

Madordning mod (ekstra) betaling

I 2003 gives lovhjemmel til, at børneinstitutioner kan tilbyde madordning, og i 2008 at de skal tilbyde! – mod fuld forældrebetaling (ABCOQV). Begrundelse: en del kommuner tillod institutionerne (økonomisk decentralisering) at vælge mellem at afskaffe madordningen eller at fyre pædagoger.

Børneområdet: døgn anbringelser forebyggelse ‘hjemtagning

Uoverskuelighed

Inklusion af sprogsvage?

På området truede / belastede børn og unge: døgnabringelserser vi en vækst fra 17.400 til 18.300 (tab. 9.10). Inden for anbringelserser vi inden for døgninstitutioner2000-2003 konstant antal pladser og stigende personalenormering. En delforklaring kan måske være indførelsen af ‘ungdomssanktion‘ (2001), som skulle holde nogle unge ude af (statsligt finansieret) ungdomsfængsel. Det er tal­mæssigt og handlingsmæs-sigt mindre gennemskue­ligt, hvad der egent­lig sker på området. Mange kommuner har satset på ‘an­brin­gel­sesfore­byggelse‘: støtte til familier i hjemmet, familie­værksteder, personlige rådgivere. Og hvis så­danne indsatser ikke kan løse familiernes problemer: af­last­nings­ophold, familieplejean­bringelse m.v. Anbringelsesreform2004 tilstræber administrativt kvalitetsløft og (billigere) slægtsanbringelser. Slægthar ikke altid flere ressourcer end familie. Det forhold, at personlig rådgivning konteres ander­ledes end insti­tu­tionsan­bringelser, gør ikke udviklingen lettere over­skuelig. Debatten blandt fagfolk har især handlet om det problematiske i, at kommuner i stigende omfang ‘hjemtager‘ børn fra velfungerende plejefamilier, fordi anbringelse er for dyr – hjem til mor og far med ungen, med eller uden adækvat kommunal støtte. Nogle indvandrerbørn bliver, efter sprogscreening kørt til fjernere beliggende skoler med større andel danske børn, for at integreres. Efter skoletid køres de hjem. Inklusion?

Ydelser til voksne 1: Kontanthjælp, aktivering,revalidering, integration:

Antallet af kontanthjælpsforsørgede plus aktiverede lå frem til 2004 nogenlunde konstant på 182.000 (regnet helårs) og sank så frem til 2007 (incl. personer på introduktionsydelse). Voksende, siden aftagende ledighed er antagelig en hovedforklaring på udviklingen. Antallet af revalidender falder (tab. 9.12, s. 313)

Fattigdom som ‘incitament’ aktivering som kontrol

Et gennemgående tema i de 4 års sociale praksis og lovændringer er den neoliberale økonomiske arbejds-tvang. Den findes i flere udgaver, men der er 2 teknikker, som antages egnede til at motiveremennesker til at (søge) arbejde: lavere ydelserved ledighed, og stram rådighedskontrol. Se herom kap. 9.4.0, p. 292. Sidst i perioden overlejres den neoliberale incitaments-ideologisærlig tydeligt af xenofobi, fremmedfjendskhed. Med hensyn til råd og vej­ledningopleves udviklingen af ansatte og klienter ofte som utilfredsstillen­de, med mindre tid til den enkelte klient og større pres på de ansatte, og ofte uden løsning af problemerne.

Arbejdstvang for stigmatiserede minoriteter

Det generelle ræsonnement lægges til grund for beskæring af rettigheder for marginalgrupper, enkelt-kategorier: lavere ydelser til unge, til indvandrere, til (visse men bestemt ikke alle) ældre,dimittender, ikke-forsørgere, og loft over kontantydelser til kontanthjælpsklienter efter ½ år. Rettigheds-beskæringerne skal dels lette trykket på de offentlige kasser, dels motiverede pågældende til at finde job.

Lave dagpenge og BRY til unge.

De unge – en stærkt voksende kategori, først 18-19 årige, siden 18-24 årige, – søges generelt motiveretgennem lave ydelser: lav kontanthjælp, ½ brutto revalideringsydelse (først for 18-22 årige, fra 1995 også 23-24 årige), ½ dagpenge. Så: hvis du har fået job og stiftet familie som 19 årig, gælder det om at undgå sociale ulykker før du er 25 – ellers bliver du ret slank. I 1998 skæres der lidt mere i ydelserne til de unge (LAS). I december 2002 bliver der skåret lidt mere: efter 9 måneders kontanthjælp og 6 måneders aktivering sættes kontanthjælp lig med SU legat-delen. (Forlig Flere i arbejdeokt. 2002, ABCOQV). Samtidig forlænges ungdommen til og med 29 år mht. fremrykket aktivering: skærpet kontrol. Dog: 2007 lempelser for sindssyge.

Fig. 9.6Håndsrækning.
Regeringen mener, det er en fordel for arbejdsløse indvandrere at få mindre i kontanthjælp end arbejdsløse danskere.     Politiken 3. februar 2002.  Med venlig tilladelse af Roald Als

Indvandrere: fra åbenlys diskrimination til formel “ligestilling” og reel diskrimination

300 timers regel

Indvandrernefik deres særlige indsats med reglen om integrationsydelsei stedet for – og lavere end – kontanthjælp i 1998. At forskelsbehandle på den måde er i modstrid med Danmarks tilslutning til Flygtningekonventionen, så reglen måtte opgives (januar 2000) efter en del også international kritik. Men der er løsninger: i 2002 vedtog Folketinget (COV), at personer, der har brug for kontanthjælp, skal have ca. det halve som starthjælp, hvis de ikke inden for de seneste 8 år har opholdt sig 7 år i landet ogikke haft 2½ års ustøttet arbejde (2007) inden for de 8 år.³⁹Det gælder selvfølgeligogså for danske statsborgere. Der er godt nok ikke mange af dem, der er i den situation, så i praksis bliver det kun de små brune …. (antog man). I 2002 vedtoges (ABCOQV), at kommunen skal oprette en individuel kontrakt med indvandreren om hans/hendes integrationsforløb, i stedet for som hidtil en handlingsplan. Det antoges, at ordet kontraktville virke mere disciplinerende end handlingsplan. Effekt? Mere ivrig jobsøgning – ikke flere i job, før 2005 opsvinget. ACOV forlig 2005 indførte ”300 timers reglen” i LAS: ægtepar, hvor begge modtager kontanthjælp, mister den enes kontanthjælp, hvis hun ikke inden for 2 år har haft 300 timers normalt, ustøttet arbejde. Det ”antages”, at hun har valgt ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Reglen har i 95% af sagerne ramt indvandrere, som tilsigtet. Forligets titel var ”En ny chance til alle”. Evalueringer fra SFI og AKF (2008) at 50% af kommunerne har iværksat en ”særlig indsats”. Få kom i job, de øvriges mer-fattigdom er lidet undersøgt: nogen betaler ikke husleje, nogen tager lån. Inklusion?

Mange under-kategorier – et mylder af regler og undtagelser => uoverskuelighed for klient og sagsbehandler

Et resultat af lovgivning for enkeltgrupper, som skal have mindre end ‘de normale‘, er et stort antal satser for specielle grupper og et stort antal undtagelser, f.ex. hvornår en ung alligevel ikke skal have den lave sats, og et mylder af fradragsregler. Ydelsesnedsættelse pga. loft over kontantydelser(se nedenfor) sker i samspil med boligstøtteordningen. Resultat: et uendelig kompliceret regelsæt. Mange kommuner har specialiseret forvaltningen, for at i det mindste nogen medarbejdere kan kende regnereglerne. Heraf er igen fulgt, at samme aktiverede klient har (mindst) en økonomi-medarbejder og en aktiveringsmedarbejder/revalideringsmedarbejder og, hvis der er helbredsproblemer og/eller handicap, en handicapmedarbejder. Hvis aktiveringsmedarbejder bliver opmærksom på klientens længe oversete tandproblemer, som kan hindre aktivering, så skal økonomimedarbejder sættes i gang med at finde ud af, om renovering af tandsættet ligger inden for eller uden for, hvad klienten ‘kunne forudse’. Det ikke simpelt at tilvejebinge en helhedsorienteretindsats for pågældende klient.